Inklusionen har slået fejl? Nej vi har ladet inklusionen fejle ved at fokusere på de 96 procent. Det er blevet fortællingen om børn anbragt i pressede læringsmiljøer baseret på økonomisk tænkning. Inklusionen er blevet indført sammen med besparelser, ændrede arbejdstidsregler, skolereform og en generel følelse af resurseknaphed i den danske folkeskole. Inklusion er blevet et geografisk mål og ikke et kvalitetsmål.

I dag bliver rapporten fra regeringens inklusionseftersyn offentliggjort. Den vil selvfølgelig indeholde massevis af data og undersøgelser, der endnu engang vil fastslå, at inklusion, når det lykkes, er til gavn for alle børn. Som noget nyt vil den også italesætte en række udfordringer og konkrete anbefalinger i forhold til disse udfordringer.

Lærere om inklusion: Alle skal udvikle sig - ikke kun 96 procent

Når anbefalinger bliver konkrete og praksisnære kan de komme til at fremstå som selvfølgeligheder - men formålet er også at løfte "laveste fællesnævner" ikke revolutionere de steder, hvor tingene allerede fungerer.  

Med praksisnære anbefalinger er der en risiko for, at det kommer til at fremstå, som om det alene er folkeskolens lærere og pædagoger, der skal skabe forandringen. Men forandringen kan kun ske, hvis hele styringskæden hænger sammen - fra ministeriet, byråd, forvaltning, ledelse og ud til medarbejderen.

Rapporten indeholder anbefalinger til alle niveauer - og det forpligter på alle områderne. For medarbejderen - men også for byråd, forvaltning og skolens ledelse!

Således at vi kan få fokus på, at inklusion ikke handler om 96 procent - det handler om 100 procent - alle børn skal være i faglig progression og trivsel.

Kommunerne lader skolerne i stikken 

Alle resourser følger med i Aabenraa

Det er altid forbundet med risiko at stikke hovedet frem og turde sige, at noget lykkes.  Det er dobbelt farligt, når emnet hedder inklusion, hvor det, at man måske lykkes, langt fra betyder, at man ikke stadig begår fejl, og at der ikke stadigvæk er børn i vanskeligheder.

I Aabenraa Kommune er vi lykkedes med inklusion - på rigtig mange områder. Vi er ikke i land endnu. Mange medarbejdere oplever stadig, at de står alene med store udfordringer i læringsmiljøet, de oplever at hjælpen er svær at få øje på. Det skal vi gøre bedre. Vi skal have mere tydelige praksisorienterede strategier på skole- og forvaltningsniveau - noget jeg i forhold til mit ansvarsområde som skolechef kan få hjælp og vejledning til i eftersynets rapport.

Men vi er lykkedes med et af de væsentligste parametre: Vi har fået styringskæden til samstemmende at prioritere inklusionsindsatsen og gøre det til et vigtigt mål for skolerne at lykkes med inklusionen.

Bondo om inklusionseftersyn: Vi skal undgå at skyde med spredehagl

Politikerne i Aabenraa Kommune har modigt fastholdt, at ALLE resurserne skal følge opgaven. Det vil sige, at alle de frigjorte resurser, der er opstået på specialområdet, når skolerne fremadrettet har visiteret færre elever til specialområdet, er sendt retur til skoleområdet -resurser sparet på specialskoler, befordring, færre elever i fri- og efterskoler - alt er ført retur til inklusionsopgaven i almen-området. Dette betyder, at vi på vores 19 skoler nu har 18,8 millioner kroner til rådighed til opgaven, hvor vi før omstillingen til inklusion havde 15,2 millioner kroner til rådighed. Og det endda, selvom der sideløbende er gennemført besparelser på otte millioner kroner på specialområdet. Er det resurser nok? Det er svært at sige - men de er i hvert fald i spil på almen-området.

I Aabenraa Kommunes strategi for skoleområdet foretages der ikke sammenligninger mellem skolerne. Fokus bevares på den enkelte skoles evne til at skabe progression og udvikling for egne elever og trivsel for både elever og medarbejdere.

Inklusionsopgaven skal være realistisk

Det er afgørende, at vi som skoler og kommuner tager ansvar for, at vores børn reelt er en del af et fællesskab - på deres helt egne præmisser. Derved forpligter vi os på, at alle børn er i faglig progression og trivsel, og vi tør italesætte, at dette betyder noget forskelligt for alle børn. Men der er tale om en ret, som alle børn har!

Der findes ikke én medarbejder i den danske folkeskole der ikke ønsker det bedste for de børn, der er i skolen.

Men i en hverdag, hvor kravene og forventningerne er mange, er det vigtigt, at der skabes muligheder omkring den enkelte medarbejder og det enkelte barn, der gør det muligt at lykkes med opgaven.

Det er afgørende:

• at de kommunale målsætninger og forvaltningsstrategier afspejler et realistisk forventningsniveau i forhold til de afsatte resurser
• at politikerne tør sætte realistiske mål og prioritere elev-og medarbejdertrivsel
• at fokus er på den faglige progression og ikke på spinkle resultatmålinger. Hvis man vil det enkelte barn, skal der også fokuseres på løfteevnen og ikke afgangsprøver alene!

Det handler om at få skabt sammenhæng i hele styringskæden, lige fra ministeriet til gulvet ude i klasselokalets barske virkelighed. At turde frigøre sig fra forskningsresultater, der ikke direkte kan overføres til en given praksis, at frigøre sig fra urealistiske professionsidealer, fra forestillingen om en skole fri for sygdom og vikarer. Det handler om at turde tale om praksis, lytte til praksis og skabe rum til udvikling af praksis - med fokus på det enkelte barn.

Lærerne og pædagogerne skal forpligtes på opgaven. Men opgaven skal være realistisk, der skal være opbakning fra ledelsen, og der skal være tillid til, at der er sparring og støtte at hente ved behov!

Ledelsen skal på samme måde forpligtes på at prioritere trivslen for alle børn og medarbejdere - og støttes i dette. Støttes via sparring, opbakning og individuelle hensyn.

Skolerne og deres medarbejdere skal belønnes for at lykkes med faglig progression og trivsel! Få, men vigtige mål, og så skal der sikres tid og frihed til at forfølge disse mål med udgangspunkt i den lokale praksis. Men med fokus på det enkelte barn.

Kommuner langt fra mål om inklusion