Hvis den kommende meddelelsesbog skal være mere brugbar end elevplanerne, skal den være et reelt samarbejdsværktøj. Den skal gerne indeholde noget om, hvordan læreren kan hjælpe eleven til for eksempel at koncentrere sig bedre i undervisningen og deltage aktivt. Og så skal det relationelle i klassen også inddrages. Sådan lyder de tre bedste råd fra Stine Helms, lektor på Center for Skole og Læring på Professionshøjskolen Absalon, på baggrund af hendes forskning i, hvordan lærere, elever og forældre opfatter elevplaner

I efteråret besluttede et bredt politisk flertal i Folketinget at afskaffe elevplanerne og indføre en meddelelsesbog i skoleåret 2022/23. I aftaleteksten står: "(…) der er udfordringer med anvendelsen af elevplanen. Den skal indfri mange formål, anvendes ofte ikke i det pædagogiske arbejde, og få forældre læser den. Det tager tid fra undervisningen". Et mål med den nye meddelelsesbog er derfor, at den skal være nemmere at bruge for både lærere og elever og forældre.

Stine Helms, der i 2017 skrev ph.d. om elevplanerne, tøver ikke med at sige, at en meddelelsesbog skal indeholde nogle meget konkrete anvisninger til eleven. Ellers dur det ikke.

"Hvis eleven får at vide, at hun skal være mere koncentreret, mere motiveret og fokuseret, så forudsætter læreren, at eleven kan finde det frem i sig selv. 'Du skal udvikle dine mundtlige og skriftlige kompetencer', kan der stå, og det kan eleven altså ikke bruge til noget. Så hellere: 'Læs tre sider om dagen'. Det er mere brugbart", siger Stine Helms.

Hendes ph.d. "(U)synlig evaluering i skolen" viste også tydeligt, at de fagligt svageste elever ikke kan afkode elevplanerne. De er alt for ukonkrete, og en stor del af eleverne oplever, at elevplanen "slår dem i hovedet" med alt det, de ikke kan.

"Jeg gennemførte en del elevinterview, og de lavt præsterende elever fortalte, at de fik en følelse af at være dumme og at få påpeget deres fejl, når de læste elevplanerne. Det virker ikke at få at vide, at man skal række fingeren mere op, hvis man ikke ser på konteksten. Hvordan har eleven det i klassen? Bliver man drillet, hvis man siger noget forkert? Hvordan er relationerne i klassen og mellem lærere og elever?", forklarer Stine Helms, der gerne ser, at den kommende meddelelsesbog også har blik for det relationelle.

"Ofte kommer elevplanerne til at handle om elevernes personlige egenskaber og adfærd. Når lærerne skal pege på forbedringsområder, er det ofte med et meget individualiseret blik på den enkelte elev - frem for at se eleven i et mere kontekstuelt og relationelt perspektiv", siger Stine Helms.

Må ikke bare blive et nyt navn

Stine Helms største frygt er, at meddelelsesbogen bare bliver en elevplan, der har fået et nyt navn.

"Hvad er målet med meddelelsesbogen? Der står i aftaleteksten, at den skal indeholde nogle få fokuspunkter. Så det politiske niveau har lyttet til kritikken her, men det risikerer altså at blive gammel vin på nye flasker. Jeg har svært ved at se, hvordan en meddelelsesbog bliver anderledes end en elevplan. Det her indskriver sig i den skolepolitiske udvikling, der har været i gang i en årrække, og som tog rigtig fart, da Danmark deltog i Pisa første gang i 2000, og så kaldes det bare noget andet. Vi lægger os op ad det angelsaksiske skolesystem, og man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om det er det her, der gør børn dygtigere i skolen".

Hvad skulle man så hellere gøre?

"Vi skulle sige, at her i Danmark skal vi dyrke trivslen i skolen og det relationelle. For det er også dét, der flytter eleverne fagligt", siger Stine Helms.

"Man skal ikke have fokus på mangler, men hellere på progression. Vi ved, at mennesker bliver mere motiverede af at få at vide, hvad de er gode til, hvad de er fagligt dygtige til, så det vil være langt bedre at se på, hvordan eleven har udviklet sig i positiv retning".

