Sidekammeraten kan ikke stå for fristelsen, da en pige strækker armene op over hovedet og gaber. Han kilder hende, så hun farer sammen, og det får læreren Ole Mikkelsen til at grine højlydt.

»Jeg er selv lidt barnlig, så jeg bliver ikke irriteret, når eleverne fjoller«, forklarer læreren, som underviser i dansk, engelsk og matematik på 9. årgang på Gistrup Skole ved Aalborg.

Ole Mikkelsen har hoftedysplasi, misdannede ben uden knæled og et lettere deformt hoved. Han er blind på venstre øje, har nedsat syn på det højre, og hans øjenlåg hviler ubevægeligt over øjnene. Alligevel føler han ikke, at han udstiller sig selv over for eleverne.

»Jeg tænker aldrig over, at folk kigger på mig. Jeg har talt med kvindelige lærere, som ikke vil vise deres figur i badedragt, når eleverne skal i svømmehallen, men jeg har ikke én eneste gang været bekymret for, hvad de tænker om mig. Jeg har ikke selv valgt mit handicap, så jeg har ikke grund til at skamme mig«, siger Ole Mikkelsen.

Sådan er det ikke alle, der har det. Som lærer oplever han elever, som skammer sig over, at de har det svært.

Sådan får en lærer med handicap job

»Det kan være elever med store faglige problemer eller fra dårligt fungerende hjem. Det er vores opgave at finde frem til kernen, for vi kan ikke inkludere nogen, som skammer sig. Det kan kun lade sig gøre, hvis eleverne føler sig trygge«.

Ole Mikkelsen mindes sin tid på seminariet, hvor han var nødt til at vælge musik og hurtigt kom til at føle sig anderledes.

»Jeg ejer ikke rytmesans, så jeg følte mig som et totalt fjols. Nogle af de andre havde heller ikke en musikbaggrund, men de rendte hurtigt fra mig. Det gjorde mig flov, og det er en totalt ødelæggende kraft«.

Eleverne glemmer kørestolen

»Ole, dengang vi fik at vide, at vi skulle have dig, sagde min storebror, at jeg skulle glæde mig«, fortæller Charlotte Laursen fra 9.b spontant, da Ole Mikkelsen triller hen for at hjælpe hende.

Da han er sporet ind på, hvem broren er, konkluderer han, at hun da ikke ligner ham.

»Nu elsker jeg dig endnu mere, Ole. Alle andre siger, at vi ligner hinanden på en prik«, svarer hun kækt.

»Der er meget humor i mine klasser. I min forrige klasse gik det meget på de knæ, jeg ikke har. Jeg blev gift på det tidspunkt, og eleverne mente ikke, at det kunne være mig, som havde friet«, uddyber Ole Mikkelsen.

Når han får en ny klasse, slår det aldrig fejl: Første dag er der altid en elev, som har en bemærkning med fra en ældre søster eller bror, for eksempel at Ole Mikkelsen hopper ud af kørestolen derhjemme og kravler på alle fire som en gorilla. De næste 14 dage lader eleverne som ingenting, men så bryder det løs: »Blev du drillet som barn?«, »Hvad gør du egentlig, når du skal …?«

»Selv om spørgsmålene kan være ret private, har jeg aldrig afvist at svare på et eneste. Når vi har tekster om nogle, der er anderledes, fortæller jeg også om, hvordan det er for mig. I filmen 'De urørlige' er der en scene, hvor den lamme rigmand ser gæsterne danse, og han hører musikken, men han er ikke rigtig med i festen. For mig er det filmens bedste scene«.

9.b har haft Ole Mikkelsen siden 7. klasse, og til hverdag tænker eleverne ikke længere over, at han er handicappet.

»I begyndelsen vidste jeg ikke, hvordan Ole var, men nu ser jeg ham som en helt almindelig lærer«, siger Anne Katrine Thomsen, mens Mathias Fuglsang Mikkelsen fremhæver, at han er god til både at lave sjov og at lytte til jokes:

»Han kan for eksempel finde på at stejle på kørestolen, når vi er til prøve. Så får vi en griner. Men han er også god til at forklare det på en anden måde, hvis der er noget, vi ikke forstår«.

Nogle gange spørger eleverne i fuldt alvor deres lærer, om han vil med ud at spille fodbold.

»De tænker over, at jeg er handicappet, i to minutter, og så glemmer de det«, siger Ole Mikkelsen.

Overbeskyttende forældre

Ole Mikkelsens tilgang til lærerjobbet er præget af hans opvækst. Hans forældre mente, at han kunne klare sig fint sammen med andre børn, og sendte ham i almindelig børnehave og folkeskole.

»Jeg har elever med forskellige funktionsnedsættelser. Jeg forventer, at de fungerer i »klassen, men hvis de ikke gør, er det ikke en katastrofe, men et problem, der skal løses. Eleven er ikke et problem. Eleven er et menneske«.

På samme måde indleder han skole-hjemsamtalerne med at spørge elev og forældre, hvad de vil tale om.

»Jeg ville selv være blevet skuffet som barn, hvis mine samtaler havde handlet om mit handicap, og om jeg mon kunne finde nogle at lege med, for så havde lærerne forudsat noget forkert. Derfor begynder jeg aldrig med at pege på noget, eleven har problemer med«.

Når forældre overbeskytter barnet, gør de funktionsnedsættelsen til omdrejningspunktet og ser ofte skolen som en modstander. Han har ikke nøglen til, hvordan man får dem til at give slip, men det er typisk kun den ene forælder, der overbeskytter, så det handler om at få den anden til at føre ordet.

»Det er ikke let, når den ene har gjort det til sit livsindhold at beskytte barnet. Det sker i den bedste intention, men barnet får svært ved at blive set som den, han er«.

Ole Mikkelsen drager dog en fordel af sit handicap. Som barn var han tit kammerat med drenge, som skulle markere deres territorium, men i det spil var han ikke en trussel og blev en slags helle. I dag oplever han det samme med sine elever.

»Min klasse er som regel den mest snakkesalige på årgangen, og de stille piger bliver ofte siddende efter timen og vil snakke, så jeg har god føling med, hvem de er«.

Havde tre job på hånden

Ole Mikkelsen er uddannet cand.merc. jur., men ingen havde lyst til at ansætte en handicappet jurist. I stedet begyndte han på seminariet. Som nyuddannet i 2000 fik han et kort vikariat på Gistrup Skole, men inden længe havde han tre faste job på hånden. Det ene var på Gistrup Skole, hvor han er ansat på samme vilkår som kollegerne og med en nøgle til elevatoren som eneste hjælpemiddel.

»Ole er et synligt bevis på, at du kan, hvad du vil. Det falder i tråd med, at vi hos os ikke taler om inklusion, men om trivsel. Vi har 700 unikke børn, og de bliver mere rummelige af at se en lærer med ekstra udfordringer gøre det godt«, siger skoleleder Mads Jørgensen, der har været på skolen siden foråret.

Det betyder ikke, at han vil anbefale andre skoler at ansætte en handicappet lærer bare for at sætte tilværelsen i perspektiv for eleverne.

»Man skal altid ansætte den dygtigste kandidat. Oles elever synes, han er skolens sejeste lærer, men det ville de også gøre, hvis han var to meter høj og gik på sine ben, for han er både autentisk og fagligt dygtig. Men det er klart, at deres respekt for ham bliver forstærket af, at han er handicappet«, siger Mads Jørgensen.

Lærer på to hjul (2002)