En lidt fræk fugl i rødt plys sidder og vipper på klapvognen. Den vil gerne tættere på pigen i klapvognen, men noget holder den tilbage. Den hopper forsigtigt rundt. Indtil pigen er tøet op i et stort smil og inviterer. Så leger de, fuglen og pigen. Måske er det en kildefugl eller en kyssefugl. Den vil i hvert fald gerne tæt på og flyver omkring, mens pigen griner.

Det er hospitalsklovnen Veranda, der styrer den lille »rødkælk«, som receptionisten smilende kalder den. Veranda fortæller, at fuglen hedder Dorthe - præcis ligesom receptionisten. Sådan en plysfugl kan rigtig meget i hænderne på Veranda, og ventetiden går hurtigere. Pigen og hendes mor står i kø for at komme til på børneafdelingen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.

I ventesalen huserer de to hospitalsklovne. Todaysi og Veranda får en tryllekat til at hoppe og slå saltomortaler, så Lukas helt glemmer at spille spil på mobilen. Han smiler, da tryllekatten snuser til hans knæ.

»Katten kan ikke lide at være for langt væk fra dig, tror jeg. Nu er den igen henne ved dit ben«, siger Veranda. En sygeplejerske står og smiler lidt derfra. Hun venter, til katten er landet, for hun skal have Lukas og hans mor med ind til undersøgelse.

»Måske skal du holde katten i hånden derinde, så den ikke bliver bange«, foreslår Veranda.

Der kommer et tydeligt »ja« fra Lukas, der smilende går ind i ambulatoriet med mor og kat.

Barnets stemning styrer

Todaysi og Veranda spiller lidt på mikrobækken og rysteæg, mens de vugger til den sang, de nynner. Og sørme om ikke de får en mand til at nynne med på sangen. En kvinde byder på en bid is. Sådan nogle klovne får smilene frem i ventesalen.

Verandas alias er Karina Krægpøth, uddannet lærer og nu hospitalsklovn i Aabenraa, Kolding, Skejby, Viborg og Randers. Hun bor på Mols og kører til de forskellige sygehuse, hvor hun arbejder en dag om ugen hvert sted. Sammen med en makker, hvis det er muligt. Her på Sygehus Sønderjylland er makkeren Todaysi.

»Det er vigtigt at kunne dele det med én og at kunne få legen op at køre, hvis barnet ikke er med fra starten. Dét kan man, når man er to«, forklarer Karina Krægpøth.

Som hospitalsklovn ved man aldrig, hvad dagen bringer. Improvisation er en vigtig kunst at kunne. Og under uddannelsen til hospitalsklovn er improvisation i spil hele tiden. At kunne gribe en situation, at kunne spille på en detalje, at få en ide. Men også empati er nødvendigt. Derfor bliver nogle klovne sorteret fra under det etårige uddannelsesforløb. De skal kunne mærke en stemning, ikke overskride barnets grænser og fornemme, hvordan de kan hjælpe lige nu og her.

»Jeg brænder for teater og har arbejdet med teater under hele læreruddannelsen. Jeg har selv spillet børneteater og undervist i teater på Femmøller Efterskole i nogle år. Læreruddannelsen har givet mig en viden om børn og læring, som jeg bruger hele tiden. Det er et kæmpe plus for mig at have hele den psykologiske viden med. Man kan gøre meget skade som klovn, hvis man ikke ved, hvad man har at gøre med«, siger Karina Krægpøth.

Der er heller ikke meget falden på halen-klovneri over hospitalsklovnene. Jo, hvis det er dét, de fornemmer skal til, men ellers er de stille betragtere med stor mimik. Det er nærværet, der er vigtigt. Som når Veranda stiller sig i kø ved siden af en pige og helt stille bare står med små utålmodige bevægelser, fordi det er kedeligt at stå i kø. Måske begynder hun at nusse lidt med sine negle, vender knæene indad, vipper lidt med en gul sko.

Det skaber smil. Både i køen, i venteværelset og inde på stuerne hos de indlagte børn.

