Eleverne i 8.a klasker smågrinende ler på bordet og ruller girafben mellem hænderne. Det er biologitime, og opgaven for hver gruppe er at forme en giraf. Mange af eleverne går højt op i at få en fin giraf, mens enkelte ikke rigtig gider. Et par spørger grinende, om de må male giraffen og brænde den? Men det er bare en hurtig ler-opgave. Grupperne har et par minutter til at skabe deres giraf og sætte den foran sig på bordet.

Så begynder fortællingen.

"En flok giraffer lever på savannen. De lever mest af blade fra træerne. Der er fred og ro. Men pludselig hører de en lyd. Det er fugle som skriger. De kender det skrig: Advarsel mod løver. Der er kun én ting at gøre …….LØB", lyder fortællingen fra deres lærer Lea Højrizi.

Hun stopper og konkluderer: Giraffen med de korteste ben kan ikke løbe hurtigt nok væk fra løverne og bliver derfor slået ihjel.

Nu skal de seks grupper elever se grundigt på ler-skabningerne på bordet og finde giraffen med de korteste ben. Det er let denne gang. "Det bliver min. Den kan ikke engang se løverne", siger en elev. Alle er enige om hvilken giraf, der står på uheldige korte ben og en ubarmhjertig hånd klasker ned i ler-dyret, der straks bliver til en uformelig klump.

"Jeg skal have taber-giraffen", siger Lea og lægger lerklumpen hen oveni den store klump på bordet.

Konkurrence mellem dyrene

Fortællingen fortsætter:

"Girafferne går og græsser. Det er blevet tørtid. Girafferne har et godt ædested. Pludselig kommer der en del zebraer for at æde. Der kommer flere og flere. De konkurrerer med girafferne om føden", siger Lea Højrizi.

"Den laveste giraf sulter ihjel".

En pige snøfter påtaget "du må ikke tage min giraf". Det bliver Sebastians gruppe, der mister deres lave giraf. Han smadrer den.

"Husk lige, at vi ikke tager girafferne personligt", siger Lea Højrizi med et smil.

Hun fortæller videre:

"Tørtiden slutter. Det regner. Det regner usædvanligt meget. Jorden på savannen bliver sumpet. Giraffernes ben synker ned i jorden. Det er svært at bevæge sig i mudderet. Og nu kommer der løver, som gerne vil have girafkød".

Hun slutter: "Den tykkeste giraf sidder fast i mudderet og bliver spist af løverne".

Det udløser en del snak. "Min giraf er ikke tyk, den er bare lidt overvægtig", siger en pige. Men giraffen må dø. Den forsvinder med et klask.

Er en hale vigtig?

Lea fortsætter: "Der er blevet sumpet. For sumpet. Girafferne søger mod nye områder. De finder noget at æde, men tæerne er lavere end normalt og der er ret få træer. Der bor aggressive rovfugle i træerne, som vil æde giraffernes øjne. Girafferne har brug for at gemme sig".

Det betyder, at den højeste giraf ikke kan gemme sig og får sine øjne prikket ud af rovfuglene. Giraffen dør.

Et par elever tager afsked med den langhalsede giraf. Et kys på snuden og så en hånd, der klasker lerdyret.

Fortællingen fortsætter:

"Der er også blodsugende myggelignende insekter. Hvis girafferne på kort tid bliver stukket af mange myg, så dør de. Girafferne prøver at vifte myggene væk med deres haler".

Så giraffen med den mindste hale må dø. Her i klassen er det let, for ud af de to tilbageværende giraffer mangler den ene en hale. Klask!

Der er en vis fryd i udryddelsen af ler-giraffer i klassen. Og ingen er i tvivl om begrebet: "den stærkeste overlever". Evolutionen har talt. Diskussionen går på, hvad der for eksempel gør en giraf stærk eller svag. På forhånd havde eleverne jo ikke tænkt på, at en giraf kunne have så meget brug for en hale. Eller hvad en god lang hals kan komme til at betyde.

De tre fysik/kemi-lærere planlægger deres undervisning sammen og samarbejder i det hele taget meget. Læs mere i næste nummer af fagbladet Folkeskolen og på folkeskolen.dk/naturfag