”Livet som forældre er blevet meningen med det hele. Det er en livsstil, og det er i familielivet, at vi for alvor lykkes som mennesker. Det ser også rigtigt godt ud på Instagram. Men perfektionismen har en bagside”.

Sådan lyder det bag på bogen ’Det grænseløse forældreskab’, som udkommer i dag. Her har forsker, sociolog Maria Ørskov Akselvoll gravet dybere i forældrerollen efter at hun i 2018 færdiggjorde sin ph.d. 'Folkeskole, forældre, forskelle - om forældreperspektivet i skole-hjem-samarbejdet', og derefter har rejst landet rundt og holdt oplæg og diskuteret skolehjemsamarbejde på et utal af skoler og forældremøder. I den nye bog ser hun ikke kun på skolens krav til forældrene, men på hele samfundets krav, og der er god viden at hente for lærere i bogen, mener hun.

”Hvis man som lærer gerne vil forstå forældrenes perspektiv bedre og skolens rolle i at skabe et pres på forældre om at være gode forældre, så er der mulighed for at se det foldet ud her. Men det handler bestemt ikke om at pege fingre ad skolen. Det handler om, at skolen er en af en lang række af aktører, som gerne vil noget med forældrene. Aktører som medierne, staten, eksperterne, producenterne, dagtilbud, kommuner og sundhedsplejen. Jeg vil gerne brede blikket meget ud til hele det bombardement af krav, som gør, at det at være gode forældre har helt andre betingelser nu end tidligere”, fortæller hun.

Maria Ørskov Akselvoll har i forbindelse med bogen gennemført en spørgskemaundersøgelse, som 258 forældre til børn i skole og dagtilbud har svaret på, og her er særligt svarene omkring trivselsarbejdet og de sociale arrangementer i skolen interessante. For i spørgsmålet om, hvad forældrene mest engagerede sig i af pligt og helst ville være fri for, bliver det tydeligt, at en stor del af forældrene virkelig ikke bryder sig om de mange sociale arrangementer. Der var også forældre, som synes trivselsarbejdet er hyggeligt, men dem var der ikke så mange af.

"Generelt lod forældrene i undersøgelsen til at have større forståelse for læringsassistance og bestyrelsesarbejdet, men de har svært ved at se, hvorfor der skal være så meget socialt. Det synes jeg er ekstra interessant, fordi jeg endnu ikke har kunnet finde et eneste studie, der viser at deltagelse i fællesspisning, forældrefester, hytteture med mere har den direkte sammenhæng med trivsel og fællesskab i klasseværelset, som der ofte fremføres. Og spørgsmålet for mig bliver, om det overhovedet er de store anstrengelser værd?”.

Forældrene i undersøgelsen fortæller om, hvordan de deltager af pligt, de taler om frivillig tvang, 'mormafiaen, forælderhierarki og forældrepoliti, og hvor svært det er at melde fra. En af de pointer, hun ikke fik plads til i bogen, men som hun synes er et virkelig godt eksempel, kommer fra en mor til tre.

”Hun fortæller, at hun har regnet sig frem til, at de sociale arrangementer i hendes børns klasser løber op i fire-fem fridage om året. De timer ville hun da hellere have taget som fridage, hvor hun kunne have været sammen med sine børn”.

Hjemmet bliver en læringsarena

Maria Ørskov Akselvoll henviser til forskerkollegaen Jimmy Krab, som i sin nyligt færdiggjort ph.d. viser, hvordan forældre i dag gøres til resurser i det, han kalder for skolens ”trivsels- og læringsmaskinerier”, hvilket presser familielivet, der mere og mere kommer til at handle om at ’gøre’ fremfor at ’være’. Også andre forskere har peget på, hvordan hjemmet bliver omdannet til en læringsarena, hvor man ikke længere bare kan være sammen, men konstant skal huske på læringen og handlingerne.

”Øget involvering i trivsel er et politisk forsøg på at aktivere forældre som samfundsresurser. Tanken er, at god trivsel understøtter god læring ud fra en konkurrencestatslogik, hvor man vil sikre Danmark i en globaliseret verden. Der har man opdaget trivslen. Selvfølgelig er det vigtigt at børnene har det godt i skolen, men spørgsmålet er, om de får bedre trivsel og læring af forældrefester og legegrupper, eller om tiden og samværet i familien blot presses. Det ved vi jo faktisk ikke. Og måske skulle vi begynde med at have den samtale”.

