Mange lærere krammer eleverne, når de mødes efter sommerferien eller fredag, når skoleugen er slut. En del krammer ofte - når en elev skal trøstes eller trænger til et opmuntrende klem.

Men nogle lærere krammer slet ikke eleverne, fordi de ikke tør. Fordi de frygter, at der kunne blive lagt noget forkert i det.

Andre lærere igen krammer ikke, fordi de simpelt hen ikke er personer, der giver kram til alle og enhver. De mener, at kram og klem er noget privat, der er forbeholdt familie og venner.

Mandlig lærer:
 »Jeg smyger mig ud af favntaget« 

På Facebook efterlyste Folkeskolens redaktion kilder med denne tekst:

»Tør du give dine elever et kram?

Eller mener du, at en professionel lærer skal undgå at røre ved eleverne, fordi det kunne blive misforstået?

Fagbladet Folkeskolen vil gerne i kontakt med lærere, som vil fortælle om deres overvejelser over og erfaringer med at give elever et kram«.

Mange skrev kommentarer, for eksempel:

»De, der vil have et kram eller ligner nogen, der har brug for det, får det. Er jeg i tvivl, spørger jeg, om de har brug for det - har aldrig oplevet et nej«, skriver Anja Birkedal Nyhave i tråden.

»Selvfølgelig! Som lærer er man også en omsorgsperson for eleven … og jeg vil aldrig lade være med at give et kram, hvis mine elever har brug for det!« skriver Christel Palner Sonne.

Lotte Hansen mener, at det er et »sørgeligt spørgsmål« at stille. »Den eneste grund til ikke at give sine elever et kram, når der er behov for det, er grimme, usle tanker. Desværre kan jeg godt forstå, at især mænd ikke vil 'røre' ved eleverne, men hvor er det sørgeligt. Vi skal ikke falde for berøringsangsten, så kram eleverne, når det passer sig«, lyder hendes opfordring.

Men hun har også eftertanken: »Desværre er der forældre, der ser så mange spøgelser, at jeg godt kan forstå, hvis nogle siger nej, ganske enkelt for at beskytte sig selv, men hvor er det langt ude, hvor får vi et fattigt samfund«.

Spontane krammere i indskolingen 

Lærer opsøger ikke kram

Mens mange kvindelige lærere krammer løs, har en del mandlige lærere overvejet, hvordan de eventuelt vil kramme eleverne - eller de har besluttet at lade være.

»Det skal være eleverne, der søger et kram hos mig. De skal ligesom bede om det. Jeg er ikke opsøgende«, fortæller Steffen Friborg, der har undervist et år i udskolingen på Mårslet Skole.

På Facebook skrev han: »Jeg tør godt give et kram«.

I dette interview med Folkeskolen fortæller han, at man selvfølgelig har det forskelligt med fysisk berøring.

Mandlige pædagoger 
krammer mindre end tidligere

»Det er noget, jeg har tænkt over, og derfor er jeg ikke opsøgende over for eleverne. Som mandlig lærer kan man lettere blive misforstået. Derfor er det bedst at være på forkant og at have tænkt sig om«.

Steffen Friborg fortæller, at det mest er drenge, der søger et kram hos ham. Kun et par gange har det været piger, der var glade for et 12-tal til afgangsprøven. Men mange elever gav ham et kram i forbindelse med prøven efter 9. klasse.

»Hvis nogle elever er kede af noget, så prøver jeg at finde en af deres venner, som kan tale med dem. En, de har nære relationer til. Det er, fordi det er udskolingselever, jeg har«.

Han er meget opmærksom på signaler fra eleverne og mener at kunne aflæse, hvem der gerne vil have et kram, og hvem der ikke ønsker det. Han kender en, der har været anklaget af en elev for pædofili, men som senere blev frifundet.

»Det tager voldsomt på folk, og det er gået op for mig, hvor lidt der skal til, og hvor galt det kan gå. Jeg tror, at der historisk er sket en ændring, når det gælder fysisk berøring - en amerikanisering. Der er kommet en berøringsangst, hvor nogle ser spøgelser, og især mandlige pædagoger er i risiko for at blive anklaget«, mener Steffen Friborg.

Lærer fik sit liv ødelagt af pædofili-anklage