Livlige børn myldrer rundt i 2.b på Måløvhøj Skoles Østerhøj-afdeling i Ballerup. 26 elever i alt.

»Ælle bælle mig fortælle, skibet går til Aabenraa«, råber én. Nogle leger, andre løber ud og ind fra klassen til gangen, hvor de bliver blandet op med andre indskolingselever. Lærer Mette-Marie Deloughery og pædagog Mia Backhausen vil starte et klassemøde om, hvad eleverne skal i deres ferie.

Svær inklusion i klasse med 26 elever

Nogle henter puder, et par sidder allerede på gulvet på en pude i dét, der efterhånden bliver til en rundkreds.

»Tre-to-ét«, siger Mette-Marie Deloughery langsomt. Snak, uro, råb.

»Og det var ét«.

Efterhånden er der ved at være ro på. En elev ved siden af læreren piller ved tavlen, ved bordbenet, kravler på gulvet, piller ved alt.

»Totalt«, råber en elev.

En del elever i klassen har vistnok diagnoser, og andre har meget svært ved at koncentrere sig og i det hele taget være til stede. Men som lærerne forklarer, så starter børnene i skolen, når deres alder er til det, og så rykker de videre op gennem systemet.

»Vi skal rumme de elever, vi har. Det er kommunens holdning«, siger Mette-Marie Deloughery.

Mødet begynder med en navnerunde. Så skal klassemødets regler repeteres. Eleverne husker dem sammen - det har taget noget tid at få styr på disse klassemøder. En speciallærer fra Kasperskolen har været sparringspartner på møderne.

Ballerup-skoleleder: Jeg ser ingen problemer med inklusionen

»Man må ikke sige navne«. »Man må ikke røre ved andre«. »Ikke snakke, når andre taler«. »Skal blive i cirklen«. »Vi taler om nu og fremtid - ikke om noget, der er sket«. »Man må ikke spise«. »Man må ikke sige lyde«. »Man må ikke prutte«.

Lyder reglerne fra den samlede gruppe af elever.

Lærer Thomas Fogh kommer ind i klassen og sætter sig med en urolig elev. Det er kun til ære for Folkeskolen, at de er så mange voksne i denne lektion. Da eleverne er sat i gang med deres arbejde hver især eller i små grupper, klarer pædagog Mia Backhausen det alene.

Leder: As good as it gets

Ingen støtte

»Vi er faktisk næsten holdt op med at undervise klassen samlet. I matematik lærer børnene at trække fra individuelt eller i små grupper, hvor de hjælper hinanden. Det fungerer bedre«, forklarer Thomas Fogh.

Tre dage om ugen arbejder eleverne efter ugeplan - et system, der hedder Ugeskemarevolutionen. Lærerne har udarbejdet individuelle skemaer for eleverne og har videreudviklet lidt på systemet. Eleverne holder selv pauser og ved, hvad de skal arbejde med hver især. Så kan læreren sætte dem i gang og gå rundt og undervise i grupperne. De fagligt stærke elever kan hjælpe de andre.

Direktør og centerchef i Ballerup: Inklusion handler om alle børns ret til at være en del af fællesskabet

»Mantraet her i kommunen er: Barnet skal gå her, og vi skal ikke drømme om at få støtte«.

Hvis en lærer mener, at en elev er ordblind, så kan læreren indstille til resursecentret. Men det er læreren, der står i klassen med eleven. Den støtte, der var tidligere, er forsvundet, fortæller lærerne.

Sidste skoleår gik der et barn med infantil autisme og andre udfordringer i klassen. Et barn, der klart ikke havde det godt, ofte smurte lort ud på væggene og ikke kom til timerne. Eleven er nu i specialtilbud, men det tog et år at nå dertil.

»Vi overlever. Forældrene er søde og hjælpsomme, børnene er glade, så vi udøver næppe overgreb på dem. Men der er meget, de ikke får lært«, siger Thomas Fogh.

»Her har vi ikke inkluderede børn, selv om de har to-tre diagnoser. Vi har bare elever, og de skal beskrives godt gennem lang tid for at komme i et specialtilbud«.

»Når vi bliver frustrerede, tænker vi på, at det er meget bedre i år end sidste år. Dengang kom eleverne simpelt hen ikke ind fra frikvarter, før vi hentede dem«.

Lærerne fortæller, at de ikke går op i eventuelle diagnoser, men de kan jo se, hvor mange af eleverne der har problemer bare med at sidde stille og koncentrere sig et øjeblik. De giver eleverne bolde, dimseting at pille ved, og de skifter aktiviteter mange gange i løbet af dagen. For at fastholde elevernes interesse. Nogle har en iPad til læsehjælp, og der står en kasse med høreværn til de elever, der har brug for dét.

Klar struktur nødvendigt

Med kugleramme foran sig og høreværn på er en pige i gang med matematikopgaver. Ved siden af sidder en tremandsgruppe og arbejder - også med matematik. På et bord ligger en dreng og læser sammen med en klassekammerat, og med høretelefoner på ligger en og får læst op i en sækkestol. En del af eleverne arbejder. Andre futter lidt rundt, stille og med fraværende blikke. Men nu er der arbejdsro. Et par har fået lov til at læse sammen ude på gangen.

Stille klassisk musik uden puls lyder svagt ud over klassen. Det bruger de indimellem, og det kan godt give lidt mere ro.

