Alexander von Oettingens første år som lærer gik ad helvede til. Hans undervisning var pissedårlig. Havde han ikke haft en leder, der kunne se, at han havde andre kvaliteter, så var han næppe endt som prorektor og anerkendt uddannelsesforsker.

Folkeskolelærer Jorge Mose Fernandez erkender også blankt, at hans undervisning indimellem ryger af sporet - og nogle gange er det faktisk de timer, han har forberedt til mindste detalje. Og så siger skoleleder Michael Sørensen uden tøven, at man lige så godt kunne have talt om pissedårlig ledelse, for det sker bestemt også.

»Pissedårlig undervisning« er den lettere provokerende titel på en ny bog af Alexander von Oettingen, der til daglig er prorektor på professionshøjskolen UC Syd. Den handler om alle de mange årsager til, at børn nogle gange får pissedårlig undervisning i skolen. Men den handler også om, hvor vigtigt det er, at vi ser på det dårlige i stedet for konstant at jagte det fremragende og tro, at vi kan skabe den perfekte skole med perfekte lærere og ledere og få perfekt underviste børn, som alle har gjort deres bedste og er blevet verdensmestre.

»I pædagogikken findes det 'fremragende' ikke. Det bedste, sublime eller fremragende er ikke pædagogisk interessante begreber. Det anderledes, skæve, forunderlige, uventede, betagende, paradoksale og angstprovokerende er langt tættere på pædagogikkens virkelighed. Alt det fortæller os nemlig, at her er noget på vej, der er ved at finde sin form; noget eksperimentelt, som er større, end vi regner med, fordi det gør indtryk og sætter aftryk«, fortæller bogen.

Prorektor: Italesæt pissedårlig undervisning 

Lort skal ikke præsenteres som lagkage

Folkeskolen har sat en lærer og en skoleleder samt bogens forfatter stævne for at diskutere begrebet pissedårlig undervisning og finde ud af, om det vil være givtigt at arbejde med i skolen, forvaltningen og blandt forskere og politikere.

»Det er afsindigt fedt, at man for en gangs skyld taler om det, der er svært«, lyder lærer Jorge Mose Fernandez' umiddelbare reaktion - næsten før han har sat sig.

»Vi lærere er indlejret i en skolekultur, hvor man ikke skal være kritisk, fordi det er illoyalt og destruktivt. Så er det utroligt befriende med en stemme udefra, der siger det modsatte. Ikke for at være destruktiv, men fordi det er nødvendigt med en erkendelse af, at alt ikke kan være perfekt hele tiden. Det er længe siden, jeg har slubret en bog i mig på den måde«.

Skoleleder på Gl. Hasseris Skole i Aalborg Michael Sørensen fortæller, at han først blev provokeret af titlen, fordi han mener, at de narrativer, vi bruger, påvirker det, vi gør.

»Jeg er egentlig ikke så vild med termen. For mig at se findes der ikke pissedårlig undervisning. Der findes god og meget god undervisning, og så er der indimellem bare noget, der slet ikke fungerer, men det gør det ikke pissedårligt. På min skole ser jeg så meget pissegod undervisning hver eneste dag, og det skal vi sige højt. Det afgørende er, at vi også reflekterer over det, der ikke fungerer«.

Jorge Mose Fernandez, der arbejder på Højvangskolen i Svenstrup J, mener, at det er vigtigt at erkende, at noget faktisk er pissedårligt.

»Hvis vi hele tiden sætter en ramme, hvor en lort skal præsenteres som lagkage, så er det svært. Hvis noget er åbenlyst til grin eller fejlbehæftet - for eksempel de nationale test - hvorfor så tvinge børn igennem? Men det er så også vigtigt, at man som lærer ikke bare sidder og råber på medinddragelse, og når man så får den, så har man ikke tid. Man skal kunne sige, at noget er skidt, men man skal sige det på en ordentlig måde«.

Her bliver de to hurtigt enige. For Michael Sørensen mener også, at det er meget vigtigt at kunne sætte ord på det, der ikke fungerer.

»Der skal være plads til at eksperimentere og dermed også plads til at begå fejl, for det gør vi alle sammen, ellers var vi maskiner. Men man skal også erkende dem og lære af dem. Som leder kan man blive snæversynet, for eksempel hvis man ser på resultaterne af nationale test, og tænker, at der må være noget galt, når 4.b ikke præsterer. Er det nu læreren, den er gal med? Men virkeligheden er, at undervisningen er så kompleks, at det handler om elever, kontekst, lokaler, forældre, samspillet af det hele«.

»Men hvorfor har du skrevet bogen, Alexander? Hvor vil du gerne hen med den?« spørger Michael Sørensen.

»Det her er ikke en teoribog. Jeg vil gerne udfordre lærerværelset, forvaltningen og kommunen til at overveje, hvor meget af det, de er med til, som faktisk skaber pisse­dårlig undervisning. Hvor mange af de systemer, de indfører, eller de kulturer, man opdyrke på lærerværelset, har faktisk en negativ konsekvens?« svarer Alexander von Oettingen.

Dr. pæd. til lærerne: Tro nu ikke, at al forskning i læringsmål er forkert 

Det mislykkede er et tabu

Begrebet »pissedårlig undervisning« opstod op til Folkemødet på Bornholm sidste år. Alexander von Oettingen og en gruppe andre var i gang med at forberede professionhøjskolen UC Syds bidrag. De havde fået besked på, at det skulle handle om fremragende undervisning.

»Men det gad vi sgu ikke«, fortæller Alexander von Oettingen, for det ville bare blive en samling kedelige eksempler, som ingen kunne være uenige i. »Hvorfor kalder vi det ikke bare pissedårlig undervisning?« prøvede de. Men det brød ledelsen sig ikke om, så de fik det svar, at de kunne lave noget om »Dreamteam - det gode lærerteam«.

»Hold nu kæft, der er et spring, tænkte jeg. Og så gik det op for mig, hvor svært vi har ved at tale om det, der mislykkes. Uanset om det er min egen undervisning, presset hjemme, uopdragne elever eller systemer, der tvinger os til noget, vi ikke er stolte af«.

Begrebet fik en del opmærksomhed på Folkemødet, hvor lærernes formand fortalte om, hvordan han har klappet rytmer i to år for at få tiden til at gå i musikundervisning, som han ikke havde faglige forudsætninger for. Og undervisningsministeren nævnte læringsmålstyringsarbejdet som et klassisk eksempel på, hvordan man kan hælde et par milliarder kroner i et sort hul og genere de offentligt ansatte på én gang.

Det fik Alexander von Oettingen til at skrive bogen. For som han siger, findes der ikke bøger, der beskæftiger sig med det, der ikke går godt.

»Det er jo forståeligt nok, for pædagogikken beskæftiger sig med det gode, vi vil gøre. Men det paradoksale er, at jo mere vi enøjet fokuserer på at nå det fremragende, jo længere kommer vi fra det. Uden blik for det skæve og paradoksale er der ingen forståelse for det pædagogiske«.

Han beskriver i bogen, hvordan en række forskere og tænkere har arbejdet med begreber som for eksempel den urene pædagogik og vigtigheden af risikomomentet. I 70'erne talte man om den negative pædagogik i stedet for urealistiske reformpædagogiske fantasier, og endnu længere tilbage talte man om negativ opdragelse, negation som nødvendighed for at sætte gang i tænkning - ingen dannelse uden negationer. Han går helt tilbage til Sokrates' ide om en daimon - en indre stemme - der aldrig fortæller, hvad man skal gøre, men advarer, når man er i gang med noget forkert.

»Pissedårlig undervisning har den samme advarende, negative funktion som Sokrates' indre stemme. Den fortæller ikke, hvad god undervisning er, men den advarer os mod at ende i det forkerte og opfordrer os til at søge det bedre. Lærere og ledere har en indre fornemmelse af, om det, de gør, måske ender med noget dårligt frem for noget gavnligt. En fornemmelse for den pissedårlige undervisning kan bruges til at finde bedre løsninger og nye veje«, forklarer Alexander von Oettingen.

Ny gratis bog: "Vi skal tale om, hvad undervisning betyder for elevernes dannelse" 

Svært at definere god undervisning

Jorge Mose Fernandez ankommer til interviewet efter et par morgentimers danskundervisning i 9. klasse. Han har lige oplevet på egen krop, hvor kompleks og uforudsigelig undervisning er. Han blev dagen før svært provokeret af en debat mellem forhenværende minister Mimi Jakobsen og folketingskandidat Rasmus Paludan og valgte derfor at skippe det, han ellers havde forberedt. I stedet skrev han hele deres samtale op på tavlen for at diskutere retorik med eleverne.

