I løbet af få måneder omkring årsskiftet mistede mange elever med flygtningebaggrund motivationen og evnen til at knokle på i de danske skoler. Først kom finansloven med udlændingestramninger i slutningen af november 2018, og i februar 2019 vedtog Folketinget L 140, det såkaldte paradigmeskift. Flygtninge skal ikke længere integreres. De skal sendes hjem, når der er fredeligt nok i deres oprindelsesland, og deres ophold i Danmark er derfor kun midlertidigt og på ukendt tid.

»En pige, der godt kunne regne, kunne pludselig ikke lægge to tal sammen. Hun sad bare og stirrede på papiret«, fortæller Gro Caspersen, lærer på Nymarkskolen, Svendborgs Ungeskole.

På skolen går over 600 udskolingselever, og 30 af dem er flygtet fra krigene i Syrien og Somalia og den politiske undertrykkelse i Eritrea.

Gro Caspersen forklarer, at med udsigten til at blive vist ud af Danmark har eleverne mistet motivationen til at lære dansk, til at stræbe efter gymnasiet og en videregående uddannelse og et godt job.

»Hvad skal jeg bruge dansk og høje karakterer til, hvis jeg ikke skal være i Danmark?« er et spørgsmål, hun har hørt mange gange de seneste måneder.

Uvisheden er svær at leve med

Uvisheden og angsten for det, der venter, har også fremkaldt voldsomme følelser. Børnenes tanker cirkler omkring, hvor de så skal bo, hvis de ikke skal bo i Danmark. I ruinerne i byen Idlib i Syrien måske? Der, hvor de har set deres familie og naboer blive dræbt af bomberne?

Usikkerheden får elevernes trivsel og karakterer til at rasle ned, oplever deres lærere. Flere elever glemmer at aflevere hjemmeopgaver, og snakken går på skolens gange. Børnene er mere syge, og det generelle fravær er steget på Nymarkskolen.

»Vi har elever, der er gået fra at være nysgerrige og ambitiøse med drømme om at blive pilot, ingeniør, sygeplejerske og læge til nu at være helt demotiverede. Og så er der mange rygter. 'Er det rigtigt, at vi nu skal til at betale for uddannelse?' spørger nogle elever. Jeg ved det ikke engang selv«, siger Gro Caspersen.

Lærernes frustrationer over børnenes mistede motivation og bekymringer er et samtaleemne på lærerværelset og i timerne på Nymarkskolen.

Bange for øde ø

Endrupskolen i Fredensborg har få elever med flygtningebaggrund. Alligevel påvirker det stemningen i klasser med elever med flygtningebaggrund. Derfor skrev lærer Gitte Martens Poulsen et lille læserbrev til Politiken om en elevs frygt for at ende på en øde ø. En af hendes elever med flygtningebaggrund var nemlig ved at gå op i limningen over angsten for at ende på det nye udrejsecenter Lindholm, der ligger på en ø i Stege Bugt.

»Pigen græd, og det rørte mig meget. Jeg forsøgte at forklare, at Lindholm kun er for kriminelle, men jeg følte ikke, at jeg fik beroliget hende«, siger Gitte Martens Poulsen.

Hendes unge elev har sejlet fra Tyrkiet til Europa to gange under flugten fra Syrien, og hun er rædselsslagen for vand, hvilket forstærkede hendes angst for at havne på en ø. Pigens vandskræk har Gitte Martens Poulsen oplevet både på stranden og i svømmehallen.

Mints lærer: Tal elevernes sag - det betaler sig 

Ligesom Gro Caspersen oplever Gitte Martens Poulsen, at eleverne med flygtningebaggrund føler sig meget utrygge, og det smitter andre elever i klassen. De danske elever er oprørte på vegne af deres kammerater med flygtningebaggrund. En situation, de som lærere er nødt til at håndtere - og det kan være svært.

Danske elever bliver urolige

Lærerne i Svendborg har været nødt til at forholde sig til uroen, der spredte sig i klasselokalerne.

»Vi ser et udfald på undervisningsmiljøet. Usikkerheden påvirker den enkelte elev med flygtningebaggrund, men det påvirker også elever med dansk baggrund. Nogle synes, at det er svært at tale om, fordi det betyder så meget for det enkelte flygtningebarn, at nogle begynder at græde. De danske elever er kede af det, vrede og fortørnede på deres kammeraters vegne«, forklarer Gro Caspersen.

