”Jeg gjorde det ikke godt nok i dag"

"Jeg lykkedes ikke"

"Vi må virkelig prøve at nå målene og få lavet lektierne i morgen”

Ovenstående er ikke udsagn fra børn, men fra deres forældre. Jimmy Krab har i sin ph.d. fulgt en række familiers hverdagsliv med fokus på samarbejdet med skolen, når børn har det svært. Han ser, at forældre pålægger sig selv en masse skyld i forsøget på at være gode skoleforældre. Han mener, det er tid til, at man både politisk og skolemæssigt ser på, om det giver mening at pålægge forældrene ansvaret for at fjernstyre deres børn i skolen.

”Mit ærinde er på ingen måde at sige, at man ikke skal samarbejde, men det, jeg ser nogle steder, forstår jeg ikke som samarbejde, det er snarere blevet et forældrearbejde. Der er stort politisk og pædagogisk fokus på at styrke skole-hjemsamarbejdet, men kun sparsom viden om, hvordan forældre oplever mødet med skolen”, siger Jimmy Krab, der er lektor på professionshøjskolen Absalon.

I afhandlingen har han dels analyseret de mange vejledninger og guides, der bliver sendt ud til forældrene for at gøre dem til ”resurser for deres børns læring”. Deri ligger, at forældrene bliver opfordret til at arbejde intensivt med at hjælpe deres barn med det faglige og med klassens trivsel. Dels har han zoomet ind på tre familier, som han har fulgt over længere tid, hvor børnene har haft det svært i skolen enten trivselsmæssigt eller fagligt eller begge dele. De tre familier har meget forskellige livsvilkår, og de bliver også mødt meget forskelligt af skolen.

”Det, jeg ser udefra, er, at det er et meget omfattende arbejde både følelsesmæssigt og praktisk, hvor forældrene bruger utroligt lang tid på at koordinere og afstemme før, under og efter møderne og kommunikationen med lærerne. Nogle lykkes, mens andre ikke gør, og der betyder forældrenes baggrund en del for, hvor gode de er til at gennemskue den digitale kommunikation og aflæse skolens koder og forventninger”.

Samtidig betyder det meget, om man er én eller to forældre om at klare de mange opgaver og sparre med hinanden om, hvordan man bedst håndterer skolens krav og forventninger.

”Det kan eksempelvis være forberedelse til møder og at finde en balance mellem skolens fortælling om ens barn og barnets egne fortællinger. Det er et 'backstage'-arbejde, som ikke er synligt for skolen, men som er meget krævende for forældrene”, fortæller Jimmy Krab.

Kærlighedsrelationerne bliver presset

Det intensiverede skole-hjem-samarbejde er kommet til i skolen op gennem 00’erne, hvor der kom stigende fokus på forældrene som en skjult resurse, der kunne udnyttes i forhold til elevernes faglige og sociale kompetencer. Logikken kommer oppefra, viser Jimmy Krabs forskning, men er gået ned gennem forældreorganisationer som Skole og Forældre og samtidig ud i skolerne, hvor han oplever, at lærerne træder tilbage fra arbejdet med klassens trivsel.

”Der er et tydeligt projekt og en logik i den måde, skolen fungerer på. Man ser på børn ud fra individuelle behov og indsatser. Børnene skal lære at blive gode elever, og det skal forældrene hjælpe dem med. Det hele foregår i den bedste mening, men der er en underliggende kulturel meddelelse om, at forældrene ikke har opdraget deres barn godt nok til at være i skolen”, siger Jimmy Krab.

Nogle af forældrene i afhandlingen deltog i en familieklasse, og her så han tydeligt logikken om, at forældre skal hjælpe deres børn til at blive gode skoleelever.

Det er særligt tydeligt her, men logikken findes også generelt og understøttes af mantraet om forældre som resurser for deres børns læring”.

Jimmy Krab peger på, at brugen af forældrene i trivselsarbejdet sætter gang i en masse, som vi ikke kender konsekvenserne af.

”Måske var det bedre, at vi skabte gode betingelser for, at lærerne kan arbejde med børnenes trivsel i skolen i stedet for at sætte forældrene til det. En af konsekvenserne er jo, at forældrenes kærlighedsrelationer til deres børn bliver presset ud, fordi de skal tage sig af ting, der hører til i skolen. Det er ofte vanskeligt for forældre at løse problemer som opstår i skolen, fordi de ikke er i skolen. Og det intensiveres, når børnene har det svært, for forældrene vil gerne leve op til skolens krav, og samtidig bliver de nervøse for børnenes fremtid”.

Forsker: Skal forældre virkelig bruge fire-fem fridage om året på skolearrangementer?

Måske kunne lærerne overveje…

Afhandlingen ’Det følsomme og slidsomme skole-hjem-(sam)arbejde’ er et kulturanalytisk studie, og Jimmy Krab understreger, at det ikke er nogens skyld, at skole-hjem-samarbejdet har udviklet sig, som det har. Lærerne er del af en samfundsudvikling og et større skolepolitisk projekt udsprunget af konkurrencestaten, hvor man gerne vil have, at børnene skal lære mere i skolen. Forældrene fanges ind af samme logik.

Men det betyder ikke, at man ikke som lærer kan tage et ansvar for at ændre på nogle af de uhensigtsmæssige logikker.

”Først og fremmest kan lærerne spørge sig selv, om det overhovedet giver mening at bede forældrene fjernstyre deres børn. Hjælper det egentlig? Derefter kan man overveje, om det er en god ide at bruge Aula til kommunikationen med forældrene til børn, der har det svært. Og det tredje er en bevidsthed om, at sætte sig i forældrenes sted og se krav og forventninger med det blik. Hvad kræver den måde vi organiserer skole-hjem-samarbejdet af forældrene? Det er måske særligt vigtigt i relation til samarbejdet med forældre, hvor børn har det svært, fordi det skaber stor tumult i familiernes hverdagsliv”.

Her taler Jimmy Krab om de selvfølgeligheder, som måske ikke altid er sande. Fx om, at man selvfølgelig læser hjemme med børnene og at det er et enkelt krav at stille til forældre.

”Jeg tror, det kunne være godt at stoppe op og se på, om det i nogle tilfælde vil være bedre at undgå den tumult, det giver i familien, når man sætter en masse krav op om, hvad der skal foregå derhjemme. Måske giver det faktisk et bedre resultat både fagligt og i forhold til trivslen, at vi finder frem til en mere roligt liv med hinanden, hvor der er plads til forskellighed i familierne”.