Der er to grunde til, at et barn med ADHD får en mere positiv oplevelse af skolemiljøet på en specialskole: For det første har lærerne større viden om ADHD og tilpasser undervisning og krav til barnet. For det andet er eleven sammen med ligesindede børn og føler sig derfor ikke anderledes.

Christina Rosenfelt Holst er nyuddannet cand.psych. og har skrevet speciale om, hvordan børn og unge med ADHD oplever deres skolegang henholdsvis i folkeskolen og på specialskoler.

»Selv om en del unge med ADHD ender som kriminelle og stofmisbrugere på grund af manglende støtte og forståelse fra omgivelserne, er der ikke foretaget empiriske undersøgelser af, hvilken skoleform der er bedst for dem. Og det på trods af at der sidder cirka ét barn i hver klasse med behov for særlige vilkår«, siger Christina Rosenfelt Holst, der i dag er testredaktør på Dansk Psykologisk Forlag.

ADHD-børn behøver ikke få lavt selvværd og efterfølgende ryge ind i depressioner og stofmisbrug.

»Børn og unge med ADHD har det godt i skolen, hvis de bliver mødt med respekt og en positiv indstilling fra lærere og de andre elever, og det gør de oftest i specialskolen. Der er selvfølgelig risiko for, at de udvikler sig i en trist retning, men der er gode muligheder for, at de får et sundt liv med uddannelse og arbejde, hvis forældre, lærere og sagsbehandlere tager hensyn til, at børnene er anderledes«.

Christina Rosenfelt Holst har undersøgt selvopfattelsen hos 20 børn med ADHD. Derudover har hun interviewet fem børn mellem ti og 14 år med svær ADHD. Alle fem har en fortid i folkeskolen, men går nu på specialskole.

»I folkeskolen blev de mobbet, fik skylden for alt, blev sat uden for døren og følte sig i det hele taget misforstået. På specialskolen er lærerne uddannede til at undervise børn med ADHD, der bliver holdt pause hvert 20. minut, og kammeraterne er som dem selv. Det betyder meget for børnene. Vi kan bare forestille os, hvordan vi selv ville have det, hvis vi hele tiden skulle være sammen med ekstremt intelligente mennesker. Så ville vi også føle mindre selvværd og føle os mindre intelligente. Det er en naturlig psykologisk proces«.

Ingen af de interviewede elever ønsker sig tilbage til folkeskolen. Det ser forældrene til gengæld gerne, at børnene kommer.

»Forældrene forstår ikke altid, at der skal tages specielle hensyn, og de har måske også svært ved at acceptere det. Samtidig vil de gerne have, at deres børn har kammerater uden udviklingsforstyrrelser, og det kan jeg godt forstå. Men børn med ADHD dyrker også sport og har andre fritidsinter­esser, og her vil de møde normale børn og dermed opfylde forældrenes behov«, siger Christina Rosenfelt Holst.

Resultaterne af hendes undersøgelse bakkes op af international forskning, så der er god grund til at være bekymret over politikernes stræben efter, at børn med vanskeligheder i langt højere grad inkluderes i normalklasser, mener hun.

»Når vi psykologer taler om rummelighed, betyder det, at der er plads til, at ledelsen, lærerne og kammeraterne kan tilpasse sig barnet, så det får optimal læring, en positiv oplevelse på det sociale plan med venskaber, et godt forhold til de voksne og en positiv selvopfattelse«.

Men skolen har ikke resurser til at tilpasse sig det enkelte barn, og lærerne er ikke uddannede til at have med specielle børn at gøre.

»Det går galt, hvis folkeskolen skal rumme børn, som ikke kan rummes i en almindelig klasse. Når nu vi ved, at en del unge med ADHD ender i fængsel, burde man være interesseret i at investere i vilkår, som kan afhjælpe denne prognose. Jeg har svært ved at se, hvordan en elev med svære symptomer skal finde sig til rette i en almindelig klasse«.

Nogle børn med ADHD har det godt i folkeskolen.

»Meget afhænger af lærerens personlige rummelighed og af resurser hos skole og lærer. Rummelighed skal ikke kun gå på det faglige. Det handler også om det sociale miljø, men ifølge min pilotundersøgelse er lærere kun i sjældne tilfælde gode til at tilpasse sig barnet hele vejen rundt. De har simpelthen ikke overskud til det. Det er bestemt ikke en kritik af lærerne, men skal mere ses som en konsekvens af manglen på resurser i skolen, og det beror i sidste ende på økonomi og politik«.