Klovnen er med i behandlingen

»Vi er ikke underholdning. Vi er med i behandlingen af børnene. På nogle hospitaler booker de blodprøver med klovn til børnene, fordi det går meget lettere, når vi er med. Så vi kan være med, når der skal lægges drop, eller børnene skal til undersøgelse. Måske kan læger og sygeplejersker undgå at skulle fastholde barnet, hvis vi er med. Det giver rigtig god mening for mig. Jeg er med til at gøre en forskel«, siger Karina Krægpøth.

»Jeg har været med en autistisk dreng til fysioterapeut. De havde tidligere måttet opgive undersøgelsen, fordi han ikke kunne klare det. Men nu var vi to klovne, der prøvede at lave alle de øvelser, han skulle udføre. Vi konkurrerede, vi efterabede, var dårlige til øvelserne, og på halvanden time kom han igennem alle de øvelser, som fysioterapeuten gerne ville se ham gøre. Og drengen havde bare leget med to klovne«.

Veranda har antennerne ude. Hun beskriver det at være hospitalsklovn som at have både et periskop og totalt nærvær. Nærværet er det vigtigste over for det enkelte barn. Klovnen er et hundrede procent på. Alle små reaktioner fanges og bruges. Enten skal klovnen blive mere stille, eller der er behov for at køre op og skraldgrine. Periskopet bruger klovnen til at scanne omgivelserne. For hvis der er et lille barn lige bagved, nytter det ikke at spille sig op til noget, der gør den lille bange og utryg. Alle skal være med, og det skal være trygt.

»Det handler om at være menneskekender. Jeg skal kunne mærke, hvad jeg kan tillade mig. Jeg skal se forældrene og se, hvad de er med på. Hvis mor ser skeptisk ud, må jeg forholde mig til dét«.

Hospitalsklovnene skal også have fornemmelse for, hvornår sygehuspersonalet ønsker deres tilstedeværelse.

»Vi har respekt for dem, der ikke synes, vi er fede. Hvis de bliver febrilske og er bange for, at vi kan ødelægge noget, så skal vi ikke være dér. For det er sygehuspersonalet, der gør det vigtigste arbejde. Vi aftaler også med dem, at de direkte skal sige til os, hvis vi skal gå. Vi roser også altid, hvis de bagefter fortæller os, at vi var forstyrrende. For det er godt, at de siger det til os. Men ofte lægger de også op til os, så vi kan gå videre derfra, hvor barnet er nu«.

Slemme bandeord kan være okay

»1 - 2 - 3 - TISSEMYRE«. Martin og Veranda gjalder råbet ud i hospitalsstuen, mens Martins forældre smiler lettet.

Veranda kom gående hen ad gangen og mødte én, der var på vej med mad og saft til Martin. Veranda åbnede døren forsigtigt for hende med bakken.

»Må vi komme ind«, spurgte hun stille og fik et nik fra Martin.

Drengen er lige vågnet op fra narkose og tager de første lidt usikre skridt på gulvet. Sygeplejersken foreslår, at han sætter sig ned, fordi han jo lige er vågnet.

Veranda sætter sig overfor og spørger, om han drømte noget, mens han sov. Nej, svarer Martin, mens Verandas hoved daler, og der kommer små sovelyde fra hende. Hun vågner op og spørger, om han kan huske noget.

Hovedet falder langsomt igen, og Verandas øjne glider i. Sygeplejersken smiler og viser Martin, at han kan prikke hende lidt i siden, så vågner hun op med et lille spjæt. Han griner.

Sygeplejersken fortæller, at de måtte stikke Martin flere gange nede på operationsstuen, og det var ikke rart.

»Er du blevet stukket mange gange? Er du sådan en, der er megamodig«, spørger Veranda imponeret.

Martin er blevet stukket tre gange, fortæller sygeplejersken og går smilende ud af stuen. Nu har klovnen overtaget snakken.

»Jeg var nok besvumet, hvis nogen havde stukket mig så mange gange«, forsikrer Veranda og fortæller, at når man har været sådan noget slemt noget igennem, må man altså godt bande. Så hvis Martin har et bandeord, kan han hviske det til hende.

Men inden Martin har et ord parat, griner hun og fortæller, at hun har det grimmeste bandeord.

»Det er virkelig grimt. Æggefims! Tør du sige det«, teaterhvisker hun.

»Ja, æggefuck«, siger Martin.

»Jeg kan ét mere, der er rigtig slemt og pinligt. Tissemyre«, griner Veranda og foreslår, at de sammen råber det grimme ord.

