Børn med autisme får forbedret deres trivsel markant, hvis skolen sætter ind med særlige indsatser, straks barnet er blevet udredt. Men alt for ofte går der for lang tid, inden hjælpen kommer, viser nyt ph.d.-studie.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Da Pernille Skovbo Rasmussen som led i sin ph.d.-afhandling undersøgte livskvaliteten blandt nyligt diagnosticerede børn med autisme, var resultatet nedslående. Børnene scorede nemlig meget lavt på de livskvalitetsmål, der blev brugt i undersøgelsen, sammenlignet med deres klassekammerater.
Annonce:
Men da hun ti måneder senere igen bad børnene fortælle om deres trivsel, var billedet et andet. 35 børn deltog i undersøgelsen, og ud af dem kunne 21 berette om forbedringer. Fælles for dem alle var, at deres skolemiljø var blevet tilpasset deres individuelle udfordringer. De 14 børn, der svarede nej til at have fået det bedre, havde derimod ikke fået ekstra støtte i klasseværelset.
Afhandlingen følger børn med autisme, i månederne efter at de er blevet udredt. Formålet har været at undersøge, hvilken betydning diagnosen har for dem og deres familier. Ph.d.en er det første danske studie, der har fulgt udviklingen i trivsel hos børn med autisme over en længere periode.
»Der er klare indikationer på, at skolen er den arena, hvor man kan gøre den største forskel for børnenes livskvalitet. Vi mangler stadig mere viden om, hvad det er for aktive faktorer, der gør, at trivslen forbedres, men vi ved, at der kan gøres noget«, siger Pernille Skovbo Rasmussen.
Studiet bekræfter som forventet, at man bør have en individuel tilgang til inklusionsbørn, og derfor er der også mange bud på, hvad der gør hverdagen nemmere for eleverne.
»Nogle børn bliver flyttet til en anden skole eller i en specialklasse. Men det kan også være høreværn eller at skabe en personlig fysisk zone for barnet, så hun nemmere kan trække sig. Nogle har gavn af at sidde forrest i klassen, så de ikke bliver distraheret af, hvad de andre laver. Et særligt skoleskema kan også være nødvendigt, for børnene er virkelig på overarbejde, når de er i skole. De tager alle sanseindtryk ind, og de forstår ikke, hvad der er på spil i relationerne til de andre, samtidig med at de konstant bliver forstyrret«, siger Pernille Skovbo Rasmussen.
Samtidig peger forskningen på, at når børn indgår i fællesskaber på lige fod med deres klassekammerater, kan det føre til vellykket inklusion. I Pernille Skovbo Rasmussens undersøgelser var der især ét barn, der havde haft gode relationer til et par klassekammerater siden børnehaven, som ikke var specielt udfordret af at være inkluderet, fordi hans venner kendte til hans begrænsninger og vidste, hvordan han kunne indgå i deres lege.
De forældre og børn, der deltog i Pernille Skovbo Rasmussens undersøgelser, oplevede alle, at skolerne havde forskellige tilgange til inklusion, og at der var stor forskel på, hvor hurtigt skolerne reagerede på, at barnet havde fået en diagnose. Hendes forskning viser, at det er en udfordring, at der ingen standardpakke er, i forhold til hvad skolen og læreren bør gøre, umiddelbart efter at barnet er udredt, for det kan betyde, at den særlige hjælp, barnet har brug for, har lange udsigter.
»Jeg er ikke tilhænger af, at alle skal have de samme tilbud, for børn med autisme er meget forskellige og skal vurderes individuelt. Men det er en udfordring, at der ikke er retningslinjer for, hvem der skal definere, hvilke indsatser barnet skal have. Er det skolen eller familien? Der er ingen standardværktøjer, og derfor er det svært for skolerne at vide, hvordan de skal gribe det an«, siger hun.
Annonce:
Pernille Skovbo Rasmussens forskning viser, at forældresamarbejdet har meget at sige, når det kommer til at skabe de bedste rammer for barnet. Ofte bliver lærere og forældre heldigvis enige om, hvad barnet har brug for, men det er ikke altid tilfældet, fortæller hun.
»Lærerne ser jo børnene i skolemiljøet og ved måske i virkeligheden bedst, hvad der er det rigtige at gøre her. Men forældrene ved, hvordan de har det i hjemmet, og ser, hvordan skoledagen kan påvirke barnet. Nogle børn reagerede meget voldsomt, blev selvskadende og ville ikke spise. Men det billede kunne lærerne ikke genkende, for i skolen gik det fint. Og så er det, at der opstår uenigheder om indsatserne«.
I langt de fleste tilfælde oplevede Pernille Skovbo Rasmussen, at forældrene til inkluderede elever synes, at lærerne gør det rigtig godt. Eleverne er glade for deres lærere og føler, at de gerne vil favne dem. Men hun mener stadigvæk, at der er brug for en debat om, hvordan eleven og behovet for indsatser bliver vurderet, og så mangler der en god dialog mellem skole og hjem.
»Mit studie er for lille til, at man kan konkludere noget ud fra det. Men vi kan se, at mange af børnene har en forventning om, at de nu vil få hjælp, når de har fået deres diagnose. Men nogle venter i måneder og halve år på, at der sker noget. Derfor bør man reagere hurtigt og ikke bare lade stå til«, siger Pernille Skovbo Rasmussen.