Det kræver også utroligt meget at vælge de sociale arrangementer på skolen fra. Maria Ørskov Akselvoll fortæller i bogen om en mor, der har skrevet ind til 'Mads og Monopolet', fordi hun ikke er så glad for forældrefesterne, hvor der bliver drukket meget alkohol. Hendes dilemma er: Skal hun kontakte forældrebestyrelsen eller bare slappe af? Her svarer undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, som sidder i panelet:

”Hun spurgte, om hun skulle slappe lidt af – og der synes jeg egentlig bare, at svaret er ’ja’ (…) hun kan jo bare lade være med at drikke (…) Den type arrangement dér, som nogle andre står for, det er utroligt dejligt, at de tager initiativ til, at man laver noget socialt. Vi ved, at det har kæmpestor betydning for mængden af mobning i en klasse, at forældrene ses med hinanden, og det vil sige, at det er godt for hendes børn, det er godt for de andre børn, at forældrene gør det her”.

Det, synes Maria Akselvoll, er meget sigende både for resursetænkningen, men også for den stigende interesse, som politikerne har for forældrenes opdragelse af deres børn – og hvordan skolen så får en rolle i det.

”Der er sket en historisk bevægelse fra at staten tidligere var optaget af at skærme familiens tid og samvær – man har i tidens løb nedsat forskellige kommissioner for at passe på børnefamilierne – til at man nu er mere optaget af at bruge familien til at hjælpe med læring og trivsel. Men ministeren er jo også med til at tegne det moralske landskab for ’det gode’ forældreskab i skoleregi. Hun anerkender ikke, når moren beskriver sin ulyst til forældrefesterne, men løfter derimod pegefingeren og siger uden omsvøb, at moren bør deltage. Dette er i øvrigt også en ny form for grænseløshed mellem stat og borger”.

Skolen skal tage ansvaret tilbage

Maria Ørskov Akselvoll ser gerne, at skolen og lærerne reflekterer over denne rolle i statens projekt og måske også gentænker, hvordan forældresamarbejdet i højere grad kan rammesættes af skolen, og ikke udliciteres til forældrene, sådan som det er blevet normalt i dag.

”Førhen var det skolen, der inviterede til arrangementer, og der var ikke så mange af dem. Men i 00’erne begyndte den fordeling at ændre sig tog ekstra fart i 2013, hvor lærerne også fik mindre tid til at tage sig af trivselsarbejdet og deltage i arrangementer. Det betyder, at lærernes rolle er blevet langt mere perifer i forhold til det sociale. Jeg tror, at skolen og lærerne ikke altid helt forstår, hvordan de selv får skabt situationer, hvor forældrearbejdet gror vildt, og nogle forældre går amok på Aula”.

Hun mener, at det er skolens pligt at tage det ansvar og sætte rammerne, så man fx melder ud, at ’Vi har tre arrangementer og retningslinjerne her hos os er sådan her’.

”Så længe vi bygger det øgede fokus på forældrenes trivselsarbejde på antagelser, så synes jeg ikke vi bare skal tro på en sandhed om, at det er forældrefesterne og hytteturene, der gør, at en klasse fungerer. Det bygger på en forældredeterminisme, som ser forældrene som årsagen til det hele. Dermed kommer vi til at overdrive forældrenes betydning og samtidig undervurdere alle de andre faktorer, der virker ind på trivslen i en klasse: børnegruppens sammensætning af forskellige personligheder, skolens trivselsarbejde, det faglige, sociale og fysiske miljø i klassen og lærerens undervisning, autoritet og personlighed”.

Den høje grad af skoleinvolvering kan komme til at presse familierne.

”Det gode forældreskab i dag udspiller sig i høj grad i forbindelse med aktiviteter i skolen. Og involvering i skolen er ind i mellem med til at bidrage til et ideal, der presser familien. Det synes jeg er værd at huske på, når vi taler om trivsel; at familien også skal være i trivsel”, siger Maria Ørskov Akselvoll.