En af hendes kolleger har valgt at bruge vreden som drivkraft i undervisningen. I samfundsfag har 9. klasse arbejdet med finansloven, og eleverne har skrevet breve til statsminister Lars Løkke Rasmussen.

»Jeg finder det ekstremt bemærkelsesværdigt, hvor langt I bliver nødt til at gå for at 'bevare kulturen' og holde fast i de danske værdier«, skrev en dansk elev.

Gro Caspersen har valgt at støtte sine elever ved at tale meget med dem. »Jeg forsøger at undgå at forklejne mine elevers følelser med 'det skal nok gå'. Jeg kan jo godt forstå, at de har ondt i maven«, siger hun.

Lærere føler sig afmægtige

»Det vigtigste for en lærer er at lytte og møde eleverne i deres frustrationer og tage dem alvorligt«, mener Gro Caspersen.

Det er psykolog Else Ryding enig i. Men nogle lærere føler sig afmægtige, forklarer hun.

Som specialist i børnepsykologi og psykotraumatologi har Else Ryding forsket i flygtningebørns trivsel i folkeskolen. Hun er ikke overrasket over, at motivationen falder i takt med uvisheden.

»Børn hører og forstår alt, og det værste, der kan ske, er, at de mister håbet og fremtidsperspektivet. Børn, der lever i uvished, er ofte forvirrede. De føler, at de ikke har en fremtid. De er angste, anspændte og urolige og mister derfor hukommelsen og koncentrationen«, forklarer hun.

Lærer: "Vi holder flygtningebørns fremtid i hænderne" 

Hun understreger, at børn kan klare ufatteligt meget, men når de mister håbet, mister de lysten til at udvikle sig. De isolerer sig, taber tilliden til voksne og samfundet, og de risikerer at udvikle psykiske sygdomme som depression og angst.

Lærere kan skabe tryghed

Else Ryding forklarer, at lærerne spiller en meget vigtig rolle i forhold til elever, der lever med uvished og utryghed.

»Hvis lærerne ikke kan tolke og rumme børnenes symptomer, bliver børnene endnu mere ensomme. Lærerens afmægtighed kan føre til, at eleven føler sig uduelig, elendig og skyldig, og det går ud over selvværdet«, siger hun.

Lærernes fineste rolle er derfor at sørge for tryghed. »Irettesættelser får de her børn til at krybe i skjul«, siger psykologen.

Hendes recept lyder på ro i klasselokalet, forudsigelighed og et godt klassefællesskab, fordi »fællesskaber er helende, og gode kammerater betyder utroligt meget. Og så skal læreren være opmærksom og give sig tid til at snakke og lytte og vise interesse«.

Husk forældrenes uro

Lærernes kontakt med forældrene er også vigtig for flygtningebørns trivsel. Da forældrene ligesom børnene lever med usikkerheden, bekymringer og traumer, er de ikke altid i stand til at tage sig nok af deres børn.

Gro Caspersen har også her valgt den personlige vej over for bekymrede forældre. Hun besøger dem derhjemme, lytter og tager dem alvorligt.

I Fredensborg følte Gitte Martens Poulsen, at sprogvanskeligheder gjorde kommunikationen svær: »Forældrene var lige så oprørte som deres datter ved tanken om et liv på en øde ø, så vi valgte at få en tolk ud på skolen for at berolige pigen og forældrene. Jeg ved dog ikke helt, om det virkede«.

Og det er svært at indgyde håb i en situation, hvor familierne ikke aner, hvad der skal ske hvornår. Derfor foreslår Else Ryding, at man som lærer også taler med forældrene om, hvor de kan søge støtte der, hvor de nu måtte rejse hen efter deres liv i Danmark. Der kan for eksempel være organisationer og frivillige, der hjælper flygtninge med at genbosætte sig.

Hvis - når - eleverne en dag bliver udvist af Danmark, kan de sociale medier blive deres livline til de gamle kammerater i Danmark, opfordrer psykologen.

»Grupper på sociale medier kan være en god støtte for børnene. Kontakten på sociale medier gør det muligt at bevare håbet om, at flygtningebørnene en dag kan mødes med deres gamle venner og lærere igen«, siger Else Ryding.