Mette-Marie Deloughery tager en pige om skulderen, og sammen går de hen for at finde det, som hun skal arbejde med.

På tavlen hænger ugeskemaet.

»Vi gør tingene tydelige. Vi har dagens skema, og via det udvikler vi rutiner. En klar struktur«, fortæller Mette-Marie Deloughery.

De har fået hjælp fra en speciallærer fra Kasperskolen. Hun er hyret via PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Det er hende, der har lært dem de bestemte spilleregler for klassemødet. Eleverne sidder i en bestemt rækkefølge - den samme hver gang. Hver elev har en pude. Den samme farve altid. Klassemødet begynder altid med, at reglerne for mødet repeteres af eleverne.

»Tidligere kunne man sige til en klasse, at nu skulle de sætte sig i rundkreds. Så gjorde de det, og der var lige en enkelt eller to, man skulle have fat i. Nu bliver vi nødt til at bruge mange metoder fra specialpædagogikken. Alting skal være gennemskueligt«, siger Thomas Fogh.

»Hvis man ikke henvender sig til den enkelte elev, så hører de det ikke. Vi har 26 individualister her«, siger Mette-Marie De-loughery.

En af de vikarer, som klassen havde sidste år, sad i kørestol, og her oplevede læreren simpelt hen at blive flyttet rundt i klassen af eleverne. Ikke fordi børnene ville vikaren noget ondt, mest fordi det var muligt.

Lærer stresssygemeldt

Nogle i klassen læser tykke bøger, andre hører lydbøger, nogle er i gang med simple regnestykker, mens andre er ved at lære at trække fra. Hvert barn har sit skema.

Fem af eleverne bruger iPads som læsehjælp, to sidder mest på kuglepuder, en har Tourettes, og mindst én elev har en opmærksomhedsforstyrrelse. Lærerne skønner, at i hvert fald otte-ti elever i klassen har særlige behov.

»Målet er at fange eleverne og få dem til at arbejde med noget fagligt. Vi starter ofte på et meget lavt niveau og bygger så på«, fortæller lærerne.

»Vi arbejder meget med trivslen. Når vi er rigtig frustrerede, så tænker vi på, at det er så meget bedre end sidste år«, siger Thomas Fogh.

2.b har været ramt en del af vikarer tidligere. For eksempel har Mette-Marie De­loughery været syg med stress i et halvt års tid. Først var der en episode, hvor en elev fra en anden klasse slog hende med en kæp. Så fik hun den udfordrende klasse her, og så en dag var der en elev, der nikkede hende en skalle. Så kunne hun ikke mere. Efter et halvt års sygemelding startede hun på nedsat tid og har arbejdet sig op til fuld tid.

Lærerne fortæller, at arbejdsmiljøet kollegerne imellem er godt. Man hjælper og støtter hinanden, og hvis én græder, er der straks nogle, der tager sig af det.

»Men vi er pressede. Det er hårdt at stå alene for eksempel i en klasse med 26 elever med meget forskellige behov. I mange situationer er jeg en dårlig udgave af mig selv«, mener Thomas Fogh.

De fortæller, at de mangler tid til at kunne samarbejde. Og at der er lige meget tid til klasselærerfunktionen, ligegyldigt hvor mange elever der er i klassen.

Det betyder, at nogle elever ryger under lærernes radar. De påpeger også, at det tager lang tid at opbygge tillid til forældrene. Men forældrene her i klassen er gode til at arrangere legegrupper, lave fælles ting for klassen og i det hele taget bakke skolen op.

For lidt tid til samarbejde

Lærerne fortæller, at de savner tid. Og støtte. Ledelsen gør, hvad den kan, men der er ikke tid eller andre resurser, og hele ideen er, at alle børn så vidt muligt skal inkluderes. Lærerne oplever, at deres faglighed bliver underkendt den ene gang efter den anden.

»Tænk, hvad vi kunne gøre, hvis vi havde tiden. Hvis bare man kunne læse lidt regelmæssigt med en fagligt svag elev. Eller hvis vi havde mere tid til samarbejde. Vi har halvanden time om ugen. Det er slet ikke nok«, siger Mette-Marie Deloughery.

»Tænk, hvis vi kunne være to lærere på og i to lokaler. Hvis rammerne var bedre. To lærere og så en pædagog en gang imellem også. Det kunne løse meget«, siger Thomas Fogh.

På skemaet er der to lektioner om ugen, hvor de er tre på. Men det er som regel kun på papiret, for så skal der dækkes vikartimer, der er møder, som en skal deltage i, eller sygdom. Så i praksis sker det stort set aldrig.

De fortæller, at de tidligere kunne have klasser på 14-16 elever, men nu er klassekvotienten steget kraftigt. Der er jo tale om en spareøvelse, som de konkluderer.

»Vores fokus er på, at vi gør det, så godt som vi kan med denne børnegruppe. Og vi er da nået langt i forhold bare til sidste år«, siger Mette-Marie Deloughery.

Lærerne fortæller, at de er gode til at læse hinanden og ved, hvornår de skal hjælpe hinanden. De savner mest at være flere voksne og at kunne få hjælp, når der opstår akutte problemer. Og at man lytter til dem, når de udtrykker bekymring - at deres faglighed bliver taget alvorligt.