”Her er nogle kondomer. Husk ikke at blive gravid”. 

Det er alt, hvad Rikke Schaumann Haugaard husker fra den seksualundervisning, hun selv fik i skolen. For selvom seksualundervisning har været obligatorisk siden 1970, er lærerne stadig ikke klædt ordentligt på til at skulle undervise i emnet. 

Så hvad gør vi for, at vi som lærere bliver bedre til opgaven, spørger Rikke Haugaard i sit bachelorprojekt fra læreruddannelsen i Roskilde på Professionshøjskolen Absalon. 

I dag hedder det obligatoriske emne ikke seksualundervisning, men Sundhed-, Seksualundervisning og Familiekundskab (SSF), og eleverne skal ”opnå forståelse for den betydning, som livsstil og levevilkår har for sundhed og trivsel, samt samspillet mellem sundhed, seksualitet og familieliv”. 

Generelt har skolerne større fokus på området ”Sundhed og Trivsel” end på ”Køn, Krop og Seksualitet”. Derfor har Rikke Haugaard taget udgangspunkt i det sidste. 

SSF’s indhold er komplekst, men det bliver endnu sværere for lærerne, når man på læreruddannelsen ikke har modtaget obligatorisk undervisning i SSF eller lært, hvordan man integrerer SSF i de fagene, skriver hun og spørger i sin problemformulering: 

”Hvordan kan jeg som lærer tilrettelægge undervisning i kompetenceområdet Køn, Krop og Seksualitet i SFF?” 

Alles ansvar – dermed ingens ansvar 

I et historisk perspektiv har den pædagogiske tilgang i seksualundervisning været omskiftelig, men både i Danmark og internationalt er der i praksis blevet lagt mest vægt på biologi, hygiejne og sundhed, som mange lærere har ansat som de mest neutrale og ukontroversielle indfaldsvinkler, skriver Rikke Haugaard. 

”Eftersom SSF er alles ansvar, ender det mange steder med at blive ingens ansvar, fordi der ikke er en systematisk og klar organisering inden for området eller i kommunen”, mener hun. 

Rikke Haugaard henviser til evalueringsrapporten af SSF fra 2019, der førte til, at CFU Danmark fik til opgave at styrke SSF gennem en national indsats, som skal hjælpe skoler med kompetenceudviklingsforløb, udvikling af netværk og et overblik over læremidler via hjemmesiden ssfkompas.dk 

I projektet tager hun udgangspunkt i teori om normkritik, køn, heteronormativitet og semantiske læremidler og refererer til blandt andet Janne Jørgensen, Karen Liebing Madsen og Jacob Graack-Larsen og deres ”Normkritik i pædagogisk praksis”. 

Derudover refererer hun til kønsteoretiker Judit Butler, der beskriver køn og seksualitet som performative fænomener – noget man gør, fremfor noget man er. 

Fokus på dialog

Empirien henter hun fra undervisningsforløb i tre 8. klasser. I begyndelsen brugte hun Sex & Samfunds pædagogiske råd og materiale om at få skabt et trygt rum med eleverne, men det var svært at få italesat, hvad et trygt rum var for dem, og den dialog, hun søgte i undervisningen, opstod ikke. 

I anden fase tog Rikke Haugaard udgangspunkt i emnet kønsidentitet, og hun brugte både power point, podcast og filmen ”Sex med P3 – Transkrop”. For at skabe mere dialog stillede hun åbne spørgsmål som: ”Prøv lige at tænk – om et par år, hvis I vågner op, og I er tiltrukket af en person med det samme køn som jer selv, og I kom hjem til jeres forældre og fortalte, at I er homoseksuelle. Hvordan tror I så, de ville reagere?” 

I den ene klasse skulle eleverne svare på undersøgelsesspørgsmål i grupper. I den anden brugte hun en mere aktiv tilgang med ”Quiz og byt”, hvor eleverne skulle sætte ord på begreberne, mens de bevægede sig rundt i klassen, så alle elever fik sagt noget, og de fik hjælp til at skabe deres eget sprog. 

SSF er en jungle 

Rikke Haugaard konkluderer, at der ikke findes én rigtig måde at undervise i køn, krop og seksualitet på. 

”Det er en jungle at finde det bedste undervisningsmateriale og samtidig en nødvendighed at redidaktisere til den pågældende klasse og deres behov. Det viser, at SSF er et enormt og meget komplekst emne, som gør det svært at undervise i”, skriver hun.

Ydermere har hun fundet ud af, at en undervisning, hvor eleverne selv er aktivt deltagende, kan give dem et sprog om kønsidentitet og seksualitet. 

Hun konkluderer også, at ”hvis man bruger semantiske læremidler, er det vigtigt, at de viser genkendelighed og samtidig udfordrer elevernes viden, for at alle kan få noget ud af undervisningen”, og at nogle undervisningsmaterialer kan virke godt i en klasse, men mindre godt i en anden klasse. 

Hun mener, det er væsentligt at undervise elever i kønsidentitet og seksualitet under kompetenceområdet Køn, Krop og Seksualitet, da det er en del af de unges identitet, og noget flere og flere unge spekulerer over. 

”Undervisningsforløbet skaber grobund for elevernes dannelse i at kunne forholde sig kritisk tænkende i forhold til kønsidentitet og seksuel orientering, og samtidig hvordan de kan møde andre mennesker med respekt uanset kønsidentitet eller seksuelle orientering”, skriver Rikke Schaumann Haugaard. 

Skal vi undgå utilstrækkelig SSF-undervisning, kræver det bedre og eventuelt obligatorisk uddannelse i SSF, vurderer hun.