»I was in a trance when I kissed the teacher, suddenly I took the chance when I kissed the teacher«.

Nattens glitter og diskolys er forsvundet fra restauranten, men radioen spiller stadig, og Abba-tonerne vælter ud over morgenmadsgæsterne på Englandsfærgen. Det er måske ikke så mærkeligt, for det er marts 1977, og »When I kissed the teacher« var åbningsnummeret på den svenske popgruppes nyeste album.

Men af alle sange i verden er det netop den, engelsklærer Winnie Haarløv, der er på studietur med sin 9. klasse, har mindst lyst til at høre.

»Jeg tror, det var en tilfældighed, at de spillede 'When i kissed the teacher' i radioen, men det ramte mig som en kølle i hovedet«.

Dette er fortællingen om en usædvanlig kærlighedshistorie, og det var lige her, i ingenmandslandet mellem Esbjerg og Harwich med bølgeskvulp, Abba-toner og dansesved, at et forbudt kys i 1977 vendte op og ned på Winnie Haarløvs liv. Hun var 27 år og engelsklærer på Hornbæk Skole i Nordsjælland - og det forbudte kys var med hendes elev; 15-årige Klaus.

Sådan tackler du amoriner

Kysset

Aftenen før lød der også Abba-pop fra færgens højtalere, mens eleverne vred sig under snurrende diskokugler. Winnie sad med klassens dansklærer og delte drinks i baren. De gik alfabetisk frem på drinkskortet - tiden var jo en anden, dengang i 70'erne, forklarer hun. Da hun efter drinksene i færgens bar gik på dækket for at trække frisk luft før sengetid, skete det. Dét, der bare ikke måtte ske.

Ansigtet mod havbrisen, ryggen mod trappen. Hun så ham ikke, før han havde lagt armen rundt om hende. Læber mod læber. Lukkede øjne. Det føltes fantastisk. Men da hun åbnede øjnene, blev hun pludselig helt ædru: »For helvede, det er jo Klaus. Det gjorde jeg bare ikke, det gjorde jeg ikke. Og var der nogen, der så det?« Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, mens hun skyndte sig ned i sin køje.

Klaus opsøgte hende dagligt

Resten af lejrturen var akavet - pinlig tavshed i elevatorer, obligatoriske vejvisninger og lignende var den eneste kontakt mellem Winnie og Klaus. Da færgen en uges tid efter sejlede i havn i Esbjerg, var der til Winnies store lettelse påskeferie. Hun glædede sig til at få lejrturen på afstand og brugte fridagene på at glemme kysset. Hun prøvede at overbevise sig selv om, at kysset ikke var noget - at det ikke betød noget:

»Jeg prøvede at fortrænge, at det nogensinde var sket. Samtidig vidste jeg, at jeg havde klokket i det, og havde dårlig samvittighed. Det var forfærdeligt!«

Klaus begyndte at opsøge hende. Han bankede på hendes dør og spurgte, om hun ikke gav en kop te, han fulgte med hende, når hun gik i Irma, han stod og hang op ad dørkarmen, når hun gik ud af klasselokalet, han ringede til hende fra telefonbokse.

I starten afviste hun ham konsekvent og forklarede ham, at »det går ikke«. Men han blev ved med at kontakte hende dagligt i en måneds tid. En dag sagde hun til ham, at han kunne komme ind og få et glas rødvin, og så skulle han holde sig væk. Han drak ikke rødvin, men bad om røde sodavand i stedet. Og han holdt ikke op med at besøge hende.

»Det mærkelige var, at noget rørte sig inden i mig. Han var en speciel dreng. Han kunne forstå og sige ting, hvor jeg tænke: okay, hold da op - det er ligesom at tale med en voksen. Efterhånden som jeg mærkede, at jeg også havde følelser for ham, begyndte jeg at gøre det, jeg ikke skulle: lukke ham ind, drikke te med ham og købe røde sodavand«, fortæller Winnie.

De begyndte at ses, og de begyndte at kysse.

Kamp mod forelskelsen

Samtidig kæmpede Winnie mod de følelser, hun havde fået for Klaus. Hun talte ikke med en eneste om det. Hun lå søvnløs om natten, fyldte den ene dagbog efter den anden og kæmpede med at forstå, hvad hun følte for Klaus, og hvordan det var gået til, at hun var sammen med en elev.

Hun var enlig mor til en lille dreng på halvandet år, var fastansat og boede til leje oven på skolen og vidste udmærket godt, at lærer-elev-forhold er strafbare.

»Jeg kendte jo godt lærerparagraffen, og jeg var fuldstændig pinligt klar over, at jeg satte mit liv på spil, ikke mindst forældremyndigheden over min søn. Det kan jo give op til fire år i fængsel«.

Kram deler lærerne

Winnie sagde op

Efter et par måneder indså hun, at hun var håbløst forelsket i Klaus. Pludselig var hun ikke længere i tvivl og kunne ikke blive ved med at lyve over for sig selv og benægte, at hun var faldet for en elev. Derfor bankede hun på skoleinspektørens kontor og sagde op til udgangen af skoleåret.

