Tvillingerne vælter ind i den lille entre. De sparker vinterstøvlerne af og giver deres far et kys. Det har været en god dag i skolen, fortæller de og hiver deres snevåde sokker af.

»Jeg elsker skole. Jeg elsker lærer Sabine, og jeg er blevet så god til at kaste snebolde«, fortæller Rahaf.

Hun og tvillingesøster Ranim er syv år. Sammen med resten af deres familie, tiårige storesøster Tamara, toårige lillesøster Lana og forældrene, Rania og Hassan Alsafde, er de flygtet fra Syrien. De har fået opholdstilladelse i Danmark og har nu boet på Bornholm i et års tid.

En dag i modtageklassen: "For tre måneder siden, troede jeg ikke, jeg kunne klare det". 

Farlig skolegang

I Syrien boede familien i en mindre landsby 40 kilometer fra Damaskus. I perioder var det hver nat, bomberegnen faldt over byen. Tvillingerne kunne ikke sove for de høje brag, selvom Hassan beroligede dem med, at lyden kom fra stenbrud i bjergene.

Krigen rykkede nærmere, og det blev farligere at gå i skole. Når bombardementerne kom for tæt på, blev skolen lukket. Nogle gange nåede de ikke at sende eleverne hjem. Flere gange blev ruderne sprængt ind af trykket fra eksplosioner udenfor, og børn blev ramt af glasskår. Andre gange troppede regeringssoldater op på skolen med store maskingeværer og spærrede udgangen.

»Her er vi i sikkerhed. Mine børn er glade, når de skal i skole om morgenen, og glade, når de kommer hjem. Det er rigtig dejligt«, siger Hassan, der selv er uddannet lærer og har undervist indskolingselever i blandt andet arabisk og matematik.

Besparelser kan skade integration af flygtningebørn

I lejligheden i Nexø deler storesøster Tamara værelse med tvillingerne. Med både en køjeseng og en enkeltseng er der ikke plads til mange andre møbler, så vindueskarmen er fyldt med bamser og skoleting.

Stuen er til gengæld stor, og her leger pigerne mellem to sofagrupper. Rahaf går i bro i bare tæer på gulvtæppet. Ranim spiller på iPad og svinger kroppen frem og tilbage, hver gang hun skal uden om forhindringer. Og lille Lana trisser rundt med den ene sok i hånden. Hun har slået storetåneglen, det skal mor se.

Hassan har sat sig i sofaen, tysser på børnene og skænker tyk, syrisk kaffe i en lille porcelænskop. Den dufter krydret og smager lidt af kardemomme. Meget bedre end den danske udgave med mælk, synes han.

Og så minder den ham om Syrien. Om de varme somre, om børnenes skoleuniformer og om alle hans syriske venner og familiemedlemmer.

Men alt det var inden flugten til Egypten, til Italien, til Danmark.

Lærere mangler kompetencer til at undervise flygtningebørn

Otte dage over Middelhavet

Fra Alexandria ved den nordegyptiske kyst startede familiens farlige flugt til Europa. Sammen med 500 andre blev de læsset om bord i en 12 meter lang båd. Det kostede 1.000 dollars per voksen, børn var gratis.

Der var ikke plads til hverken at stå op eller ligge ned, de sad alle sammen i spænd. Mændene i den ene ende, kvinderne i den anden, så Hassan kunne ikke se familien fra sin plads i rækken.

Rania sad med alle fire børn rundt om sig. En på hver side, og Lana, der kun var et år og fire måneder gammel, lå i favnen. Turen tog otte dage og otte nætter.

»Sejlturen var det værste. Det var alt for farligt, og vi havde kun vand og … hvad hedder det …«, Hassan går i stå. Han rejser sig fra sofaen og går hen til køkkenskabet og hiver en bakke dadler ned. »Vi havde kun vand og to eller tre af sådan nogle her med. De er gode, men var væk efter to dage«.

Lana kravler op ad sofaryggen med en kokoskage i hånden, som hun har hapset fra skålen på bordet. Hassan løfter hende ned på numsen igen og kysser hende på begge kinder.

Rania kigger på Lana og stryger tårer af sine egne kinder med pegefingeren.

»Lana var så lille og syg. Alle pigerne kastede op og græd og græd. En gang imellem sov de lidt, men ingen af dem sagde noget. Jeg græd også og bad under hele turen«, siger hun og dæmper stemmen. »Jeg var så bange for at miste børnene, bange for, at de døde hos mig«.

Storesøster Tamara kommer ind og sætter sig på hug ved siden af sofaen. Hun skal hjælpe med at huske og oversætte. Hun husker meget. Alle fem bådskift undervejs. Den første var for lille, den næste tog for meget vand ind, den tredje lavet af jern, men for skæv, den fjerde for gammel og den femte deres redning.

»Den sidste båd var kæmpe stor. Her var Røde Kors med, og der var en trappe, vi kunne gå op ad. Ved alle de andre skift blev vi bare kastet over. Jeg var bange for at dø i vandet. Andre døde. Nogle gange får jeg tårer i øjnene, når jeg tænker på det«, fortæller tiårige Tamara.

Kort efter at familien blev reddet af et patruljeskib ud for Siciliens kyst, kæntrede den gamle båd.

Clara og Tamara

»Her er vi 'safe'«

Så snart familien kom i land på Sicilien, købte de togbilletter til Milano. Hassan ville gerne til Danmark. Han havde fået det anbefalet af sin bror, der har læst et semester i England under sin ingeniøruddannelse. Og i Milano mødte de en, der tilbød at smugle dem. 700 euro per voksen, gratis for børn.

To familier med børn og en enlig mand, 15 i alt, blev sat på en lastbil med instrukser om at være stille og ikke kigge ud. Turen op gennem Europas motorveje tog 20 timer. Ingen sagde noget, og bilen stoppede kun for at tanke.

På den anden side af den danske grænse åbnede en kvindelig politibetjent lastbilen.

»Mit hjerte bankede. Jeg troede, hun var ligesom syrisk politi, så jeg var bange. Men hun sagde bare hej hej og velkommen til Danmark«, fortæller Hassan. »Og det er først nu, vores historie rigtig starter. Her er vi 'safe'«.