Christian har netop afsluttet 9. klasses terminsprøve. I Harløse Skoles gymnastiksal har han gennem de næsten fire timer, prøven i dansk har taget, siddet helt stille. Næsten da.

Sammen med pædagog Søren Christensen - han er næsten altid med for at hjælpe Christian, så han undgår de anfald, han tidligere har været meget præget af - sidder han nu på skolelederens kontor. Med et lille klask på kinden og et højlydt undskyld afbryder han indimellem sig selv. Øjnene plirrer lidt, mens han konstaterer, at alt, hvad han siger, er som et lydbånd.

I hånden er en trofast blyant. Med den tegner han lige nu sirlige tegninger, samtidig med at vi taler sammen. På samme måde som han ofte lader hånden løse matematikopgaver, samtidig med at han modtager anden undervisning. Sådan er Christian. Sådan er Christian også.

Christian er diagnosticeret med ADHD og gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Derudover har han en intelligenskvotient lige omkring 150. En ung mand, der på samme tid har særlige behov og særlige forudsætninger. Begge dele har gjort det svært at blive rummet på de andre skoler, han har gået på.

På den lokale folkeskole blev han meget hurtigt færdig med matematikbogen. Han fik udleveret nogle matematikark, men de var irriterende.

»Så kom jeg til at forstyrre. Så blev jeg sat udenfor. Til sidst blev det bare en regel, at jeg blev sat udenfor«, husker Christian, der heller ikke kunne holde ud at vente, når de andre børn skulle læse op i dansktimerne:

»Det gik sååååå laaaangsomt. Jeg kom nogle gange til at forstyrre. Jeg svingede ikke med lærerne. Men med de andre børn gik det godt«.

Anderledes gik det, da han i 3. klasse blev flyttet til eliteskolen Athene i Søborg. Her blev han mobbet, og vredesanfaldene, hvor han slog løs på sig selv, blev hyppigere og hyppigere. Derefter kom diagnoser, udredning og skiftet til Harløse Skole.

»På eliteskolen kunne de ikke finde ud af at passe på mig. Her på Harløse Skole er de gode til at passe på mig. Hvis der er noget, så tager de mig med ud af klasselokalet. Men det er sammen med en pædagog. En pædagog, der kan støtte mig«, siger Christian og fortsætter:

»De ved, at jeg har brug for en, der kan hjælpe mig, hvis jeg panikker. Men det bliver mindre og mindre, og jeg er ved at lære at håndtere tingene selv. Nu ved jeg, hvornår jeg får mine anfald. Og jeg ved, hvad jeg skal gøre, når det sker. Gå væk og tage det roligt! Det har jeg lært nu«. |