Undervisningsministeren opfordrede i en videohilsen prisvinderne til at gå ud og formidle deres viden til andre lærere og offentligheden, så alle kan blive klogere på gode læringsfællesskaber.
Ellen Trane til prisvindere: I er faglige fyrtårne
”Det er en stor opgave at være lærer”, lød det fra undervisningsministeren i en videohilsen til prisvinderne af Lærerprofession.dk. Hun understregede lærerens betydning for børns udvikling og roste lærerprofession.dk-initiativet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Undervisningsministeren Eller Trane Nørby havde ikke mulighed for at være fysisk til stede ved uddelingen af priserne til lærerprofession.dk. Men hun havde sendt en videohilsen, hvor hun ønskede vinderne tillykke og sagde tak for at få lov til at være med til at fejre de lærere, som hver dag klæder børn og unge på.
"Forskningen viser jo, at læreren er den enkeltfaktor som betyder allermest i forhold til at sikre de unge både den faglige udvikling, men også den personlige og sociale udvikling som skolen også skal være rammen for. Det er en stor opgave at være lærer", sagde hun.
Ekstrapriser til to dygtige lærerformidlere
Hun gennemgik alle de ting, man som lærere skal kunne - få den forknytte teenager til at bøje tyske verber, kæmpe om opmærksomheden, når de egentlig hellere vil være på facebook, fange interessen og nysgerrigheden.
"Man skal som lærer både kunne rumme, støtte og udfordre alle børn og så skal man kunne håndtere alt fra konflikter og mobning og til at kunne have et godt samarbejde og inddrage forældrene i barnets faglige og sociale udvikling. Man skal kunne motivere og engagere og kunne guide eleverne hele vejen fra indskolingen til udskolingen. Og skal man jo have styr på sin faglighed. Der er ikke nogen stærke lærere, som ikke også har styr på deres faglighed. Det er de dygtige lærere, der gør en forskel i børn og unges liv".
I skal være rollemodeller
Lærergerningen er med til at løse en af de vigtigste opgaver i vores samfund, lød det fra ministeren, som derfor også glæder sig over, at der både sidste år og i år var flere ansøgere til læreruddannelsen.
Diplomvinder: En øjenåbner hvor meget sproget betyder i matematik
"Men de har jo også brug for rollemodeller. Nogle, der bliver de faglige fyrtårne, nogle ligesom jer, som med jeres opgaver er med til at sætte spot på, hvor stærk en faglighed man skal have. Og derfor synes jeg også det er meget prisværdigt det arbejde, som lærerprofession.dk og andre sponsorer tager med det initiativ og den prisuddeling, der er i dag. Fordi det er med til at sætte spot på den stærke faglighed, på de dygtige lærere og på de lærere, som lige går de ekstra skridt for at gøre en forskel i børn og unges liv".
Og så afsluttede hun med at opfordre prisvinderne til at gå ud og formidle deres viden til børn og unge, andre lærere og offentligheden, så de også kan blive klogere på, hvordan man skaber endnu stærkere læringsfællesskaber for børn og unge.
"Stort tillykke til prisvinderne. Tak fordi I gør en forskel, og fordi I også med det her prisinitiativ er med til at sætte fokus på de dygtige lærere, som vi har behov for flere af".
Bachelor-vinder: Fem elementer skaber kreativitet