Elk Horn-gruppen fra Nyborg Heldagsskole er fra venstre Nikolaj, Ulrik Ranum, Mathias, Michelle, Kim, Nicklas, Mads og Peter, der er pædagog.

Elever til Tivoli-fest i danskerkolonien Elk Horn

Seks elever og tre lærere fra Nyborg Heldagsskole tager i dag af sted til Elk Horn, Iowa, for at være med til Tivoli-fest og hilse på deres ven borgmester Stan Jens. Det hele begyndte med en kasse julepynt fra eleverne, efter de havde set tv-dokumentar.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Danmark på prærien - tilbage til Elk Horn" hed en tv-dokumentar, som Danmarks Radio sendte i foråret 2014. En gruppe elever fra Nyborg Heldagsskole så udsendelsen i en engelsktime og mente, at de danske efterkommere i Iowa tydeligvis savnede noget ordentligt julepynt. De producerede en kasse med julepynt og fik sendt den til Elk Horn.

"Siden har eleverne mailet sammen med borgmester Stan Jens derovre. Han skrev, at han syntes, det var en uselvisk handling fra nogle børn, der ikke kendte ham. Det faldt han for. Han fortalte, at han selv havde været udfordret som barn og ung, hvor hans forældre blev skilt, han blev mobbet og kom på kant med loven", fortæller lærer Ulrik Ranum fra Nyborg Heldagsskole.

I Nyborg hjælper specialskolerne med at få inklusion til at lykkes

Efter kontakten med Stan Jens har eleverne skrevet jævnligt på en lukket facebookside med borgmesteren. De fortæller om deres fremtidsdrømme, viser billeder af den fisk, de har fanget og andre begivenheder fra hverdagen.

"Eleverne ser ham som et forbillede, fordi han er mønsterbryder. Vi spørger til hans ve og vel og fortæller, hvad vi laver. Der er god engelskundervisning i det", siger Ulrik Ranum.

 

Skal stege medister til byfest

Borgmester Stan Jens havde et ærinde i Danmark et stykke tid efter udsendelsen, og så kom han på besøg på Nyborg Heldagsskole, hvor han nu fungerer som en slags mentor for klassen.

"Han er meget engageret, og eleverne føler sig virkelig set og hørt. Også hans søn, der er udstationeret soldat i Korea for det amerikanske militær, har vi skrevet sammen med. Og da Stan besøgte os, fik vi samtidig besøg af Nyborgs borgmester", fortæller Ulrik Ranum.

Stan Jens inviterede eleverne til Tivoli-fest, som er deres årlige byfest i Elk Horn. Skolen har søgt en masse fonde og fået et masse afslag, men Den sociale fond for børn og unge gav 44.000 kroner til en rejse til USA. I dag drager gruppen afsted.

"Vi skal deltage i forberedelserne til festen, hvor der skal steges 250 kg medister, som de derovre spiser sammen med æbleskiver. Vi skal pynte byen og deltage i festen. Desuden skal vi besøge en 7.-klasse".

 

God læring for eleverne

Elk Horn huser gruppen, kører dem rundt, og de har allerede mødt stor interesse fra mennesker, som de ikke kender. Lokalpressen står også klar til gruppens besøg.

"Det er meget rørende. Og så er det en historie om, hvor langt man egentlig kan komme ved at spørge ordentligt. Under hele forløbet op til rejsen har klassen haft fokus på mønsterbrydning og samtaler om "det gode valg" - bevidste til- og fravalg i sociale sammenhænge. Der er meget god læring i det for eleverne. Både engelsk, men også at skulle rejse til USA. Flere af eleverne har nu fået et pas og skal første gang ud at flyve. De skal lære, hvordan tingene fungerer i en lufthavn og i USA", siger Ulrik Ranum.

Han fortæller, at rejsen har virket meget motiverende på eleverne.

"For et halvt år siden kunne nogle af dem ikke engelsk. Det kan de nu, for det får de jo brug for".

Eleverne skal producere en lille video fra rejsen til Den sociale fond for børn og unge.

Skole vinder over Fødevarestyrelsen i sag om hjemkundskab