Undervisningsmininster Pernille Rosenkrantz-Theil har inviteret til virtuelt møde om corona-situationen i daginstitutioner og på skoler.

Undervisningsministeren vil snakke valgfagsprøver med folkeskolens parter

I morgen kl. 9 har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil inviteret blandt andre Danmarks Lærerforening til virtuelt møde om status i daginstitutioner og skoler i lyset af corona-situationen. Valgfagsprøverne er også på dagsordenen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil gjorde i går på Twitter klart, at hun er klar til at snakke om valgfagsprøverne i folkeskolen. Eleverne i 8. klasse skal i år for første gang til eksamen, men på grund af corona-krisen blev mange timer i de praktisk-musiske valgfag aflyst. Flere har kritiseret, at meldingen fra Undervisningsministeriet er, at prøven skal gennemføres som planlagt, selv om eleverne mangler meget undervisning.

Formand for Danske Skoleelever har både på folkeskolen.dk og i går på Twitter forsøgt at råbe Pernille Rosenkrantz-Theil op.

"Det er næsten en umulig opgave at overbevise undervisningsministeriet om, at det ikke er forsvarligt at give en hel årgang af elever et dårligt første møde med en eksamenssituation. Den manglende inddragelse af virkelighedens synspunkter er dybt bekymrende", skrev hun.

Elever og forældre er dybt bekymrede over uforberedt valgfagseksamen 

Til det svarede undervisningsministeren på Twitter.

"Vi vurderer, som du ved, løbende situationen, og jeg har indkaldt jer alle til møde med blandt andet dette på dagsordenen. Tror vi som vanligt bedst finder løsningerne på corona-udfordringerne i fællesskab. Glæder mig til at vende det med jer".

Foruden Danske Skoleelever deltager DLO, Danmarks Private Skoler, Friskolerne, Skole og Forældre, FOLA, Frie Skolers Lærerforening, Frie Skolers Ledere, Kristne Friskoler, Deutscher Schul- und Sprachverein, Ungdomsskoleforeningen, Lilleskolernes Sammenslutning, KL, Danmarks Lærerforening, BUPL, BUPL - Lederforeningen, FOA, BKF, Skolelederforeningen, Efterskoleforeningen, Frie Fagskoler og Ungdomsringen i det virtuelle møde. 

Fra Danmarks Lærerforening deltager formand Gordon Ørskov Madsen.

Også Danmarks Lærerforening har medvirket til at øge presset på ministeren for at skride ind over for valgfagsprøverne. Det skete onsdag, da formanden for DLF's undervisningsudvalg, Regitze Flannov, slog fast, at det må have konsekvenser for valgfagsprøverne, når eleverne er gået glip af for megen undervisning i valgfagene.

DLF: Uforberedte valgfag må få konsekvenser for eksamen