Men Carolina Pihl Olsen var bange. Hele folkeskolen og godt ind i gymnasiet var den lyshårede pige skrækslagen, når hun skulle fremlægge. Og lærernes trøstende ord - deres forsøg på at bagatellisere den absolut forfærdelige oplevelse, det var at skulle fremlægge - hjalp ikke det mindste. Så da Carolina Pihl Olsen for knap et år siden fik sit første lærerjob på Ålholm Skole i Valby, blev det til en faglig mission for hende: At sørge for at så få børn som muligt går ud af folkeskolen med samme angst for at tale foran en forsamling, som hun havde.

I dag, hvor hun er dansk- og klasselærer i 1.c, har hun opfundet »klassefortællingen«.

»Hver fredag har vi klassefortællingen, og eleverne skal være alene om at fremlægge noget. Det kan være hvad som helst, men udgangspunktet er, at det skal være noget, de kan lide. Så står de deroppe i fem-ti minutter og taler løs om et selvvalgt emne. De kan vælge at lave en PowerPoint eller en planche, de kan fortælle ud fra, men de har ingen talekort eller noter. De kan huske det hele. Det er meget imponerende«, siger Carolina Pihl Olsen.

Gennem klassefortællingen håber Carolina Pihl Olsen, at hun kan gøre fremlæggelsen til en sjov og normal del af elevernes skoletid. Tidligere fremlæggelser har handlet om forskellige dyrs måder at lægge æg på, udviklingen i ninjaernes våben over tid, ferie til Italien og mange andre sjove emner.

Sidste fredag skulle en elev til at gå op til tavlen for at begynde sin fremlæggelse. Men hun var bange for at tale og vendte sig fortvivlet mod sin dansklærer. Carolina Pihl Olsen forklarede, at alle er spændte, når de skal tale foran hele klassen, fordi det er en stor ting.

»Jeg sagde, at det kun er godt, at hun er nervøs. For så betyder det, at man gerne vil gøre det godt over for sine klassekammerater. Jeg har altid prøvet at forestille mig, at publikum ikke kunne se mig. Det er lidt svært, for det kan de jo, men det virker faktisk. Så jeg foreslog pigen, at vi kunne spørge klassen, om de ville være med på at vende sig om, når hun talte. Det ville hun godt være med til, så alle eleverne satte sig op på bordene og kiggede den anden vej, da hun gik i gang. Og så kørte det bare«, siger Carolina Pihl Olsen, der er glad og imponeret over sin klasse:

»De lærere, der har været her længe, siger også, at det er en rigtig god klasse. De er gode kammerater og fniser ikke eller kaster med ting, når de andre fremlægger. De støtter hinanden og stiller nysgerrige spørgsmål bagefter. De er enormt interesserede i hinandens fortællinger«.