Foto: Istock
Facebook-debat: Vi køber også undervisningsmaterialer for egne penge
At lærerne selv betaler både undervisningsmaterialer og 'hyggeremedier' til klassen, er meget udbredt og ikke noget, lærerne er uddelt begejstrede for at gøre, viser debat på Folkeskolens facebookside.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I sidste uge fortalte tidligere folkeskolelærer Anne Charlotte Nobel fra Aalborg på folkeskolen.dk, om hvordan hun som lærer rutinemæssigt havde egen pung oppe af lommen for at købe undervisningsmaterialer med mere til sine elever. Den artikel har skabt en del debat på folkeskolen.dk og på Facebook - og Anne Charlotte Nobel er bestemt ikke alene om selv at spytte i bøssen. Britta Torp skriver for ekempel at hun 'utallige gange' har bidraget med ting som sukker, salt, kaffe, krydderier, frugt med mere til forskellige forsøg: "Så skolen og eleverne har fået meget gratis, også reparationer af fodpedaler til symaskiner, og stikkontakter".
Lærer: Det er ikke kun forældrene, der spytter i kassen - vi gør også
Per W. S. Marshall fortæller, at han har opbygget et lager af dvd-film, som man kan bruge til forskellige historiske perioder, og Josephine Salome Ulnits fortæller, at hun blandt andet har sørget for sakse og limstifter.
Lærerlockout og "at arbejde efter reglerne" Der er dog også nogle, der af princip nægter selv at betale. Pernille Pedersen skriver for eksempel, at hun ikke synes, det er i orden at tage ting med hjemmefra: "Det kan sætte andre, som ikke gør det i et dårligt lys, hvis de ikke vil eller ikke har råd til det. Jeg synes det er ukollegialt, ligesom jeg også synes, det er at arbejde flere timer, end man får løn for". Og det lader til, at der er blevet flere lærere, der deler hendes indstilling efter skolereform og lærerlockout: " Hvis jeg virkelig har brug for det - men ikke så meget som før lockout", skriver Rikke Thunberg på Folkeskolens facebookside, og hun bakkes op af Bente Johansen som skriver, at hun ofte bidrog økonomisk "før lov 409, men efter den aldrig". Lone Moelle skriver at "nu får regeringen det, de betaler for.... IKKE ret meget..." Lise Witfeldt kommenterer på folkeskolen.dk: " Jeg mener, det er forkasteligt, når vi som offentligt ansatte griber til egen pengepung, som om vi reelt kunne finansiere den forandring, der skal til i folkeskolen! Lappeløsninger er, hvad vi laver…". Lise Witfelt fortsætter dog med at fortælle, at hun samme dag, som hun skrev indlægget, betalte for æggene til klassens pandekager. Og at det langt fra er det eneste, hun selv har betalt.
Se debatten på facebook her
Den dobbelthed - at ikke synes det er rimeligt, at punge ud, men på den anden side ikke vil være bekendt at lade være - er der flere, som giver udtryk for. For eksempel Kirsten Helbo Willumsen, som skriver: "Helt ærligt - JA. Er ikke stolt af det, men det er ikke lykkedes for mig at gøre mit arbejde til en profession. For mig er det stadig en livsstil og et kald. Den dag det ændrer sig, så bliver dankortet i lommen, og så arbejder jeg ikke længere som lærer. Jeg elsker mit job - det er verdens bedste job".