»Tschüss. Auf wiedersehen«. Den kendte tyske afsked hører eleverne i 5. og 6. klasse på Fjordbakkeskolen, afdeling Taulov, i Fredericia betydeligt oftere fra en lærer end de fleste andre danske børn med tysk på skemaet på samme klassetrin.

For selv om eleverne i 5. klasse kun har tysk en enkelt gang om ugen, tager de afsked med en tysklærer hele tre gange i løbet af tysktimen. Eleverne har nemlig hele tre forskellige tysklærere i løbet af en lektion a 60 minutter. 20 minutter med Lisbet Reitan, 20 med Bitten Pave Ottesen og endnu 20 minutter med Dorit Bøttger Nielsen.

Hver gang stopuret når op på 20 minutter, bytter lærerne mellem de tre klasser på årgangen. Og så begynder de forfra med det forløb, de lige har kørt i naboklassen. På den måde får eleverne hele tiden en ny lærer med en ny undervisningsmetode.

Ordningen kører på sit tredje år. Og selv om de tre lærere kalder den utraditionelle organisering for en stor succes, blev den indført af nød.

»Vi stod og manglede en tysklærer. En af skolens pædagoger skulle derfor have en af klasserne fast i tysk, og tysk er jo ikke ligefrem et fag, man bare lige går ind og tager. Så derfor kom vi på en rotationsordning«, fortæller Bitten Pave Ottesen om ordningen, hvor de to tysklærere skiftede mellem de tre klasser, som derfor kun var uden en uddannet lærer i 20 minutter ad gangen.

Rotation passer til elevers livsstil

Året efter blev de tre tysklærere, da Lisbet Reitan kom til, men Bitten Pave Ottesen og Dorit Bøttger Nielsen var ikke i tvivl om, at eleverne fortsat skulle have en ny tysklærer hvert 20. minut.

»Det viste sig, at skiftene gav god synergi og havde en god effekt på børnenes læring. Man kan også sige, at vi med denne her måde underviser på børnenes præmisser. De er jo vokset op i en zapperkultur, hvor man hele tiden skifter til noget nyt«, fortæller Bitten Pave Ottesen.

Derfor blev ugen op til det nye skoleår igen i år brugt på en fælles plan for de tre tysklærere. Planen indebærer en årsplan, hvor de har fordelt færdigheds- og vidensmålene mellem sig. Ligesom der også er fokus på, at de hver især benytter forskellige metoder.

I en lektion kan det være, at Lisbet Reitan bruger sine 20 minutter på en lytteøvelse og en tekst, Bitten Pave Ottesen har en stafet eller et spil, mens Dorit Bøttger Nielsen laver Wortschatz, hvor eleverne repeterer og lærer nye ord.

Meget intens indlæring

»Det giver undervisningen et rigtig godt flow. Når vi kun har 20 minutter til vores undervisning, bliver man meget skarp på, hvad man kan nå i timerne. Og så giver det enormt meget energi for både lærere og elever, at man hele tiden skal være på igen og igen«, siger Lisbet Reitan og gætter på, at eleverne også kan være lidt flade efter tre gange 20 minutters lynforløb: »Men jeg ved det faktisk ikke. For jeg har dem ikke bagefter«.

Når de tre lærere møder hinanden i døråbningen under et skift, har de aftalt, at de lige tager sig tid til at veksle nogle ord med hinanden på tysk.

»Det er sundt, at de får hørt tysk fra forskellige personer. Tysk er ikke et sprog, som børnene hører ret ofte. Så vi tænker, at hvis de i hvert fald hører tre forskellige tale tysk, så er det bedre, end hvis det kun er fra en«, siger Lisbet Reitan.

Detailplanlægger hver for sig

Selv om en stor del af planlægningen af timerne sker i fællesskab blandt de tre lærere, i ugen op til at eleverne kommer tilbage fra ferie, styrer de hver især deres egen undervisning.

»Vi samler vores forberedelse og vores planlægning i Meebook, hvor vi lægger alle vores forløb ind. På den måde kan eleverne se, hvad vi hver især har planlagt. Vi detailplanlægger ikke sammen, når vi ligesom har fordelt emner«, fortæller Dorit Bøttger Nielsen.

Er den ene lærer væk på grund af kursus eller sygdom, bliver de tre klasser fordelt på to hold.

»Eleverne er i forvejen vant til at blive delt op i hold mellem klasserne, og vi kender eleverne så godt, fordi vi gør det på denne her måde, at det går helt problemfrit. Og så har vi bare eleverne ti minutter længere, så de får aldrig vikar i tysk længere«, fortæller hun.

Klasserne ligger placeret klos op ad hinanden på skolen, så lærernes rotation fører ikke mere spildtid med sig. »Skiftene tager vel omkring et halvt minut, og der er jo også skift i en almindelig time«, forklarer Lisbet Reitan.

»Den største bekymring er mere, om vi kan skabe en tilstrækkelig tæt relation til børnene. Normalt vil jeg jo have én klasse, men i stedet har jeg tre. Men jeg oplever det overhovedet ikke som et problem. Det sværeste er mere i starten, når man skal lære en helt masse navne. Efter et par uger er det ikke et problem længere«.