Børn med udviklingsforstyrrelser er som andre børn forskellige, så om en elev kan rummes i en klasse - eventuelt med støttelærer - eller skal visiteres til specialklasse eller specialskole, afhænger af det enkelte barn. Men også af klassen og lærerne.

»Nogle børn med ADHD har stor glæde af at være sammen med deres klasse. Andre har et meget konfliktfyldt samvær. De andre er måske bange for eleven, hvis han slår og sparker. Man må se på, hvad der er af muligheder i klassen. Mange børn med ADHD får ikke noget ud af at være sammen med normale børn. De føler sig isolerede og bliver kede af det, hvis de har svært ved at deltage i andres leg«, siger professor i børnepsykiatri Per Hove Thomsen.

»Tidligere var skolen styret af en mere disciplineret undervisning, men den pædagogiske udvikling har ført til et øget krav om selvforvaltning og ansvar for egen læring. Børnene skal skaffe sig overblik og tilrettelægge dagen, og de skal blive enige med kammeraterne i klassen om, hvordan de skaber resultater. Det har børn med ADHD svært ved at honorere, og når kravene bliver for frustrerende for dem, tænder de af og skaber uro omkring sig. Det er med til at gøre dem mere synlige i forhold til tidligere. Dengang røg de sandsynligvis 'bare' uden for døren i en stor del af tiden«, fortsætter han.

Hos langt de fleste fortsætter symptomerne fra ADHD, men de kan ændre karakter med alderen. En hyperaktiv er ikke nødvendigvis hyperaktiv som voksen, men føler måske i stedet en indre uro.

»De kan godt sidde stille på en stol, men de er rastløse og kan ikke se en film til ende. De har fortsat svært ved at planlægge og strukturere deres dag«, siger Per Hove Thomsen, der har redigeret nyudgivelsen »Et liv i kaos« - den første bog på dansk om ADHD.

De, der klarer sig bedst, får måske gennemført en uddannelse. Ofte får de mange ideer til projekter, som de går i gang med at udføre. Men så snart arbejdet får præg af rutine, mister de interessen.

»De nuværende voksne med ADHD har ikke fået samme støtte og medicin, som børn får i dag. Derfor kan vi ikke sige, præcis hvordan børnene vil klare sig. Men det er skidt, at skolepsykologerne ikke har tid nok til at støtte den enkelte lærer. Det helbreder ikke barnet, at vi stiller en diagnose, giver medicin og fortæller forældre og lærere, hvordan de skal takle barnet. Der skal en lang, sej indsats til at hjælpe et barn med ADHD, og det er vigtigt, at de voksne omkring barnet får supervision. Det er en god investering for både barnet og for samfundet«, siger Per Hove Thomsen.

Medicinalfirmaerne bidrager til at øge opmærksomheden omkring ADHD ved at arrangere seminarer for lærere, pædagoger, læger og psykiatere. Men selv om forbruget af medicin til ADHD er steget, er det fortsat mindre end i Sverige, Norge og mange andre lande.

»Omkring 0,7 procent af børnene i skolealderen bliver behandlet med Ritalin, men da en til to procent af alle skolebørn har svær ADHD, er det langtfra alle, der får medicin«, konstaterer Per Hove Thomsen.

Aspergers syndrom er en mild version af autisme. Børnene er tit godt begavede, men de har problemer med det sociale samspil og den sproglige udvikling. De klarer sig godt i lang tid og bliver derfor diagnosticeret senere end børn med ADHD, typisk når de er otte-ni år. Men nogle gange ser psykiaterne dem først i 15-års-alderen.

»I modsætning til kammeraterne forstår de ikke ironi og det, der bliver sagt mellem linjerne. De er ikke med til fester, og de har ikke en kæreste. De siger selv, at der er meget, de ikke forstår i det sociale samspil. De føler sig udenfor og kommer måske ind til os med en depression, eller fordi deres vanskeligheder er blevet så tydelige, at omgivelserne ikke kan undgå at lægge mærke til dem«, siger Per Hove Thomsen.

Aspergere udgør ikke samme store udfordring for lærere som børn med ADHD, for de er ikke nær så forstyrrende. Alligevel er de til at få øje på i en tidlig alder.

»Børnene kan lære mange ting, men de har problemer, når de skal fortolke en tekst. De kan ikke se tingene fra en andens perspektiv, men tænker meget konkret. Derfor kan de ikke lege telefon med en banan. De er solobørn, og de dyrker tit særinteresser som fysiske formler, romerske mønter eller køreplaner. Og de gør det alene, for andres engagement forstyrrer«.

Alligevel kan børnene blive kede af, at de ikke er med i de andres leg.

»De føler sig ofte isoleret, og nogle bliver mobbet. De har sjældent et godt skoleforløb. Om det er en fordel at få øje på dem så tidligt som muligt, afhænger af, hvor godt de trives i klassen. Selv om de er kontaktforstyrrede, betyder det ikke, at de ikke ønsker at være sammen med andre, så de skal ikke nødvendigvis sendes i specielle tilbud«.

Nogle er dog så afvigende i kontakten, at de kommer til at udstille sig selv på uheldig vis, og så bør man give dem et specialtilbud, mener professoren.

De færreste kendte Tourettes syndrom for 10-15 år siden, men også denne lidelse er der større viden om i dag. Handicappet kommer til udtryk gennem tics og ukontrollerede lyde.

»Tics og lyde kan være socialt kompromitterende for barnet og kan forstyrre undervisningen, men læreren skal vide, at barnet ikke kan stoppe dem. De fleste kan dog trænes til at gå ud at 'ticse af' for sig selv, hvorefter de kan undertrykke eller reducere ticsene i et stykke tid«, fortæller Per Hove Thomsen.

Information til barnets klassekammerater kan føre til en bedre forståelse af eleven og til, at han undgår mobning. Det kan også være en god idé med alternative måder at løse opgaver på, så han ikke bliver stresset. Stress udløser tics, så hvis eleven er nervøs for at læse højt for klassen, skal han måske have mulighed for at forberede sig dagen i forvejen.

I den rene form består Tourettes syndrom af tics, men ofte følger der indlæringsvanskeligheder, Asperger eller ADHD med. Op til 80 procent har ADHD. Om børnene skal være i en almindelig klasse, afgøres af, om de har andre vanskeligheder end Tourettes syndrom.

Alle tre diagnoser har overvægt af drenge. I ADHD drejer det sig om ni ud af ti. Der er højst sandsynligt flere piger med ADHD, men de er sværere at få øje på, fordi de ikke reagerer så udadvendt som drengene. Derfor er det drengene, der bliver henvist til undersøgelse.

»Drenge er biologisk set mere sårbare under graviditeten og umiddelbart efter fødslen. Til gengæld får vi flere piger med depressioner og spiseforstyrrelser i ungdomsårene, så de har også deres at slås med«, siger Per Hove Thomsen. |

»Et liv i kaos«, redigeret af Per Hove Thomsen og Dorte Damm, Hans Reitzels Forlag, 200 sider, 269 kroner.