Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Forestil dig en fugl og en elefant i samme skoleklasse. Elefanten kan både slukke ildebrande med snablen og løfte katte ned fra træerne. Problemet er bare, at det i skolen kun handler om at lære at flyve, og derfor er det kun fuglens kvaliteter, skolen værdsætter, mens elefanten ikke kan bruges.

Jeg er selv en af elefanterne i en skole, der er indrettet til fugle. Jeg er nemlig lærer med ADHD, som medfører, at jeg har en ubalance i min hjerne. Eller, det vil sige, at den kun er i ubalance, når den presses til at skulle være ligesom en almindelig hjerne. Lidt ligesom når elefanter tvinges til at være ligesom fugle.

Min egen elefanthed gør, at jeg kan sætte mig ind i, hvordan det er at være et de andre dyr i skolen, som heller ikke er fugle. Vi har nemlig en masse elever med diagnoser, som mistrives fagligt og socialt.

Hver dag fratager vi børn og unge menneskers værdighed, fordi vi har valgt, at skolen mest er for dem, der kan “flyve”. Mange elefanter, snegle og delfiner kæmper og kæmper, men de må til sidst give op, fordi de ikke kan leve op til de krav, der er til dem. Det ender i skolevægring og diagnoser, der kan fungere som et skjold mod de krav, de ikke kan leve op til.

Min ADHD er en styrke

Jeg prøver at gøre, hvad jeg kan for at lytte til børns forskellighed og give dem plads i min dagligdag. Men jeg kommer til kort i den ramme, vi har stukket ud for vores skolesystem, hvor vi lidt groft sagt selv har valgt, at børn mistrives, når vi konstant forsøger at presse alle eleverne ned i samme kasse.

Jeg ser faktisk min ADHD-hjerne som en styrke, men fordi den skal passe ind i rammer, der strammer, kommer det med en pris. Mange sanseindtryk distraherer mig, jeg har en dårlig tidsfornemmelse, jeg kan ikke fokusere på ting, der ikke interesserer mig og mange flere ting.

Til gengæld tænker jeg meget hurtigt, jeg har altid flere løsninger på problemerne, jeg kaster mig frygtløst ud i ting, og så har jeg et højt energiniveau, der gør, at jeg kan gøre mange ting på rigtig kort tid. Det giver mig en kæmpe motivation, og når jeg er motiveret, er der ikke grænser for, hvad jeg kan få til at ske.

Giv børn et løfte: Vi rummer jer

Læg mærke til, at jeg i dette indlæg ikke bruger ordet inklusion. Det gør jeg ikke, fordi ordet sætter en streg under, at elefanten er forkert og skal lære at passe ind sammen med fuglene.

Vi skal skrotte det ord og give børn og unge et løfte: Rummelighed. Folkeskolen skal rumme forskellighed og diversitet, som skal ses som styrker, når de lander i de rette rammer.

Jeg drømmer om en folkeskole, hvor der både er plads til fugle-elever og elefant-elever. Hvor de forlader skolen med en lyst til at lære mere, og hvor vi finder ud af at se det enkelte barn og understøtte deres medfødte evner.

Tager vi beslutningen om, at alle børn skal ses og rummes alvorligt, så vil trivslen stige. Kun sådan vil der i fremtiden være plads til både fuglene og elefanterne.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk