Mikkel og Mads er rigtig glade for, at de nu kan få hjemkundskab igen.
Skole vinder over Fødevarestyrelsen i sag om hjemkundskab
På Nyborg Heldagsskole har eleverne ikke haft hjemkundskab i over et år. Fødevarestyrelsen stoppede undervisningen og krævede, at skolen skulle leve op til kravene for et erhvervskøkken. Skolen har netop fået medhold i sin anke, og eleverne jubler.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det er rigtig godt, for jeg har savnet det helt vildt, og det var rigtig ærgerligt, da det blev taget fra os", siger Mads Nyrnberg på 16 år.
"Det har været hammer irriterende, at vi ikke har haft hjemkundskab. Så det er fedt, at vi får det igen nu", lægger Mikkel Manniche Jørgensen på 15 år til.
De to drenge går begge i 9./gruppe 2 på Nyborg heldagsskole, som er en skole for normaltbegavede børn og unge, som af den ene eller anden årsag ikke kan være i folkeskolen.
På skolen har man organiseret hjemkundskabs-undervisningen sådan, at 8. og 9. klasserne laver mad i hjemkundskab hver dag i små grupper. Det går på skift, hvem der laver maden, men alle spiser med.
Og det har netop været stridens æble, for Fødevarestyrelsen så dette som bespisning og mente derfor, at skolen skulle autoriseres som erhvervskøkken.
Hjemkundskab under Fødevareloven eller Folkeskoleloven
Sagen startede i foråret 2008, fordi en elev var blevet syg, og pigens mor anmeldte skolen til Fødevarestyrelsen. På et kontrolbesøg tog fødevarekontrollanten beslutningen, at skolen skulle betragtes som et erhvervskøkken, stoppede undervisningen, uddelte en sur smiley og to bøder for manglende kontrolprogram og autorisation.
Normalt hører hjemkundskabs-undervisningen ikke under Fødevarestyrelsen, men under Folkeskoleloven. Smileyen og bøderne blev hurtigt trukket tilbage, men Fødevarestyrelsen fastholdt, at køkkenet skulle autoriseres. Skolen ankede afgørelsen, men først nu er afgørelsen fra Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager kommet. Til skoleleder Torben Juel Sørensens store glæde lyder den:
"Undervisningen i hjemkundskab i jeres skolekøkken er ikke omfattet af fødevarelovgivningen, og skolekøkkenet skal derfor ikke autoriseres efter fødevarelovgivningen. Fødevareregionens afgørelse ophæves derfor".
"Jeg er rigtig glad for, at vi har fået blåstemplet, at det er hjemkundskab, der foregår. Det har ministeriets fagkonsulent og DLF's konsulent også hele tiden været enige om. Det er vigtigt ikke at blande de to lovgivninger sammen, for så bliver det svært at drive skole", siger han til folkeskolen.dk
Nu glæder han sig til at fokusere på pædagogikken igen.
Hjemkundskab hjælper på læringen
Torben Juel Sørensen mener, at hjemkundskabsundervisningen er uhyre vigtig på hans skole.
"Det er en nøgle ind til de mere boglige fag. Det har vi rigtig gode erfaringer med. Blandt andet fordi hjemkundskab stiller store krav til de sociale kompetencer. Når eleverne får mulighed for at deltage aktivt både i forhold til at lave maden og det sociale, så rykker de sig".
Lærer på skolen Jeppe Dørup har også været meget ked af, at eleverne ikke har kunne få hjemkundskab.
"Vi får lavet en masse social træning i, hvordan man sidder ved et bord og spiser. Det har bestemt også et pædagogisk sigte. Og jeg kan tydeligt mærke forskel på eleverne, når de har fået noget ordentligt at spise i forhold til læringen".
...og på humøret
Mikkel Manniche Jørgensen og Mads Nyrnberg glæder sig meget til at komme i gang igen og ikke mindst til at få varm mad til frokost.
"Vi har fået rugbrød og knækbrød, og det får man bare slet ikke den samme energi ud af. Det har været en stor forskel - man falder nærmest i søvn, når man ikke får noget ordentlig mad med nogle fibre", siger Mads.
Mikkel synes, at han har været sløvere og fået lært mindre, mens de ikke har haft hjemkundskab. Han synes, at det er særligt vigtigt for børn, som ham selv, som har nogle problemer.
"Nogle af os har problemer med adfærden. Når man får bedre mad, får man mere energi og så bliver man ikke så hurtigt sur. Det har jeg selv kunnet mærke - jeg fungerer bare meget bedre".