I øjeblikket kan man i nyheder og andre steder følge med i, hvordan det for nogle er en våd fremtidsdrøm, at robotter i højere og højere grad erstatter mennesker i udførelsen af mere og mere komplicerede opgaver. Man taler nu om, at robotter om nogle år vil kunne foretage kirurgiske operationer. Som sagt er dette en drøm for nogle, mens det er et mareridt for andre.

For lærere og andre udøvere af de klassiske velfærdsprofessioner har man efterhånden længe mærket et pres for, at udøvelsen af professionen skal være mere og mere standardiseret. Vi kender til "kliniske retningslinjer" inden for sundhedsfagene. Disse retningslinjer skal sikre, at alle gør brug af den seneste forskningsviden, og at alle handler på en måde, der sikrer størst mulig sundhed for dem, der behandles. Den anden side af dette er dog, at man kan suspendere den dømmekraft, der er et særkende for den kompetente sygeplejerske eller fysioterapeut.

I skolen kender vi det i høj grad i forhold til udviklingen af regler, "best practice" eller andre tiltag, der ud fra en angivelig "evidens" tilsiger lærerne, hvordan forskellige opgaver skal løses. Ikke mindst den fortolkning, der de seneste år har været af "synlig læring", opleves af mange som en spændetrøje, der fratager lærerne den dømmekraft, der udøves dagligt i mødet med børn og det enkelte barn.

I en nylig udkommet bog beskriver Hans Jørgen Staugaard netop denne moderne modsætning mellem professionsudøverens dømmekraft og de styringslogikker, der har udviklet sig i det offentlige. I en teoretisk og historisk bestemmelse af, hvad der kendetegner professionerne, trækker han netop den professionelle dømmekraft frem.

Med inspiration fra professionsforskeren Andrew Abbot bestemmer Staugaard "dømmekraft" ud fra tre elementer: diagnose, (be)handling og sammenfatning. Oversat til lærergerningen handler det om mødet med barnet eller børnene, der af læreren ses og kommes i møde. Læreren ser børnene ud fra sin viden om dem og ud fra sin pædagogiske indsigt og vælger (diagnose) at handle på en bestemt måde (handling), hvorved noget udfolder sig. Vurdering og handling står i en evig vekselvirkning, og der justeres løbende - i forhold til både diagnose og handling.

Efterfølgende overvejer man som lærer, hvad der skete. Sammenfatningen består i pædagogiske refleksioner over, hvad der skete og hvorfor, hvilket fører til en løbende akkumulation af erfaringer med at handle i forhold til børnenes behov.

I DLF's “Professionsideal for Danmarks Lærerforening”, der også citeres i bogen, finder vi denne beskrivelse af lærerens dømmekraft: “Læreren kan således aldrig blot følge de udstukne forskrifter, men er altid henvist til på eget ansvar at præstere en forsvarlig undervisning i forhold dertil”. Dette er netop en beskrivelse af lærerens dømmekraft, som - i hvert fald potentielt - står i modsætning til den styringslogik, der har været anvendt fra stat og kommuner de seneste år, hvor man har ønsket på et meget detaljeret niveau at bestemme, hvad lærerne skal gøre i forhold til eleverne.

Når den professionelle dømmekraft er afgørende i kompetent professionsudøvelse - at undervise - så er det et problem, hvis der for skolen og dermed lærerne på forhånd er bestemte retningslinjer for, hvad der skal foregå og hvordan. Så risikerer man at fjerne det centrale i lærergerningen, men endnu værre: det centrale for børnenes udvikling: udviklingen til at blive selvstændig borger og selvstændigt menneske i eget og fælles liv.

Dømmekraften er kun en af syv markører, Staugaard fremhæver som det, der kendetegner professionerne og dermed også lærerne. Autonomi er en anden, der er under pres, ligesom monopol på at udføre en bestemt opgave (undervisning) på baggrund af en bestemt uddannelse. Forfatteren viser, hvordan professionerne er under pres på mange af disse markører på grund af ønsket om "outputstyring".

Staugaard viser også, hvordan professionerne er opstået i det moderne samfund ud fra forskellige omsorgsfunktioner, der er gået fra at være private til at blive offentligt ansatte. De tendenser, vi ser i øjeblikket, fører tilsyneladende professionsudøverne tilbage til industrisamfundets fokus på detailstyring og måling ud fra kvantitative enheder, mens resten af samfundet bevæger sig i retning af en vidensøkonomi, hvor man netop ikke kan detailstyre ud fra simple kvantitative størrelser. Altså en grundlæggende modsætning mellem samfund og eksempelvis lærergerningen.

At få dette perspektiv bredt mere nuanceret ud kunne man måske godt have ønsket sig. Men bogen giver et fint indblik i, hvad der kendetegner professionerne i et historisk og (professions)teoretisk perspektiv. Et perspektiv, der er rigtig fint at have med, når man vurderer de forskellige tiltag for at styre såvel skole som lærere. Læring og undervisning er nemlig ikke umiddelbart noget, der kan overlades til robotter.