»Vi arbejdede med, hvor det er holdning, hvor det er argumentation, og hvor filmen knækker. Var det god undervisning? Det havde ikke et gennemtænkt formål, og det var ikke detailplanlagt. Men ungerne talte videre om det, da jeg smuttede, så noget havde det ramt«, smiler han.

»Andre gange har jeg planlagt alt og tror, at det bliver megafedt, og så falder det hele til jorden, fordi der er sket noget i frikvarteret inden. Det er svært at forudsige, hvad der virker. Derfor kan jeg godt se ideen i at undersøge, hvorfor det indimellem ikke virker«.

I bogen peger Alexander von Oettingen på, at årsagerne til den dårlige undervisning skal findes på alle niveauer, og man kommer ingen vegne med bare at sende skylden videre opad i systemet. Michael Sørensen mener, at der kan hentes meget i at opbygge en kultur, hvor det er i orden at fejle - og der betyder ledelsen ufatteligt meget.

»Man kunne lige så godt have talt om pissedårlig ledelse. Man skal som ledelse åbne op for, at man kan sige, hvad man gør forkert. Det er hele grundlaget. Men jeg mener også, at en del at problemet er de narrativer, der er omkring skolen. Der ligger et pres ovenfra, udefra, nedefra og indefra, som man som leder og lærer er sat under. Hvis det bliver for stort, så er det rigtig svært for den enkelte at erkende, at man begår fejl«.

Både Michael Sørensen og Jorge Mose Fernandez oplever, at folkeskolen er på vej i en positiv retning på det område.

»Jeg tænker, at det handler om at lære at acceptere, at det at fejle er en naturlig del af processen. Bare det, at vi nu igen kan tale om undervisning og ikke læring, som jeg var ved at kaste op over, er for mig et fremskridt. Det har været så rart, at der er nogle andre end os lærere, der har italesat problemerne med et entydigt fokus på læring«, siger Jorge Mose Fernandez.

Smid supermandskappen

»Pissedårlig undervisning« kommer ikke med bud på, hvad god undervisning så er, eller efterlader læseren med en værktøjskasse. Det er meget bevidst.

»Bogen siger bare: Affind dig med det. Men den siger måske alligevel, at der er noget at hente i at snakke om det, der gør ondt«, siger Alexander von Oettingen.

Alligevel sidder Jose Mose Fernandez med en positiv stemning efter læsningen:

»Måske er det i virkeligheden en stor erkendelse. I forhold til at lærerne har skullet køre LP eller Pals eller læringsstile eller læringsmålstyring, og hvis det ikke kørte, så var det altid, fordi vi ikke gjorde det helt rigtigt. Måske skal vi bare erkende, at der ikke findes en best practice, som dækker alle elever«.

»Alexander, da din undervisning gik ad helvede til i starten, hvad var det så, der gjorde, at du kunne komme videre? Det er jo det, vi skal have fat i - erkendelsen af, hvad der ikke fungerer«, spørger Michael Sørensen.

Alexander von Oettingen griner og fortæller, at han havde en god skoleleder, der kunne se det, og en erfaren kollega, som tog ham under vingen.

»Og så var der jo også noget, jeg var god til. De pegede også på der, hvor jeg kunne shine lidt«.

»Måske er vejen i virkeligheden gode kolleger og ledelse, hvor vi tager os af hinanden og taler om det, der ikke fungerer, i stedet for at være efter hinanden og skjule det«, siger Michael Sørensen. Og pludselig sidder de tre og bliver enige om, at en stor del af det handler om at drage omsorg for hinanden og tale om det, der gør ondt.

»Det ville da være enormt befriende, hvis lærere, skoleledere, pædagoger og de ansatte i skoleforvaltningen kunne smide den kunstige supermandskappe, og vi alle sammen kunne erkende, når vi gør det pissedårligt«, konkluderer Jorge Mose Fernandez.

Anmeldelse; Lad os tale om det pissedårlige