Guide

Ja, lærere skal være med til at stoppe digital kriminalitet
– her får du politiets gode råd

Lærerstuderende i hovedstadsområdet bliver rustet til at tale med elever om digitale forbrydelser. Bliv klogere på, hvordan du som lærer kan hjælpe børn og unge i forhold til billeddeling, grooming og økonomisk kriminalitet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Er det virkelig lærernes opgave at være med til at hindre digital kriminalitet? Ja, slog viceinstitutchef på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole fast, da han bød lærer- og pædagogstuderende velkommen til et helt nyt tiltag om at klæde de studerende på til at støtte elever, der bliver udsat for digital kriminalitet.

”Vi har en forpligtelse til at arbejde med den digitale dannelse, når vi kommer ud på skolerne. Her dykker vi ned i, hvordan vi forholder os i gråzoneområder som billeddeling, muldvarpevirksomhed og grooming. Det kommer til at være en del af jeres hverdag. I skal vide, hvad I kan gøre, og at man ikke skal løse alt selv”, sagde Kristian Andersen.

I det store Nathalie Zahle-auditorium drysser tilhørerne til. Det er frivilligt, om man vil deltage, og kun cirka en tredjedel af pladserne er optaget. En håndsoprækning viser, at kun to er fra pædagoguddannelsen. Resten er lærerstuderende.

Politikredsene i København, Nordsjælland og Københavns Vestegn har indgået samarbejdet med Københavns Professionshøjskole for at nå de lærerstuderende. Alle tre politikredse er repræsenteret til oplægget.

Det vigtigste formål med kurset er, at de kommende lærere skal vide, at de ikke står alene, når de kommer i de digitale dilemmaer – og at de altid kan henvende sig til politiet, hvis de er i tvivl.

Sådan forebygger du digitale forbrydelser

Her får du politiets anbefalinger til snakken med de unge. Og seks bud på, hvor du kan finde mere hjælp.

Politiets råd

1. Lær apps og spil at kende.

2. Tag samtaler i det uformelle rum. Det skaber tryghed og åbenhed. Mindre direkte øjenkontakt gør det mindre ’’pinligt’’.

3. Spørg ind til digitale vaner – det giver indblik i de unges vaner uden at virke ’’snagende’’.

4. Undgå at vise frustration eller mistillid. Vær taknemmelig, når de unge deler noget med dig.

5. Det vigtigste er, at du kaster dig ud i snakken med de unge.

”Vi kræver ret meget af de unge i dag. De skal ofte selv vide, hvornår de skal række ud til forældre og lærere. De ved det ikke. Der er mange, der ikke vil inddrage deres lærere. Det kunne vi godt tænke os at ændre. Vi vil gerne skabe et trygt rum for de unge at være i”, siger Pernille Lund Gudbergsen, som er kriminolog og arbejder med forebyggelse af it-kriminalitet ved Nordsjællands Politi.

Økonomisk kriminalitet

Digital kriminalitet i skolen kan handle om penge, eksempelvis svindel, bedrageri, hvidvask og muldyrsaktivitet.

”At blive brugt som muldyr betyder, at kriminelle hvidvasker penge ved at sætte dem ind på den unges konto. Nogle unge gør det uforvarende, men andre ved, hvad de indlader sig på. Og så er vi faktisk blevet kontaktet af forældre, fordi de unge selv blev snydt og ikke fik deres fortjeneste”, siger Emil Hermund, som også er en del af forebyggelsessekretariatet.

I er ikke alene. SSP er en god sparringspartner for jer.

Sara Reuther-Nielsen, områdebetjent i Rudersdal Kommune, Nordsjællands Politi

En anden del af økonomisk digital kriminalitet foregår i onlinespil. Her kan elever købe dyre såkaldte skins til figurer eller våben og modtager måske værdiløse skins eller ingenting for pengene.

”Det kan være godt at vide for jer, at politiet har onlinetilstedeværelse. Både på Discord, Snapchat og TikTok. Der er også en politistation i Minecraft. Det er gode samarbejdspartnere for jer og de unge selv og deres forældre”, siger Emil Hermund.

Områdebetjent Sara Reuther-Nielsen og lærerstuderende Rasmus Harild-Andersen.

Lærerstuderende på 8. semester Rasmus Harild-Ankersen har valgt at tage til oplægget, fordi han er ret sikker på, at han får brug for viden om digital kriminalitet, når hans lærerhverdag for alvor begynder. Han havde ikke selv tænkt, at økonomisk kriminalitet var noget, han ville møde i skolen, men han er glad for at blive gjort opmærksom på det.

”Det er godt for mig at vide, at man kan og bør kontakte politiet oftere, når man er i tvivl. Det ville ikke umiddelbart være en del af mit arsenal af ting, som jeg ville ty til at gøre. Men det bliver det nu”, siger han.

Styr på billeddeling

De fleste lærere vil også stifte bekendtskab med den side af digital kriminalitet, der handler om billeddeling.

Det er godt for mig at vide, at man kan og bør kontakte politiet oftere, når man er i tvivl.

Rasmus Harild-Ankersen, lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole

”Man må ikke dele billeder og videoer, hvis man ikke har samtykke til det. Det er ulovligt at besidde seksuelt materiale med børn under 18 år. Hvis man er kærester, må man gerne have det på hinandens telefon, hvis begge er over 15 år. Men fra det øjeblik forholdet ophører, er det ulovligt at have på sin telefon”, forklarer Pernille Lund Gudbergsen. ”Er man under 15 år, er det også ulovligt at chatte seksuelt”.

En anden ting, som er ulovligt, er grooming – hvis en ældre person systematisk opbygger en relation med henblik på at udnytte den unge eller barnet seksuelt. Det kan være meget tabuiseret for et barn eller en ung at være fanget i, derfor deler de det sjældent med nogen, understreger Emil Hermund.

Gribskov, Brøndby og København er nogle af de kommuner, som har handleplaner for digital kriminalitet. De kan være gode at orientere sig i som lærer, siger Emil Hermund. Han opfordrer også de studerende til at have et blik for, hvordan de kan samarbejde med SSP – skole, socialforvaltning og politi.

Her kan du få hjælp:

⭢ Medierådet

⭢ SletDet Rådgivningen

⭢ Scammed

⭢ ForældreTelefonen

⭢ Politiets Online Patrulje

⭢ Det lokale politi

”I er ikke alene. SSP er en god sparringspartner for jer. I nogle kommuner er der en kontaktmedarbejder på skolen – andre steder skal I henvende jer til kommunen”, forklarer områdebetjent i Rudersdal Kommune Sara Reuther-Nielsen.

Mindsk skammen

Den største opgave for lærerne er at mindske skyld og skamfølelse hos de unge, lyder det fra politiet.

”Kommer de til dig, er det vigtigt at anerkende deres tillid”, siger Emil Hermund og fortæller, at de unges onlineliv kan have store konsekvenser og godt kan føre til skolevægring. Derfor bør lærere spørge ind til det.

”Man skal vide, at det at dele nøgenbilleder ikke længere er unormalt. Det kan betyde, at teenagere går fra at være seksuelt udforskende til at blive kriminelle. Så udvis taknemmelighed, når de kommer til dig”.