Børnene måler en bolig op. Hvor mange kan bo på denne plads i et tredjeverdens slumkvarter? Og hvordan bor de selv?

Gratis matematikmateriale om FN’s verdensmål sendes ud til alle skoler

Matematikkens Dag 14. november vil i år handle om FN’s 17 verdensmål. Et nyt matematikmateriale til alle klassetrin bliver sendt ud til alle skoler fra Danmarks Matematiklærerforening og Danida. I september præsenteres materialet på konference.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har lagt en matematikfaglig vinkel ned over alle 17 verdensmål. Bogen bliver klar til vores matematikkonference 27. september i Odense, og der vil være elevopgaver til alle klassetrin", fortæller seniorkonsulent i Danmarks Matematiklærerforening Jørgen Korsgaard.

Matematiklærerforeningen plejer at udgive et nyt materiale til den årlige Matematikkens Dag i november, og i 2017 holdt bestyrelsen og forlaget møde med en konsulent, hvor de udarbejdede ideer frem i tiden. FN's verdensmål var oplagt, mente de, og de fik ideen til at søge Danidas oplysningspulje om støtte til projektet.

"Vi viste dem vores tidligere udgivelser til Matematikkens Dag og beskrev ideen og budgettet til årets materiale. Danida var med på ideen, og fordi vi får penge fra deres oplysningspulje, bliver det i år muligt at sende materialet ud til alle folkeskoler i landet", siger Jørgen Korsgaard.

 

Kendte skriver

Mange skoler deltager årligt i Matematikkens Dag, hvor der er konkurrencer til indskoling, mellemtrin og udskoling. De seneste par år har omkring 400 skoler deltaget, og emnerne har været "Matematik i håndværket, håndværket i matematikken" og "Programmering og koder". Jørgen Korsgaard fortæller, at Matematiklærerforeningens forlag normalt sælger 500-600 bøger til Matematikkens Dag.

Det er foreningens kredse, der hvert år finder forfattere til de mange opgaver, så det er i høj grad et fælles projekt for Matematiklærerforeningen.

I bogen om matematikken i FN's verdensmål har folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidligere minister Mogens Lykketoft skrevet et kapitel om verdensmål for bæredygtig udvikling.

"Vi er så glade for at han har villet skrive et kapitel. Han beskriver målene og kæder dem rigtig godt sammen i kapitlet", siger Jørgen Korsgaard. Også DR's vejrvært Christian Cherry har skrevet et kapitel i bogen. Det handler naturligvis om klima og om vejret.

 

Mange typer af opgaver

I år er konkurrenceopgaverne til alle klassetrin at producere en plakat, der fortæller noget om FN's verdensmål eller om bare ét af dem.

Opgaverne i materialet kan handle om at sammenligne boligstørrelser i Danmark med andre lande, om energiberegning af en nødration i en flygtningelejr, genbrug af papir, genoprettelse af et økosystem eller at sammenligne kollektiv trafik med privat transport i bil.

Hvor tungt er vand? Prøv at veje nogle dunke vand. Eller hvad vejer og fylder 1 deciliter ukogt ris, og hvad fylder risen, når den så er kogt? Eleverne kan bygge en solfanger eller de kan undersøge og tale om arbejdsdelingen i hjemmet.

Der er opgaver til alle 17 verdensmål til alle klassetrin i materialet.