»Børnene er en kæmpe stor inspiration for mig. De har ingenting, og alligevel har de så meget at give af. For dem er skolen et frirum. De er ivrige og elsker at lære, og det er skønt at opleve, at de i pauserne kommer og spørger, hvad forskellige ord betyder. Det er det bedste job, det her«, siger Dilan Atan begejstret og smiler.

Og da børnene begynder at drysse ind i rød klasse på Røde Kors' asylskole Skolen på Bakken i Nordsjælland, er det tydeligt at se, at relationen til eleverne er vigtig.

»Dilan, min mor har fået en baby«. »Ja, og jeg har fået en ny bluse, selvom den er lidt gammel«.

Søskendeparret har ikke været i skole i to uger, så der er meget, de skal nå at have fortalt til lærer Dilan Atan, inden undervisningen kan gå i gang.

Egentlig starter første time klokken 9.15, men de er nødt til at vente på, at busserne fra elevernes forskellige opholdscentre ankommer.

Eleverne går i rød klasse, og her er de mellem seks og tolv år og bor på forskellige asylcentre på Sjælland. Nogle har været i Danmark i flere måneder, andre i enkelte dage. Langt de fleste er fra Syrien. Størstedelen taler arabisk, nogle har lært tyrkisk og kurdisk i flygtningelejre i Tyrkiet. Og nu skal de så lære dansk.

Flere børn blandt flygtninge giver pres på skolerne 

Dansk fra dag et

»Godmorgen, rød klasse«, siger dansklærer Dilan Atan. Hun lader, som om hun drejer på et rat, og peger på sine øjne, mens hun spørger, om alle fra bussen er kommet.

»Jeg taler dansk lige fra dag et, så for de fleste elever går det hurtigt med at lære sproget. Der er mimik og tegnsprog en rigtig god hjælp. Og efterhånden som jeg lærer børnene at kende, finder vi et fællessprog i klassen«, fortæller læreren.

»I dag har vi sagt farvel til september. Bye bye«, siger hun og vinker, mens hun skifter et piktogram på tavlen ud med et oktoberskilt. Alle tolv måneder bliver skrevet op på tavlen, og eleverne skal huske rækkefølgen. De er meget ivrige, børnene, men det er svært, synes de. Især at kende forskel på juni og juli.

Undervisningen foregår på dansk, også selvom eleverne kun har været i landet i få uger, så visuel hjælp som små piktogrammer er rigtig vigtigt for forståelsen.

Den rette hylde

Dilan Atan blev færdiguddannet som lærer i 2012. Da hun startede studiet, troede hun egentlig, at hun skulle være en ganske almindelig dansklærer. Faktisk vidste hun ikke, at der fandtes asylskoler, men da hun kom i praktik i en modtageklasse, blev det klart for hende, at det var det område, hun ville beskæftige sig med:

»Jeg vidste bare, at det var det, jeg skulle. Desuden er der gode muligheder for at gøre undervisningen til min egen, og teorien bag dansk som andetsprog interesserer mig meget«.

Selvom hun nogle gange føler, at hun er lige så meget pædagog som lærer, er hun ikke i tvivl om, at hun er havnet på den rette hylde. Hun kan ikke forestille sig at skulle tilbage til folkeskolen. Lærerfagligt bliver hun også udfordret, og hun oplever, at hun hele tiden udvikler sig selv og sin undervisning:

»Man skal være meget fleksibel, hurtig og kreativ. Det kan godt være, at jeg er godt i gang med et bestemt forløb, men hvis der pludselig møder fem nye elever op, er jeg nødt til at finde på noget andet«.

Anmeldelse: Perspektiv på et højaktuelt emne 

Trivslen er vigtigst

Dilan Atan er født i Danmark, men har kurdiske rødder fra Tyrkiet.

»I arbejdet kan jeg bruge mig selv som eksempel. Jeg er dansk og har altid boet her, men der er stadig ting fra min egen kultur, der fylder, så på den måde kan jeg måske bedre forholde mig til nogle af de kulturforskelle, børnene møder her«, siger hun.

Mødet med den danske kultur fylder også meget for børnene. For eksempel synes de, at det er meget mærkeligt, at de skal have sele på i bussen. På samme måde rejser eleverne sig automatisk lidt op fra stolen, når de skal svare på et spørgsmål, for i hjemlandet er de vant til, at det er uhøfligt at blive siddende.

Når klassen får en ny elev, har Dilan Atan ofte ikke fået andre informationer end navn og alder. Det betyder, at hun er nødt til at være meget opmærksom på den enkelte elev:

»Jeg er meget forsigtig, når der kommer en ny elev. Nogle kan være traumatiserede, så det er vigtigt at være meget opmærksom på, hvad barnet har brug for, og eventuelt inddrage AKT-vejlederen (adfærd, kontakt, trivsel). Det vigtigste er at få eleverne til at føle sig trygge, ikke at de lærer alfabetet med det samme«, fortæller hun og tilføjer, at der er stor forskel på, hvornår eleverne er læringsparate. For nogle kan der gå måneder.

Det hårdeste er farvel

Et af vilkårene på asylskolen er den hyppige udskiftning af elever. Alle er der midlertidigt, mens myndighederne starter på behandlingen af asylansøgningerne. Typisk går der ikke mere end nogle uger, inden eleverne bliver flyttet til andre kommuner og modtageklasser.

»Det hårdeste er at sige farvel. Der er masser af elever, jeg aldrig vil glemme. Jeg kan stadig huske første gang, en lille pige grædende kom og fortalte, at hun skulle flytte. Det var meget overvældende og hårdt, og jeg spurgte en kollega, om det nogensinde bliver let. Hun sagde nej, og det har hun desværre fået ret i«.