Samtlige partier var til stede, da en række forskere fremlagde kritikken af de nationale test på en høring i Børne- og Undervisningsudvalget i september 2016.

Partierne er uenige om testenes fremtid

Efter at det for nyligt blev offentliggjort, at de nationale test måler forkert, vil næsten hver anden dansker have sat testene på pause. I morgen skal ministeren i samråd for at svare på, hvad hun mener, der skal ske med de udskældte test.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Samråd om nationale test er aflyst på grund af valg 

Siden professor Jeppe Bundsgaard fra DPU og professor Svend Kreiner fra Københavns Universitet i april offentliggjorde, at de nationale test måler forkert, har der igen været en heftig debat om testenes skæbne. 

Forskenes resultater har blandt andet ført til, at undervisningsminister Merete Riisager i morgen er kaldt i samråd, hvor hun blandt andet skal svare på, om hun vil følge de to forskeres opfordring om helt at kvitte de nationale tests eller sætte dem på pause til, indtil de har undergået en reparation.

Her er problemerne i de nationale test 

Danskerne vil have nationale tests på pause

Det er ikke kun forskerne, der vil havde de nationale test afskaffet eller sat på pause. Næsten halvdelen af vælgerne svarer i en analyse, som analysebureauet A&B Analyse har lavet for fagbladet Folkeskolen, at de er imod testene. 

Og 69 procent er klar til at sætte dem på pause, hvis det bliver besluttet, at testene skal til reparation.

Danskerne dumper de nationale test 

Meningsmålingen er blevet præsenteret for Merte Riisager, der dog ikke har i sinde at stoppe de nationale tests.

"Vi ved fra tidligere undersøgelser, at faglighed er en af de enkeltfaktorer, der har størst betydning for forældres skolevalg og deres vurdering af deres børns skole. Formålet med de nationale test - at kunne evaluere elever ensartet på tværs af landet - kan være en stor hjælp for både lærere, ledere og ikke mindst forældre og elever, der har krav på en undervisning på et vist niveau. De nationale test har eksisteret i mere end ti år og er ikke perfekte", skriver ministeren i et mailsvar til Folkeskolen.

Riisager: Nationale test skal til reparation, men ikke droppes 

Blå partier venter på evaluering     

Samme holdning har de andre partier i blå blok også, viser en rundringning, som folkeskolen.dk har foretaget.

Venstres skoleordfører Anni Mathiesen mener, at politikerne bliver nødt til at vente på evalueringen af de nationale test, der kommer i slutningen af året.

"Der er allerede nogle, der arbejder på at undersøge de nationale test til bunds, og det arbejde må vi vente på. Vi ønsker, at man fortsætter med at bruge testene, indtil vi får et resultat af de igangsatte undersøgelser. Andet er ikke rimeligt overfor dem, der arbejder med at undersøge dem. Vi skal have respekt for det arbejde, og sidst i 2019 får vi så et resultat. Derefter kan vi tage den politiske diskussion", siger hun.

Politikere har længe kendt til svagheder ved nationale test

Samme svar kommer Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti med:

"Der er helt sikkert plads til forbedringer, når det handler om de nationale test. Men da vi på nuværende tidspunkt ikke har nogen erstatning for testene, vil vi gerne afvente den evaluering, der kommer, før vi beslutter, hvad der skal ske".

Tidslinje: Følg de nationale test fra fødsel til nu

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen fortæller, at han godt kan forstå, at vælgerne vil have sat de nationale test på pause efter en meget ensidig mediedækning.

"Svend Kreiner og Jeppe Bundsgaard har kun undersøgt et enkelt fag. Derfor vil vi også vente på evalueringen og få flere øjne på sagen. Anbefaler den, at der skal justeres ved de nationale test, gør vi selvfølgelig det", siger han.

Rød blok vil pause nationale test 

Imens er  stemningen i rød blok modsat. Blandt andet fortæller Marianne Jelved fra Radikale Venstre, at hun vil gå til valg på at stoppe de nationale test.

"Jeg går til valg på at afskaffe de nationale test i folkeskolen - og i første omgang i det mindste at gøre dem frivillige. Jeg kan næsten ikke sige det stærkt nok. Vi kan ikke være dem bekendt. Det er at gøre grin med familierne at køre de nationale test videre, når vi nu ved, at de siger noget, der ikke kan bruges. Vi bør sætte dem på pause i hvert fald, indtil vi ved, om de kan bruges til noget", siger hun.

Annette Lind fra Socialdemokratiet mener også, at de nationale test burde sættes på pause. 

"Vi vil presse på for at få sat de nationale test på pause. Vi skal først have nogle klare indikationer fra ministeriet om, hvad de vil med testene, men indtil da så skal de sættes på pause, fordi de tilsyneladende ikke virker efter hensigten".

S: En fejl ikke at sende evaluering af nationale test i udbud 

Også i SF er skoleordfører Jacob Mark klar til at droppe de nationale tests

"Vi spilder lærernes ressourcer og fylder skolen med tests, der presser vores børn. Og måler testene så noget brugbart? Næ. Det har to forskere nu påvist", har han tidligere skrevet i et Facebookopslag.

"Jeg kalder selvfølgelig ministeren i samråd. Det er på tide at droppe testene og bruge tiden på mere forberedelse til lærerne", lyder det videre fra Jacob Mark.

Enhedslistens Jakob Sølvhøj skriver også i en pressemeddelese, at han har kaldt ministeren i samråd. 

"Det er faktisk rystende, at nogle af vores førende skoleforskere igen kan påvise, at de nationale test måler så forkert, at det fører til helt misvisende resultater. Kritikken har lydt i årevis, og alligevel er et politisk flertal blevet ved med at udsætte eleverne for test, der ikke virker. Det er fuldstændig urimeligt overfor eleverne", siger han. 

Og i et blogindlæg på TV2.dk har Alternativets skoleordfører opfordret til, at forældre holder deres børn hjemme fra de nationale test. 

"Vi har sådan set vidst det hele tiden: Nationale test skader mere, end de gavner. De er alene skabt som et politisk måleredskab, et sammenligningsværktøj, der intet lærerfagligt eller pædagogisk formål har. Alene dét faktum har for os i Alternativet været rigeligt argument for at lukke ned for de nationale test. Men når nu det viser sig, at testene ikke engang virker - at de måler i øst og vest - ja, så er det decideret absurd at fastholde testene som en integreret del af vores børns skolegang", skriver hun. 

Samråd om nationale test er aflyst på grund af valg 

Læs mere

Følg med i samrådet på tirsdag