Selvom Winnie og Klaus holdt deres forhold hemmeligt, »løb sladderen som en ildebrand i den lille by«, som Winnie formulerer det.

På skolen ville lærerne ikke sidde ved samme bord som Winnie efter Englandsturen og kysset.

»Jeg var helt alene i verden resten af skoleåret. På den ene side følte jeg mig udstødt, men på den anden side vidste jeg godt, at jeg selv var ude om det. Kollegerne sladrede om mig og kiggede skævt til mig. Ingen talte med mig. Det var voldsomt ubehageligt. Især fordi jeg godt kunne have brugt nogen at tale med. Nogen, der ikke bare pegede fingre og på forhånd dømte mig bag min ryg«.

Klaus' far ville anmelde det

Der gik ikke længe, inden Klaus' far også havde hørt om Winnie:

»Hans far var rasende og ville anmelde mig og se mig i fængsel. Og det kunne jeg da godt forstå«.

Derfor besøgte hun faderen og fortalte ham, at hun allerede havde sagt op, ville flytte fra byen og lovede ikke at have mere med hans søn at gøre resten af skoleåret, hvis han til gengæld undlod at anmelde hende. Det sagde han ja til, og derefter så Winnie og Klaus ikke mere til hinanden.

I sommerferien flyttede Winnie til Nivå og fik job på den lokale skole, og Klaus tog på bilferie gennem Europa med sin familie.

»Alle regnede med, at når jeg blev dyppet i tjære og rullet i fjer og jaget ud af byen, så var det nok forbi. Det havde jeg egentlig også selv regnet med«, siger Winnie. Men en dag i august sad Klaus på hendes trappetrin og ventede.

Ingen sure sokker

Klaus var nu blevet 16 og havde afsluttet 9. klasse. De begyndte at ses igen, nu var det ikke længere forbudt. Klaus flyttede hjemmefra, for hans forældre ville ikke støtte ham, så længe han stadig var sammen med Winnie. Han lejede sig i stedet ind i en lejlighed på Vesterbro, og de næste seks-syv år så de hinanden fast et par gange om ugen.

»Vores forhold var tæt og passioneret. Vi var jo vilde med hinanden, og når vi kun var sammen to gange i ugen, gik vi jo og sparede op. Det ville i virkeligheden have været smartere og måske gået væk, hvis vi flyttede sammen med opvask og sure sokker. I stedet blev det til stjernestunder«.

De passede godt sammen, Winnie og Klaus. De havde forskelligt temperament, men kunne lære noget af hinanden. Han var for rummelig og blid, hun var for stædig og strid.

Hendes veninder sagde, at hun ikke var rigtig klog. Nogle af dem var sikre på, at han kun var sammen med hende, fordi hun var ældre og mere erfaren, og for at verificere deres teori gjorde de deres bedste for selv at forføre ham. Det lykkedes dog ikke. Andre af veninderne havde travlt med at præsentere Winnie for mere velegnede emner, og hun tog på den ene date efter den anden og mødte mænd med pæne tænder og gode job. Det mislykkedes også.

Winnie ville gerne giftes og have børn, og det passede ikke særlig godt sammen med en 12 år yngre kæreste, der endnu ikke kunne køre bil eller havde stemmeret. Derfor ønskede hun ikke, at forholdet skulle udvikle sig til mere end de ugentlige besøg, og hun blev ved med at se forholdet som noget midlertidigt:

»Jeg havde aldrig set ham som en vedvarende faktor i mit liv. Mere som en nullermand, der sidder fast i noget tyggegummi, og bare ikke er til at få af. Jeg ville have en mand, som var jævnaldrende. Vi havde ingen fælles venner, og vores familier syntes, det var mærkeligt. Og så ville jeg gerne have flere børn«.

Utroskab og frieri

I 1984 fandt Winnie ud af, at Klaus havde været sammen med en anden. Fra sin lejlighed på første sal kylede hun hans ting ned i sneen udenfor.

»Klaus havde været sammen med en anden. Det havde jeg også selv, men det er altid værre, når den anden gør det, ikke?« fortæller hun.

Klaus flyttede hjem til sin mor, og Winnie mødte en gammel gymnasiekæreste, som hun ville giftes med. Hun var 36 år og klar til at få flere børn og en kernefamilie, men »det føltes ikke rigtigt«, så hun afbrød forholdet.

Et år efter bruddet med Klaus kom han og bankede på hendes dør. »Skal vi ikke gifte os?« spurgte han. Winnie gav slip, gav sig selv lov til at mærke efter, og det var Klaus, hun ville have. I august 1986 blev de gift i Hornbæk Kirke.

»Hvis jeg selv kunne vælge, havde jeg valgt en anden vej og forelsket mig i en jævnaldrende og havde fået fire børn og et almindeligt liv. Det havde været meget nemmere. Men kærligheden kan alt muligt, og den er skideligeglad med, hvad der står på dåbsattesten. Prisen har været, at vi ingen fælles børn fik - da han var parat, var jeg for gammel. Det er en sorg for os begge, men heldigvis har vi en lille håndfuld børnebørn, som vi er meget sammen med«.