»1 - 2 - 3 - TISSEMYRE!«

Martin og Veranda råber.

Veranda beslutter, at sådan en modig dreng skal have en medalje. Hun roder i sin guldbæltetaske efter medaljen.

»Vil du lige holde min tandbørste«, spørger hun og giver Martin tandbørsten.

»Hvis man har sure tæer, så må man lige børste dem«, siger hun, tager tandbørsten og børster Martins tæer.

»Så behøver du ikke at børste tæer mere i dag!«

Hun har fundet medaljen, og Martin beslutter, at den skal sidde midt på blusen. Hun sætter den fast og siger højtideligt:

»Til den modigste og sejeste dreng, jeg overhovedet har mødt. Tænk at jeg fik lov til at møde ham«.

De klasker et high-five, og Veranda forlader stuen, så Martin kan komme til at spise sin mad.

Barnets bedste ven

Alle hospitalsklovne har opbygget en figur med navne som Prinsesse Plaster, Lulu, Dr. K, Todaysi eller Veranda.

»I starten tænkte jeg, at jeg vel kunne være forskellig, men personalet har brug for, at vi har en historie. Det har de børn, som vi møder flere gange, også brug for. Vi er lidt som Bamse og Kylling. Vi bliver genkendt, og så er vi deres bedste ven«, forklarer Veranda.

»Vores klovnefigur ligger op ad vores egen personlighed. Jeg laver ikke en forestilling, jeg er også mig, men når jeg har rød næse på, må jeg godt gøre noget andet, end jeg ellers gør. Når jeg har rød næse på, er børnene også på lige fod med mig. Jeg er ikke en voksen«.

»Det er fedt, når barnet lukker mig ind. Når jeg bliver inviteret. Det betyder også, at barnet bagefter måske har lyst til at fortælle om sit hospitalsophold. Martin har måske lyst til at fortælle, at han fik en medalje, og på den måde får han fortalt om oplevelserne på hospitalet«.

Karina Krægpøth siger, at hun havde troet, at jobbet som hospitalsklovn var hårdere, end hun oplever det.

»Jeg tænkte, at det er død, rædsel, bræk og blod. Men som regel ved jeg ikke, hvad børnene fejler. Jeg møder bare et barn. Det er sjældent, jeg bliver ked af det, for jeg ser jo mest barnet smile og le, ligegyldigt hvad det fejler. Men når jeg er på kræftafdelingen på Skejby, så møder jeg nogle af børnene flere gange, og der er jo nogle, der dør. Derfor taler vi også med vores makkere, når vi er færdige med arbejdet, og vi får supervision«.

Med fødder på

Ude i ventesalen småskændes de to klovne. Veranda har lige inviteret to mænd til at synge med eller danse, hvis de vil. Todaysi er ikke tilfreds. Hvorfor er det lige Veranda, der skal bestemme og lave reglerne?

Men så kommer Cecilie med sin mor og er på vej hjem. Todaysi løber hen for at sige ordentligt farvel.

Alexander fra børneafdelingen kommer hen til Veranda med sin mobil. Hun tager sin sæbeboblebeholder op af guldtasken og prikker på den.

»Jeg skal lige ringe til min mor«.

»Det er bare dine sæbebobler«, griner drengen.

»Jeg taler altså i telefon med min mor. Og hun vil tale med dig«, siger Veranda småfornærmet og rækker ham sæbebobledimsen fra beholderen.

Alexander holder den op til øret, mens sulfoen drypper, og taler med klovnens mor. De skal på ferie sammen. Veranda får »røret« igen.

Hun trykker på sæbeboblebeholderen og siger »tjuuv, tjuuvv«, som når Alexander spiller spil på mobilen. Hun viser ham spillets farligste figur, og Alexander trykker lidt på beholderen.

»Ajj, jeg har aldrig været på den bane før. Jeg har aldrig været så langt. Nu har jeg vundet«, takker hun glad.

Henne i køen ved receptionen til børneafdelingen flyver plysfuglen rundt over hovedet på den lille pige i klapvognen. Hun vil op. Hendes mor løfter hende ud, og Veranda kigger forundret på pigen.

»Du har jo fødder på«, siger hun stille.

»Jeg har også fødder på i dag«. Hun vipper med en gul sko.