Selv en lang march begynder med det første lille skridt. Sådan er det også for de unge kursister med ADHD på Specialundervisningscenteret for voksne i Københavns-området, Svika.

De unge har ikke de bedste erfaringer med at gå i skole. I folkeskolen var der ikke »hul« igennem deres barriere. Alligevel tager lærerne på Svika udgangspunkt i det faglige. Men de sørger for, at målene er små nok til, at kursisterne kan opfylde dem.

»Vores kursister forventer, at en skole handler om abc og 1, 2, 3. En fyr ville gerne lære at regne i procenter. Matematiklæreren fandt ud af, at hans niveau lå i 3. klasse, og det lagde han undervisningen til rette efter. Det er et spørgsmål om at få fat et sted, hvor den unge kan være med«, siger speciallærer Inger Spang Larsen.

Hver kursist har sin egen undervisningsplan med overordnede mål og mange delmål. De små mål giver hurtigt succes, og det er nødvendigt.

»De oplever, at de er kompetente, når de opfylder et delmål. Det giver dem mod på at tage næste skridt. De er vant til at skjule sig, så det betyder også meget, at de kan være her med hele deres identitet. Alle de andre er ikke nået til side 47, mens de selv kun er på side fem«, siger Inger Spang.

Fem mænd og to kvinder mellem 17 og 27 år benytter ADHD-tilbuddet. De fleste har været med siden starten i 2005. Med undervisningen er Svika forud for den nye treårige ungdomsuddannelse for udviklingshæmmede, som blandt andet skal henvende sig til ADHD-ramte.

»Tidligere troede man, at ADHD gik over med tiden, så der var ikke et tilbud til dem efter folkeskolen. Men flere og flere fandt af sig selv frem til os. Samtidig vidste vi fra undersøgelser, at mange ender i kriminalitet eller som psykiatriske patienter. Da vi i forvejen underviste disse grupper, syntes vi, det ville være fornuftigt at sætte ind med et tidligere tilbud«, fortæller forstander Eva Prien.

Undervisningen på ADHD-holdet byder på en kombination af selvindsigt, sociale kompetencer, faglig undervisning og praktiske færdigheder som at tage bussen, gå i butikker og finde vej til tandlægen.

Flere af de unge har prøvet kræfter med almindelige ungdomsuddannelser, men de har svært ved at styre deres opmærksomhed i længere tid og er hurtigt droppet ud.

»Det er svært at blive sluppet løs af folkeskolen, når man skal opfinde alting selv uden at have udstyret til det«, konstaterer Inger Spang.

De unge vil gerne have en uddannelse. Det kræver, at de accepterer deres handicap. Her kan lærerne mærke forskel på kursister, som blev mødt med forståelse af forældre og lærere i folkeskolen, og de unge, der altid har fået at vide, at de er håbløse.

De unge lærer strategier, der kan hjælpe dem til at lykkes. Det kan være at holde fem minutters pause indimellem.

»Vi kan ikke eliminere deres problem med at holde opmærksomheden, men vi kan hjælpe dem til, at de lærer sig selv så godt at kende, at de sørger for at fortælle arbejdsgiveren, at de kun kan yde deres bedste, hvis de får lov at holde små pauser. Vi forlanger heller ikke, at de skal være opmærksomme hele tiden, men vi lærer dem at gå ud uden at forstyrre de andre«, siger Inger Spang.

Det kan være nødvendigt at gå baglæns i kursistens hverdag for at finde en brugbar strategi.

»En af vores kursister havde svært ved at møde op til undervisningen. Det viste sig, at han ikke kunne falde i søvn, fordi han spillede på computer til ved 11-tiden hver aften. Løsningen blev, at han skulle stoppe klokken 8, så han kunne nå at geare ned. Mange med ADHD lever i nuet, og vi hjælper dem til at se sammenhænge«, fortæller Inger Spang.

Det er individuelt, hvad der skal til af strategier og værktøjer.

»Det giver ingen mening at give en spiralkalender til én, som aldrig går med taske. Andre synes, det er en svir at få en kalender, hvis bare den er lyserød. Men igen - det er vigtigt at være bevidst om sit handicap. Det var et stort skridt for en kursist at erkende, at hun har brug for at have en magnettavle med piktogrammer over dagens gøremål hængende i sit hjem, hvor hendes og kærestens venner kommer«, siger Inger Spang.

Unge med ADHD mangler ofte almen dannelse. De læser ikke andres signaler og kommer let til at overskride folks personlige grænser, med det resultat at de bliver afvist eller skældt ud.

»Vi skælder ikke ud. Vi fortæller dem det stille og roligt, når de gør noget i klassen, som andre ikke bryder sig om. Mange reagerer med et: 'Aha, det hænger sådan sammen!' Det er der aldrig nogen, der har fortalt dem«, siger Inger Spang.

»Kursisterne ved, at lærerne ikke er efter dem, men vil hjælpe dem til at være sammen med andre. Mange med ADHD er ensomme og vil gerne have venner. Derfor gør vi meget ud af at få dem til at danne netværk med hinanden«, siger Eva Prien.

Indtil videre har Svika sluset to kursister i job. Den ene begyndte ellers på centret med det udgangspunkt, at hun ikke kunne finde et job, som gav hende mening. I dag arbejder hun i en blomsterbutik.

»Hun var glad for blomster, så vi fik hende på et kursus i blomsterbinding på teknisk skole. I perioder var vi i daglig kontakt med hendes lærer, og det lykkedes hende at få sin eksamen«, siger Eva Prien.

Den anden kursist drømte om at blive murer. Han havde prøvet, men kunne ikke gennemføre teknisk skole. I stedet kom han i praktik hos en murer.

»Vi var ude at forklare, at de ikke måtte give ham fire beskeder ad gangen, for det kan han ikke overskue. Nu har han job i firmaet og tjener sine egne penge«, siger Eva Prien.

For de fleste er det realistiske mål et fleksjob.

»De skal ikke have bord midt i kontoret, men i et hjørne med ro, og de har brug for en kontaktperson til at sikre, at opgaverne er til at overskue. De får mod på at møde på arbejde, når de ved, at de kan klare det«, siger Inger Spang. |

Det skønnes, at en til tre procent voksne døjer med det, der svarer til ADHD. De har problemer med arbejdshukommelsen, de har svært ved at organisere deres tid, og de bliver ikke ved tingene lang nok tid til at fuldføre dem. Undersøgelser peger på, at kønsfordelingen er to mænd for hver kvinde.

Kilde: ADHD-foreningen

Antallet af elever i den vidtgående specialundervisning i folkeskolen er på ti år vokset med 49 procent. En del af stigningen kan skyldes, at det samlede elevtal er vokset, dog kun med 19 procent.

Det viser en ny opgørelse fra Undervisningsministeriet. I konkrete tal er der hvert år begyndt 340 flere elever i den vidtgående specialundervisning.

Også i den almindelige specialundervisning er der sket en stigning. I midten af 1990'erne lå tallet omkring 10.000 elever, men op mod årtusindskiftet begyndte det at stige. I 2005/2006 gik i alt 15.036 elever i specialklasser. Det svarer til en vækst på omkring 50 procent på ti år.

Andelen af tosprogede elever i vidtgående specialundervisning i 2005/2006 udgør godt ni procent. Tallene viser også, at drengene udgør knap 72 procent af eleverne i den vidtgående specialundervisning.

Læs mere om tallene på Undervisningsministeriets hjemmeside, uvm.dk