Autismelignende træk. Mistanke om personlighedsafvigelser. ADHD-lignende tilstand. Tenderende ordblindeproblematik.

Som psykolog støder Poul Erik Jørgensen ind i børn, som har fået hæftet betegnelser på sig, der ikke lever op til kriterierne for en reel klinisk diagnose. Det bekymrer ham.

»Jeg sår ikke tvivl om, at nogle børn har ADHD, Asperger og Tourette. Men alt for mange får en gummidiagnose, hvor handicappet ikke er klokkerent. Når fagfolk forsøger at stille en diagnose, kan det skyldes et massivt pres fra forældre og lærere«, siger Poul Erik Jørgensen.

Han er privatpraktiserende psykolog i Skive og har tidligere arbejdet i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, PPR, i nordjyske kommuner i fem år. Han løser stadig opgaver på dette felt.

»Vi oplever et diagnosetyranni fra forældre og lærere. Det er, som om de tænker: 'Bare børnene får en diagnose, så hjælper det'. En meget stor del bunder i en rigid grundtanke om, at 'mit barn har brug for ekstra resurser'. Vi ser det også med ordblinde. Forældre beder om at få erklæret deres børn ordblinde, fordi det udløser en bærbar pc. Men det garanterer ikke, at børnene lærer at læse. Det er urimeligt at bruge diagnoser til at skaffe resurser, medmindre det er helt tydeligt, at barnet er handicappet«.

For nylig kom det frem, at over 2.000 børn hvert år henvises til undersøgelse uden at have en psykiatrisk lidelse. Ingen siger det højt, men mange børn er dårligt begavede eller bliver henvist til PPR, fordi forældrene ikke har opdraget dem godt nok, påpeger Poul Erik Jørgensen og henviser til TV2's udsendelse »Plan B«, hvor en lærer over en række udsendelser forsøger at lære otte unge at læse.

»Vi hakker på børnene, fordi de bærer symptomerne for problemer i hjemmet. I TV2's eksperiment begyndte læreren med at sige til dem, at de skal have deres nattesøvn, spise sundt og motionere. Og så skal de tage sig sammen! Forældre har et ansvar for, at de basale ting er i orden. Hvis vi kun har luft i tre hjul, kan vi ikke forvente, at bilen kører, som den skal«.

Poul Erik Jørgensen oplever lærere, som vil have skilt elever ud af klassen og kommer med udskrifter af diagnoser fra nettet.

»De har allerede luftet diagnoserne for forældrene, så hvis jeg ikke gør som forventet, går forældrene til deres læge og beder om at få deres barn undersøgt. Det sker, alene fordi nogle lærere føler sig kompetente til at hævde, at barnet har ADHD eller Asperger«, siger han.

Lærere tror, at hvis bare Mathias, Rasmus og Sofus kommer ud af klassen, får de ro til at undervise. Men så enkelt er det ikke.

»Det bør ikke komme bag på os, at drenge taber opmærksomheden efter 15 minutter, når vi ved, de har en lavere opmærksomhedstærskel end piger, og vi alligevel underviser efter pigernes evne til at koncentrere sig«.

Poul Erik Jørgensen har skrevet et kapitel om styring af klasserummet i antologien »Klasse- og læringsledelse«. Teorierne har han brugt i et par urolige klasser på Hanstholm Skole, hvor det har skabt større koncentration og arbejdsro, at lokalerne er blevet delt op af skærmvægge.

»Der er ikke sket noget som helst i 50 år med den måde, vi indretter skolen på. Men vi kan ikke proppe 24 elever ind i klasserne, bare fordi vi altid har gjort det. Samfundet udvikler sig, og vi har ændret måden at undervise på, så vi bliver nødt til at sikre os, at vi ikke organiserer skolen på en rigid måde. De fleste konflikter opstår i frikvartererne. Alligevel holder vi fast i, at alle skal holde frikvarter på samme tid. Vi må være klar over, hvad det er for vilkår, vi byder eleverne, og lave dem om, hvis de ikke fungerer«.

I stedet for at anskue den enkelte elev som et problem foretrækker Poul Erik Jørgensen at gå til opgaven med en gruppepsykologisk tilgang.

»Amerikanske undersøgelser viser, at individets ansvar forsvinder, når der er over otte personer i en gruppe. Alligevel sætter man støttelærere ind i klasserne med den konsekvens, at eleverne får endnu flere mennesker at forholde sig til«.

I Hanstholm-modellen kan eleverne arbejde på studiehold med fire til seks elever. Nogle gange sætter lærerne grupperne sammen, så eleverne har samme forudsætninger. Andre gange er fagligt stærke sammen med svage. Lærerne kan også danne grupper efter elevernes interesser.

»Der er mange muligheder, og der skal ikke flere lærere til, end når man sætter støttelærere ind i en stor klasse for at skabe ro. Vi må være mere vovede med, at børn har forskellige kompetencer, og lade det styre den måde, vi organiserer undervisningen på. En opmærksomhedsforstyrret elev kan ikke begå sig et sted med mange input«, siger Poul Erik Jørgensen.

PPR gennemgår i øjeblikket en udvikling, hvor psykologerne i højere grad fungerer som konsulenter. De undersøger ikke Sofus uden først at se, hvad lærerne byder drengen.

»Hidtil har lærere afleveret et problem og forventet at få en skræddersyet løsning retur, men nu spørger psykologerne: 'Hvad tror du selv, der skal til?' Det får lærerne til at reflektere, og det er en positiv udvikling. Vi skal have individet i centrum og se på, om der er noget i konteksten, der forstyrrer. Hvis det ikke er tilfældet, kan man sende barnet videre i systemet. Ellers må man lave konteksten om - enten i skolen, hjemmet eller begge steder«. |