Lærerne på Guldbergskole mødte 7.30 i dag, da de havde en anelse om, at det var deres skole, der skulle besættes. "Jeg synes det er fantastisk, at eleverne bruger deres demokratiske ret til at udtrykke sig", siger lærer Søs Prehn.

Elever besætter skole i protest mod lange dage

En gruppe elever har i dag besat Guldberg Skole på Nørrebro i København. ”De tager vores fritid, vi tager deres skole”, er mottoet for dagens aktion. Eleverne håber, politikerne får øjnene op for de konsekvenser, reformen har for deres hverdag.

Offentliggjort
Tid til fritid står der på banneret. Det er det, eleverne kæmper for.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Fuck reformen" bliver der råbt i en megafon i skolegården på Guldberg Skole.

Ud af vinduerne fra 2. sal hænger der et stort banner med ordene "Tid til fritid". En elev hænger ud af vinduet og svinger et romerlys, så banneret lyser rødt. På gangene i udskolingsafdelingen løber elever og hamrer på dørerne og forstyrrer. I nogle klasser må undervisningen afbrydes. 

Omkring 50 elever var i morges klokken syv mødt op med flag og kampråb for at besætte klasselokalerne og forhindre undervisningen.

"Målet med besættelsen er, at politikerne får øjnene op for, at reformen er alt for dårlig. Det er simpelthen noget sjusk, de har lavet," siger 14-årige Legolas Szathmari, der er elev på skolen og en af arrangørerne bag dagens aktion.

Han er en del af gruppen Elever mod reformen, og besættelsen blev annonceret i Facebookgruppen 'En stor mellemfinger til den nye skolereform'.

Reformen giver stress

15-årige Lina fra en skole på Østerbro er mødt op til besættelsen, fordi hun synes, de lange skoledage efter reformen har for store omkostninger:

"Jeg har været nede med stress. Jeg kan ikke klare de lange dage, og det er deprimerende ikke at have fritid, så jeg håber, der bliver lyttet til os. Mine mindre søskende skal ikke også blive psykisk traumatiseret af at gå i skole. Kan politikerne ikke i det mindste lade de små slippe for de lange dage?"

Mit liv med den nye skolereform - tanker fra en folkeskoleelev

Hun savner tid til at se TV, gå en tur på strøget med vennerne eller at kunne tage et fritidsjob. Af og til giver hendes mor hende lov til at møde senere i skole eller tage en pjækkedag, når det hele bliver for meget.

"Vi blev lovet pauser, motion og ingen lektier, men i stedet har vi fået lange, hårde dage. Allerede klokken 14 er jeg for træt til at koncentrere mig. Alle siger, reformen er for elevernes skyld, men jeg vil meget hellere have kortere og bedre skoledage", fortæller Lina.

Fagene prioriteres efter energi

For at få hverdagen til at hænge sammen, har hun valgt at prioritere fagene. For eksempel gør hun ikke noget ud af historie, mens hun altid prøver at få lavet lektier til matematik. 

Hun er overbevist om, at hun lærer mindre nu end tidligere. Både fordi hun ikke kan koncentrere sig sidst på eftermiddagen og ikke orker at læse lektier derhjemme, men også fordi lærerne ikke har samme mulighed for at forberede sig.

"Tit har lærerne ikke rigtig planlagt undervisningen. De har ikke tid til at forberede sig, og flere er gået ned med stress. Vores matematiklærer er for eksempel nødt til at forberede sig derhjemme, selvom han ikke får noget ud af det. Det er ikke lærerne, der har ønsket reformen, så vi gør det også lidt for dem", siger hun.

"Alle har en stemme"

Legolas Szathmari håber, han kan være med til at inspirere andre elever til at protestere og melde sig ind i debatten.

"Elever tror, de ikke har indflydelse, at man ikke har noget at skulle have sagt, når man er barn, for det siger de voksne. Men alle har en stemme, og man kan sagtens gøre noget, og det er faktisk ikke så svært, som man skulle tro", siger han og tilføjer, at han har oplevet god opbakning fra sine lærere.

Børneforsker: Manglende indflydelse skaber apati

Han oplever, han ikke kan få indflydelse gennem hverken elevrådet på skolen eller elevernes organisation Danske Skoleelever.

"Du finder ikke et dårligt ord om reformen på Danske Skoleelevers hjemmeside. De skal repræsentere alle elever, men det gør de slet ikke. Kun de positive stemmer. Da vi sidst arrangerede demonstration sagde de, at man skulle droppe det og i stedet tage til deres konference". 

Lærer: eleverne bruger deres demokratiske ret

Først i morges blev det meldt ud i Facebookgruppen, at det var Guldberg Skole, der skulle besættes. Skolens personale var mødt ind allerede 7:30, da de dog havde på fornemmelsen, at det var dem, der var målet. Det var skolen, der låste dørene op for eleverne. Politiet var også mødt op på skolen, men det var der, ifølge souschef på Guldberg Skole, Dorte Weile, ikke brug for, da aktionen forløb fredeligt.  

Søs Prehn er lærer på Guldberg Skolen, og hun synes, det er fint, at eleverne organiserer sig:

"Jeg synes det er fantastisk, at eleverne bruger deres demokratiske ret til at udtrykke sig".

Legolas Szathmari håber, at elever i resten af landet også vil tage kampen op mod skolereformen:

"Hvis alle elever står sammen, kan vi ikke stoppes".