Her blev Merete Riisager afbildet som frihedsgudinden - men nu bremser den nye minister hendes frihedsforsøg.
Foto: Maria Becher Trier
Ny minister skrotter Riisagers frihedsforsøg for folkeskoler
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har besluttet at bremse sin forgængers forsøg med at lade folkeskoler ansøge om mere frihed fra snærende regler. 12 skoler søgte - halvdelen af dem ville fritages for at lave elevplaner.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Efter blot få dage i sit nye ministerium har den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil besluttet at skrotte det stort anlagte frihedsforsøg, som hendes forgænger Merete Riisager (LA) nåede at sætte i søen, inden hun forlod dansk politik.
Oprindeligt var det meningen, at op mod 75 folkeskoler skulle kunne søge om at deltage i frihedsforsøget. Men for nylig kunne folkeskolen.dk - ved hjælp af en aktindsigt - klarlægge, at blot 12 skoler samt en afdeling af en skole havde søgt om mere frihed fra diverse hæmmende regler.
Samtidig har ministeriets nærlæsning af ansøgningerne gjort det klart, at ansøgningerne først og fremmest handlede om frihed fra statslige regler, mens skolerne ikke ville få tilsvarende frihed fra kommunale initiativer. Derfor ville det blive vanskeligt at indfri formålet med forsøget, nemlig at indhente ny viden om hvordan øget selvbestemmelse på skolerne kan understøtte kvaliteten i undervisningen, konkluderer Pernille Rosenkrantz-Theil.
Kun få skoler har søgt Riisagers frihedsforsøg
Og på den baggrund har hun besluttet helt at droppe frihedsforsøget, fremgår det af en meddelelse på Undervisningsministeriets hjemmeside.
"Jeg har stor respekt for, at en række kommuner og skoler kunne se muligheder i at udvikle deres skoler inden for rammerne af det udmeldte forsøg. Det er dog min klare vurdering, at det vil være meget begrænset, hvor meget ny viden vi vil kunne få med de meget forskelligartede forsøg, der var lagt op til", siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Respekt for aftale i forligskredsen
Hun henviser samtidig til, at der er i folkeskoleforligskredsen er indgået en aftale, "hvor hensigten netop er at øge den lokale frihed til at tilrettelægge skoledagen".
"Af respekt for den aftale vil rammeforsøget ikke blive sat i gang", konkluderer hun.
Oprindeligt lancerede den tidligere undervisningsminister, Merete Riisager, sammen med daværende innovationsminister Sophie Løhde (V) idéen om, at én skole i hver kommune - altså 98 skoler - skulle have mulighed for at prøve sig af som selvstyrende skoler. Men her vendte forligskredsen tommelfingeren nedad. I stedet iværksatte Riisager af egen drift planen om et forsøg, hvor op til 75 skoler med kommunens opbakning kunne søge om fritagelse for udvalgte regler.
Fri for elevplaner og reform
Folkeskolen.dk's aktindsigt viste, at halvdelen af de 12 ansøgende skoler udelukkende har bedt om at blive fri for at lave elevplaner. Den anden halvdel har ønsket at blive fri for store dele af folkeskolereformen - som understøttende undervisning, lektiehjælp, kravene til undervisningstid, klassedannelse, klassestørrelse og bevægelse.
I stedet må skolerne altså nu fokusere på folkeskoleforligskredsens aftale om "Faglighed, dannelse og frihed - justeringer af folkeskolen til en mere åben og fleksibel folkeskole". Den har ifølge den nye børne- og undervisningsminister netop fokus på at udvikle folkeskolen gennem "klarere rammer og øget frihed i tilrettelæggelsen af skoledagen, fagundervisningen og den understøttende undervisning".
Riisager: Jeg er bundet af et forlig, men jeg er også liberal