Stine Helms har deltaget i skole-hjem-samtaler med udskolingselever, der er rædselsslagne, når de kommer. Ved mange samtaler lægges der stor vægt på elevernes testresultater og karakterer, og eleverne ved, at de skal have 4 i gennemsnit for at komme på hf og 5 for at komme i gymnasiet, og oveni får de så en uddannelsesparathedsvurdering. Den skal så også fremover hedde noget andet.

"Nogle af de unge er helt ødelagte til de samtaler", siger forskeren.

Hun har også oplevet elevplaner med 61 afkrydsninger: "Her mødte jeg en elev, der havde fået 'uacceptabelt' i 60 ud af 61 mulige. Det virker ikke befordrende for noget som helst".

Fokus på progressionen og det relationelle

Da Stine Helms undersøgte elevplanerne og interviewede elever og lærere om dem, opdagede hun, at de er problematiske for både de højt og de lavt præsterende elever. Ingen har glæde af at få at vide, at de skal "fortsætte det gode arbejde", eller at de skal "udvikle deres skriftlige kompetencer". Det er slet ikke konkret nok, og der skal hellere være fokus på progressionen og det relationelle, mener hun.

"Det vigtigste er at definere målet. Hvad skal den meddelelsesbog kunne? Hvem er egentlig interesseret i de data, der kommer ud af sådan en meddelelsesbog?" spørger Stine Helms.

Og når det gælder den udvidede meddelelsesbog for elever med særlige behov - det kan være mistrivsel, adfærdsproblemer eller høj begavelse - så ser hun helst den del helt droppet.

Hun understreger, at det er vigtigt, hvis meddelelsesbogen skal gøre noget nyt og godt, at den bliver et reelt samarbejdsværktøj, hvor det ikke blot er eleven selv, der skal forbedre sig, men at det for eksempel også indgår, hvordan læreren kan støtte barnets udvikling, og at både den enkelte elevs udvikling og klassens udvikling er en fælles opgave for lærere, elever og forældre. I så fald kan meddelelsesbogen eventuelt fungere som en optakt til skole-hjem-samtalerne.

Prioriter hellere samtaler frem for bureaukrati

Voxpop: Lærere om meddelelsesbogen

I sine undersøgelser om elevplanerne oplevede Stine Helms, at forældrene som regel læste dem, og at mange forældre var glade for at få noget om deres barns faglige status på skrift. Mens eleverne ofte følte, at elevplanerne bare slog dem i hovedet med det, de ikke kunne. Og mange af lærerne fortalte, at de ikke havde brug for elevplanerne. For de vidste i forvejen godt, hvor eleverne lå fagligt. Så for lærerne var det bare et ekstra arbejde at udfylde elevplanerne, der flere steder fik en udformning som afkrydsningsskemaer. Udelukkende ekstra bureaukrati.

I aftalen, der omhandler meddelelsesbogen, står, at den kan udvikles lokalt. Er det godt?

"Det kan være fint nok, at meddelelsesbogen kan have et lokalt præg. Det er generelt godt, at der ikke er en topstyring, men man risikerer til gengæld også, at ikke alle meddelelsesbøger bliver hensigtsmæssige, når de får et lokalt præg. I hvert fald har det ikke været godt med elevplaner med 61 afkrydsningsbokse, som jeg har mødt. Så det er svært at sige, om et lokalt præg er godt eller skidt".

Stine Helms har været til møde med rådgivningsgruppen, der er kommet med input til den nye meddelelsesbog. Rådgivningsgruppen bestod af eksperter, fagpersoner, forældre og folkeskolens parter. Den blev nedsat i 2019 af folkeskoleforligskredsen for at forenkle elevplanerne, og i sommeren 2020 anbefalede rådgivningsgruppen at afskaffe elevplanerne.

"Jeg kan se, at de har lyttet til, at der skal være få fokuspunkter. Det er godt. Men jeg kan godt frygte, at man ikke har gjort sig klart, hvorfor man egentlig skal have denne meddelelsesbog. Hvis det bare er for at fortælle eleven, hvad denne skal gøre anderledes, så er det ikke godt nok. Hvorfor kunne man ikke bare afskaffe det og så hellere prioritere nogle flere samtaler mellem skole og hjem med fokus på, hvordan såvel lærerne, eleven og forældrene kan samarbejde om elevens trivsel og udvikling?" spørger Stine Helms.