Et bredt stolt smil. 
Solaf Masoud kan ikke skjule, hvor meget det betyder for hende, at hun fik 12 i mundtlig dansk til afgangsprøven i 9. klasse på Skovshoved Skole i Gentofte kort før sommerferien.

Den 16-årige lattermilde pige er netop begyndt i en gymnasieforberedende 10. klasse, men da hun fik sine prøvekarakterer, fortrød hun lidt, at hun havde lyttet til lærernes råd om at vente et år med gymnasiet.

Solaf Masoud har haft ni års skolegang i Dara i Syrien, men krigen fik hende til at søge til Danmark, og efter syv måneder på asylcenter med sprogskole fik hun en plads på en døgninstitution i Gentofte og kunne begynde i modtageklassen »Vito«.

»Skolen var god til de andre elever. Men det var et for lavt niveau for mig. Så det var ikke sjovt at gå derhenne. Jeg blev ved med at sige til lærerne, at jeg ville ud i en dansk folkeskole. Og lærerne lyttede til mig. Jeg fik lov til at prøve at være to uger i en 8. klasse. Det var fedt. Jeg følte, at jeg lærte meget mere, end jeg gjorde i Vito«, siger Solaf Masoud.

Flygtningebørn: Fem gode råd til at tackle traumer i klasselokalet

Efter sommerferien fik hun lov til at begynde i klassen på Skovshoved Skole på fuld tid. Hun var lidt ærgerlig over, at hun igen skulle tage 9. klasse, som hun allerede havde gennemført i Syrien. Før hun begyndte første dag i klassen, havde hun ikke haft en samtale med læreren.

»Starten var virkelig hård og mærkelig. Det var alt for svært for mig. Vi fik en stor, tyk dansk bog, som vi skulle læse. Jeg prøvede at oversætte en side ad gangen, men det tog alt for lang tid«, siger Solaf Masoud.

»Vi læste 'Guldhornene' og om det moderne gennembrud og romantikken. Og det troede jeg handlede om kærlighed, men det gjorde det slet ikke«.

Solaf Masoud havde svært ved at følge med, men der var også faglige succeser.

»For eksempel fransk, engelsk og kemi. Der gik det rigtig godt«, siger hun.

Derfor lyder et af hendes råd, at vejen fra modtageklassen til folkeskolen skal være gradvis.

»Hvis jeg har et råd til min lærer i min modtageklasse, så er det, at man får en langsom udslusning til en dansk klasse - eksempelvis kan man starte med at blive sluset ud i engelsktimerne eller fransktimerne - altså i de fag, hvor man har styr på tingene«, siger Solaf Masoud.

Klasselærer: Der er ingen drejebog til at tage imod et flygtningebarn

Socialt svær start

Men det allersværeste ved at begynde i en dansk klasse var det sociale.

»Jeg kom til en klasse, hvor de havde kendt hinanden i ti år. Det var virkelig svært. I starten kom de og sagde hej og velkommen. Men det var kun i starten. De var søde hele tiden, men de var aldrig mine venner. De kendte hinanden rigtig godt, og der var aldrig rigtig plads til mig, når der skulle dannes grupper«.

Og gruppearbejde var en helt ny ting for Solaf Masoud.

»Den største forskel mellem den syriske skole og den danske skole er, at i Danmark arbejder man virkelig meget i grupper, og nogle gange kan gruppen afgøre ens karakter«.

I Syrien før krigen gik Solaf Masoud i skoleuniform. I Danmark er der ingen uniformer, men alligevel følte hun, at der var en tøjkode, som hun ikke havde mulighed for at være en del af.

»De havde alle sammen de samme tørklæder og Isabel Marant-sko, så det var lidt ligesom en uniform«.

Hun kunne godt have tænkt sig, at hendes lærer havde introduceret hende mere til det sociale liv i klassen. Men en ting er hun glad for, at læreren hjalp hende med.

»Jeg kæmpede rigtig hårdt for at få det til at fungere i skolen. Jeg gjorde mit allerbedste. Der var det en stor hjælp, at lærerne fik ansat en hjælpelærer, som kunne hjælpe mig flere timer om ugen med både det sociale og det samfundsfaglige«.

Støttelæreren var en sproglærer, hun kendte fra modtageklassen. Hun følte også, at lærerne på skolen lyttede til hende.

»Efter at min værge havde talt med dem, fik jeg færre lektier for og fik lidt længere tid til at lave lektierne«, siger Solaf Masoud. »I begyndelsen fik jeg 02 i diktat, så fik jeg 4 og så 7. Det er svært. Jeg var vant til at være blandt de bedste i Syrien«.

Inviter flygtningebarnet med hjem

Solaf Masoud var alene i frikvartererne. Og hun har aldrig været hjemme og besøge en eneste af sine klassekammerater i 9. klasse.

»Mit råd til forældrene i en klasse er, at det kan være godt at invitere flygtningebarnet hjem til middag eller en legeaftale og have en samtale med deres børn om, hvordan det er at være en god kammerat og tage godt imod andre«, siger hun.

Hun oplevede, at ingen af klassekammeraterne spurgte ind til hendes situation.

»Mit råd til klassekammerater er, at de skal være åbne om tingene. De skal ikke være bange for at spørge, for jeg skal nok sige til, hvis det er noget, der er meget privat, eller noget, jeg bliver irriteret over. De kan også spørge læreren, for han har haft en samtale med mig«.

Hun mener, at det er meget vigtigt, at læreren har en samtale med eleven, allerede inden eleven begynder i klassen.

»Læreren skal tage en samtale med flygtningeeleven, så han kan vide, hvor grænserne er, og hvad man må spørge om, og hvordan eleven har det. Og så skal læreren give eleven nogle råd til, hvordan det er at begynde i klassen«.

Flere kommuner dropper modtageklasser

Elev ønskes som mentor

Hun mener også, at det ville have gjort det lettere for hende, hvis lærerne fra starten havde koblet hende sammen med en elev i klassen.

»Hvis man får en mentor, som er ens egen klassekammerat, så kan hun hjælpe én med både det faglige og det sociale. På den måde kan læreren undgå i klassen at spørge: 'Hvem vil gerne have Solaf under vingerne?' eller 'Hvem vil gerne hjælpe Solaf med det her?' Det har virkelig været irriterende«.

Det sidste råd, som Solaf Masoud har, er til forældrene. Hun oplevede på skolen, at forældre arrangerede rejser, middage og udflugter, som kostede penge at deltage i.

»Når man kommer til Danmark som flygtning, så får man ikke særlig mange penge, så derfor er det ikke så godt, at de laver arrangementer, som koster så mange penge, at flygtningebarnet ikke kan deltage«.

Solaf Mousad troede i begyndelsen, at det var så hårdt at gå i dansk skole, fordi hendes forældre ikke var i landet. Men det ændrede sig ikke, da de sammen med hendes brødre kom i februar.

Derfor spurgte hun lærerne, om hun ikke måtte komme tilbage til modtageklassen. Men hun snakkede for godt dansk, og det var for tæt på afgangsprøven. Nu er hun glad for, at de ikke lod hende komme tilbage.

»Det var godt. For jeg fik jo 12 i mundtlig dansk«.