»Din lede so. Du skal kraftedeme ikke bestemme over mig, din luder«.

I de første måneder med den nye g-klasse blev de voksne ramt af en byge af ukvemsord. Eleverne råbte og skreg, kastede med stole, rev bøger i stykker, ribbede planterne for blade og bed både hinanden og de voksne, når de blev mødt med faglige krav. De var vant til at slippe, når de gjorde sig umulige. G-klassen er et specialtilbud for børn i Værløse, der ikke blot har brug for specialundervisning, men også for behandling. Klassen ledes af cand.psych. Charlotte Meldal, og hun lagde fra start den strategi, at de fire voksne skulle svare: »Jeg bryder mig ikke om, at du taler sådan til mig, men nu skal du lave din side i bogen«.

Og så blive tålmodigt stående, til eleven gik i gang.

»Vi var virkelig rigide. Normalt nægter man ikke et barn vand, men hos os var en regel en regel: 'Vi drikker vand i pausen, slut'«, fortæller Charlotte Meldal.

I de to første måneder kunne hun hver dag fremvise dagens høst af blå mærker og bidemærker, når hun kom hjem til sin familie. Elevernes forældre var rystede. Både over deres børns opførsel og over, at klassens voksne fandt sig i at blive slået og sparket og kaldt for det værste af det værste.

»Vi brugte megen energi på at berolige forældrene og forklare, at vi var nødt til at finde os i børnenes opførsel, hvis vi nogensinde skulle få dem til at lave noget i timerne. De måtte ikke få lov til at slippe for de faglige krav ved at gøre sig umulige«, siger Charlotte Meldal.

Som lærer i klassen var Anders Frøhlke glad for at have en psykolog at støtte sig til.

»Charlotte blev ved at sige, at det ville gå over. Det var jeg nødt til at tro på, og hun havde ret. Det blev bedre hen over efteråret«.

Efter en lang juleferie frygtede Anders Frøhlke, at de skulle begynde forfra.

»Men det var meget nemt. Drengene havde tydeligvis savnet skolens trygge rammer«, siger han.

Der går seks drenge mellem syv og 12 år i g-klassen, som blev oprettet på Lille Værløse Skole i 2005 som et treårigt projekt. Tre elever har ADHD, og deres familier har det samtidig svært og er meget sårbare. To har det svært socialt og emotionelt på grund af omsorgssvigt. Den sidste elev er netop erklæret retarderet og skal have et mere relevant skoletilbud.

Eleverne kendte nogle bogstaver, men absolut ikke hele alfabetet, og kun tallene op til ti, da de begyndte i klassen. Anders Frøhlke fandt materialer med mindst mulig udfordring, så han var sikker på, at drengene kunne klare opgaverne.

»Vi stillede små krav og gav store belønninger. Vi belønner stadig, for det motiverer dem til at lave det, de skal. I hvert fald de fleste dage«.

Når en elev har løst sine opgaver, får han et kryds og må spille på computer i de sidste ti minutter af timen. 18 krydser udløser en hel lektion med musen i hånden.

»Adfærdsregulering kan aldrig stå alene, men kan indgå i en pædagogisk behandling. Vi roser eleverne for at have nået 18 krydser og finder spil, som passer til deres niveau, så de får succes«, siger Charlotte Meldal og tager i samme åndedrag livet af myten om, at børn med ADHD kun kan koncentrere sig i 20 minutter ad gangen.

»Det afhænger af, om de kan honorere kravene. De kan for eksempel sidde ved en computer i timevis«.

Eleverne kom forholdsvis hurtigt op på at lave en side i bogen i både dansk og matematik i løbet af en lektion. Kravet er altid én side - hverken mere eller mindre.

»Det gør dem trygge, at de ved, hvad de skal lave. En kreativ vej afleder drengenes opmærksomhed. De skal sidde på deres pladser og løse opgaverne på den bestemte side i bogen. Først nu er nogle elever blevet så trygge, at vi indimellem kan få dem op på to sider, når opgaverne er lette«, siger Anders Frøhlke, der underviser klassen sammen med pædagogerne Charlotte Kiel og Anne-Li Sjögren.

Læseprøver viser, at drengene gør de samme faglige fremskridt som normale børn. To af dem har engelsk i år, og her er de også godt med. Kun en dreng var på et fagligt niveau svarende til sin alder på ni år, da han begyndte i klassen.

»Han kom sjældent i skole og havde lært det hele af sin mor. Nu har vi lært ham at arbejde selvstændigt, og han har fået mod på at arbejde sammen med andre børn. Det er vigtigt, for han har få sociale kontakter og vil gerne have kammerater«, siger Anders Frøhlke.

Hvis den faglige udvikling fortsætter for de diagnosticerede drenge med ADHD og en intelligenskvotient i normalområdet, lærer de nok til mindst at kunne tage en uddannelse på teknisk skole, forudser Charlotte Meldal.

»Vi har fået afdækket, at de godt kan indlære i de rette rammer. Hvis de var travheste, turde jeg godt satse et mindre beløb på, at de får 9. klasses afgangsprøve«, siger hun.

Elevernes sociale fremskridt kan ses i klassens indretning. De sidder stadig på hver sin plads med ansigtet ind mod væggen, men nu er der kun en meter mellem pladserne. I begyndelsen sad de med betydelig større afstand.

»Eleverne skal vide, hvornår de nærmer sig kogepunktet, og hvad de kan gøre ved det, inden de koger over. En har lært om sig selv, at han har brug for kropskontakt. En anden giver sig selv tegnepauser«, fortæller Charlotte Meldal.

Hvis ikke drengene bliver klogere på sig selv, får de ikke gavn af at kunne læse og regne senere i livet, mener Anders Frøhlke.

»Og så vil vi være spild af penge. Med tre voksne til at undervise seks elever har vi en god normering, og det er nødvendigt. Ellers ender vi med at være et fritidstilbud ved computeren«, siger han.

G-klassen er ikke kun et skoletilbud, men et skole- og behandlingstilbud, understreger Charlotte Meldal.

»Vi graver et spadestik dybere med legeterapi, snakketime og involvering af forældrene. De kommer til individuelle samtaler hver anden uge, og en gang om måneden samler vi alle familier til fællesmøde. »Forældrene er de vigtigste i barnets verden, så hvis de siger noget i modstrid med os, har de ret. Vi kan lære eleverne nok så meget selvindsigt, men det kan være lige meget, hvis ikke hjemmet bakker op«, siger Charlotte Meldal. |