Hvis en elev med ADHD ikke trives, bør han få en plads på en specialskole hurtigst muligt, mener Christina Rosenfelt Holst.

»Nogle gange får børnene først diagnosen efter tre år. Lærerne i folkeskolen ved ikke altid, at det kan være biologisk betinget, når et barn ikke kan sidde stille på stolen. Derfor kan et barn med en opmærksomhedsforstyrrelse vente længe på en diagnose og den rette behandling, mens det mistrives i folkeskolen. Denne uvidenhed kan 'smitte af' på resten af klassen, så barnet med ADHD bliver holdt udenfor«. |

ADHD står for Attention Deficit Hyperac­tivity Disorder - forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. ADHD er en internationalt anerkendt diagnose, og man taler om tre forskellige typer:

. ADHD med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse

. ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet

. ADHD med opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet

Årsager: ADHD er i overvejende grad en medfødt lidelse. Barnet arver en række gener, der forhindrer dele af hjernen i at fungere optimalt. Forældrene behøver ikke selv have ADHD, men nogle har. Hvis moren ryger kraftigt eller misbruger alkohol under graviditeten, øger det risikoen for ADHD.

Udbredelse: Mellem to og fem procent af alle børn i skolealderen har ADHD med både hyperaktivitet og opmærksomhedsproblemer. Det svarer til mindst ét barn i hver klasse. Primært får drenge stillet diagnosen, men det kan skyldes, at de tiltrækker sig større opmærksomhed, fordi de ofte reagerer mere udadvendt end piger.

Symptomer og adfærd: Et barn med ADHD distraheres af lyde og andre impulser, så det kan være en fordel, at barnet sidder alene eller tæt på læreren. Skoledagen skal være struktureret, for barnet trives ved at kunne overskue, hvad der skal ske. Børn med ADHD skal ofte have en besked gentaget. Nogle børn har det bedst i en lille gruppe med mulighed for individuel støtte og for pauser.

Medicin: 70 til 80 procent af de ADHD-børn, der behandles med medicin - typisk Ritalin - opnår en relevant effekt.

Fremtidsudsigter: Hos knap halvdelen bliver symptomerne mindre i løbet af puberteten. Forskerne ved ikke, hvorfor nogle børn klarer sig uden væsentlige problemer senere i livet, men meget tyder på, at børn fra familier, hvor flere medlemmer har ADHD, er i større risiko for også at have symptomer som voksne.

Historie: I 1902 blev børn med denne type indlærings- og adfærdsmæssige vanskeligheder for første gang beskrevet systematisk, og i 1914 kom den første klare syndrombeskrivelse af Minimal Brain Damage/Dysfunction (MBD). Pionerarbejdet blev leveret i 1940'erne og 1950'erne, og i 1966 opnåede MDB officiel status som diagnose. MBD var dog for upræcis, og ADHD blev indført i blandt andet USA i 1987. I Norden ændrede man MDB til Damp i 1970'erne, men fremover bliver også danske børn diagnosticeret med ADHD.

Læs mere på www.adhd.dk

Langt de fleste piger med ADHD har nøjagtig samme problemer med opmærksomheden som drenge, men de er som regel ikke så hyperaktive. Derfor lægger de færreste mærke til dem og opdager handicappet.

Lærerne siger typisk til pigerne, at de er søde og rare, men at de må øve sig i at være modige og tale højt i klassen. Men pigerne bryder sig ikke om at være i fokus, og nogle får angst ved tanken om at skulle sige noget i klassen. Også selv om de kender svaret.

De følger tilsyneladende med i undervisningen, men de mister hurtigt modet og giver op ved modgang. De fleste mangler tro på sig selv og er hurtige til at sige, at de ikke kan, ved eller husker. De har svært ved at holde tråden, og de fleste bliver hurtigt trætte, når de løser opgaver eller læser. Mange mangler tro på egne evner.

Pigerne er ofte umodne og leger helst med yngre børn. De bliver i høj grad afvist af jævnaldrende piger, fordi de er barnlige.

Kilde: ADHD-foreningen