Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at flere børn og unge mistrives og flere får en diagnose. Samtidig stiger udgifterne til specialtilbud og andelen af elever, der går i specialklasse eller på specialskole, vokser. Kommunerne forsøger på alverdens tænkelige måder at vende den udvikling.

I København foreslog politikerne, at 97 procent af eleverne skal inkluderes i den almene folkeskole, og i Silkeborg, hvor jeg arbejder, har man en politisk ambition om at flere børn skal gå i skole på deres lokale folkeskole, mens de eksisterende inklusionscentre skal udfases.

Der kan være mange årsager til den eksplosive udvikling af udgifterne til specialområdet, men i debatten savner jeg fokus på den virkelighed, vores børn møder, allerede inden de starter i skole.

Mange års besparelser på vuggestuer og børnehaver kan selvfølgelig mærkes, og længe har både pædagoger og forældre råbt højt om både minimumsnormeringer og flere pædagoger i daginstitutionerne.

Pædagogerne har nøglen til den gode skolestart

Jeg mener, at vi lærere bør bakke op om forældrene og pædagogernes ønsker, for kvaliteten af dagtilbuddene har en stor betydning for, hvordan børnene udvikler sig og trives – og dermed også om de får en god skolestart.

Når to fireårige gerne vil lege med den samme plastikfigur på grøn stue, eller den femårige ikke vil være med i legen, så spiller pædagogerne en afgørende rolle. De kan hjælpe med at sætte ord på de svære følelser for børnene, og forsikre børnene om, at alle følelser er helt okay.

Pædagogen kan altså både støtte barnet i at regulere følelser, være en del af et fællesskab og sætte lege i gang, hvor børnene øver sociale spilleregler og prøver at løse konflikter.

Det er altså nogle essentielle færdigheder for en god start på skolelivet, som voksne med den rette faglighed kan give børnene. Når børnene har oplevet alt for lidt voksenkontakt i daginstitutionerne, så kan vi simpelthen ikke forvente, at børnene er klar til at indgå i skolens fællesskab og tilpasse sig de rammer, der er i vores folkeskole i dag.

Inklusionsambitionerne bør starte i vuggestuen

Folkeskolen har naturligvis også et kæmpe ansvar for at fremme det barns alsidige udvikling og hjælpe dem til at indgå i skolens mange forskellige fællesskaber, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at sikre en inkluderende folkeskole.  Så dette indlæg skal ikke ses som om, at jeg vil sparke nedad på daginstitutionerne og løbe fra skolernes ansvar.

Det er vigtigt, at børnene i folkeskolen tilbydes den nødvendige hjælp, og hjælpen skal komme tidligt. Det kan være, at et såkaldt ”dyrt” specialtilbud er den rigtig løsning, og her må økonomien aldrig veje tungere end de pædagogiske argumenter. Måske kan vi undgå, at flere end nødvendigt får behov for et sådant specialtilbud, hvis vi ellers giver dem langt bedre forhold i daginstitutionerne.

Pointen er altså, at vi kan lykkes langt bedre med trivslen og det faglige i skolen, hvis børnene får en bedre tid i vuggestuen og børnehaven, end de har i dag. Derfor ønsker jeg at gå på sommerferie med visheden om, at vi politisk vil prioritere voksne i daginstitutioner.

Det kræver investeringer, ikke mindst i dygtige pædagoger, men hvis det nogensinde skal blive muligt med en vellykket inklusion i folkeskolen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk