Shhhhhhhh …l yder det, da Christine Falmer-Nielsen svarer sin kollega i forberedelseslokalet, og de må gå udenfor. Der skal være plads til 18-20 lærere ad gangen, så de én kvadratmeter små laminatskriveborde står i tætte klynger, og ro er en lige så stor mangelvare som plads. Bordfladerne er næsten tomme, for hvert kvadrat på fire ben deles af to lærere. Alle materialer ligger i små skabe - to styk 40 gange 40 centimeter skab per lærer. Gennem vinduerne trænger råb og hujen fra entusiastiske børn på den offentlige parkourbane.

Christine Falmer-Nielsen smiler lidt træt, da hun viser rummet frem. »Jeg håbede, at jeg kunne have forberedt mig lidt i de 45 minutter, jeg har inden frokost i dag. Men det, min kollega ville tale om, var en vigtig bekymring for en elev, og når man også skal nå at gå op og ned ad alle trapperne, vi har mellem lokalerne, så er det næsten umuligt at nå noget rigtigt«.

»Jeg er så glad for, at jeg ikke skal stemple ind og ud«

Tiden til forberedelse forsvinder

Christine Falmer-Nielsen har valgt at have fuld tilstedeværelse på skolen. Det betyder, at hun er der fra 8-16, 16.30 eller 15 ugens fem dage. Men lektionerne er fordelt på en måde, så det er svært at nå noget i de huller til forberedelse, der bliver tilbage. Onsdag har hun hele eftermiddagen til forberedelse, men den er inddraget de kommende to måneder til kurser. Og fredag, hvor hun ifølge planen skulle have fri klokken 15, varer undervisningen til 15.30.

»Jeg følte mig så nedgjort og trådt på under lockouten, at jeg tænkte, at hvis de tror, at jeg ikke laver en skid, så skal jeg vise dem. Så jeg har valgt at fortsætte med fuld tilstedeværelse. Men vi har simpelthen ikke tid til at forberede os. Det er det helt store problem. De kortere pauser kan ikke bruges til forberedelse overhovedet. Og når de lange intervaller så også bliver inddraget, så er det helt umuligt«.

Sidste år skulle alle lærere være på skolen 35 timer, og de kunne lægge fem timer til hjemme. I år har forvaltningen meldt ud, at lærerne skal arbejde i alt 1.674,4 timer. Fleksibiliteten afhænger af lederen på den enkelte skole. Lærerne er blevet tilbudt et regneark til at opgøre arbejdstiden.

Maria Louise Bjerrum er glad for, at hun nu kan lægge nogle af sine timer hjemme. Hun har en datter på seks år, så hun vil meget gerne kunne gå 16.15 for at hente. Men regnearket er absolut ingen hjælp.

»Jeg ved godt, at jeg burde registrere mine timer, men det får jeg ikke gjort. Det bliver bare endnu et stressmoment, at det skal jeg også gøre. Så jeg arbejder for meget. Men alligevel når jeg slet ikke det, jeg gerne ville«.

Hendes kollega Helen Zachariassen, som er tillidsrepræsentant, skubber til hende og siger, at hun da skal registrere. Det gør hun selv. Men er bestemt ikke stolt af de krøllede papirark, hun noterer på, mens hun sidder i klassen. Og senere må taste ind i regnearket.

»Det er blevet tydeligt for mig, hvor meget jeg arbejdede gratis før. Nu får de, hvad de betaler for. Jeg har aldrig arbejdet så lidt, men jeg har heller aldrig leveret så dårlig en vare. Jeg gør det, så godt jeg kan, men det bliver en pølsefabrik«, siger Helen Zachariassen.

Og netop den frustration deler alle tre lærere.

Den dårlige samvittighed bliver endnu værre af inklusionen, som ifølge Christine Falmer-Nielsen helt er druknet i alt det andet.

»Jeg har fire elever med diagnoser i min klasse. Sidste år havde jeg to støttetimer, dem har jeg ikke mere«.

Og Maria Louise Bjerrum er enig:

»Hvis man skal forsøge at nå de børn, der ligger højt oppe fagligt, så er der absolut ingen tid tilbage til hr. og fru Danmarks middelbørn«.

"Man kan ikke forberede sig på kommando"

Administration sluger nærværet

De tre lærere bliver mere og mere oprørte i løbet af samtalen. Det er tydeligt, at frustrationerne ligger i lag. Systemet »Min Uddannelse« har sit helt eget niveau. Det er et program, som kommunen har pålagt dem at bruge til deres årsplaner og forløb og læringsmål.

»Systemet virker ikke - og slet ikke med vores it-systemer, som ikke fungerer, det er mega tidskrævende, og vi har ikke fået uddannelse i det. Vi skulle have tastet tingene ind til 1. september. Nu har vi fået udsættelse til 1. oktober af vores skoleleder, men jeg aner ikke, hvornår jeg skal gøre det. Jeg har hørt fra en kollega, at det ville tage ham flere uger, hvis han skulle gøre det for alle sine klasser«, siger Christine Falmer-Nielsen.

Nye administrative opgaver er på ingen måde det, som lærerne har lyst til. Allerhelst ville de have tid og ro til at forberede sig ordentligt og tid til at samarbejde.

Det er svært at få de tre lærere til at stoppe op og tænke over, om der er kommet noget godt nyt ud af reformen. For selv om det ikke på nogen måde er reformen, de er modstandere af, så er vilkårene for at implementere det nye så dårlige, at det, der kunne være godt, drukner.

»Jeg synes, at et velfærdssamfund som Danmark skal have ambitioner for folkeskolen. Så jeg synes faktisk, at det er godt, at politikerne har haft fokus på skolen og har forsøgt at være visionære«, siger Maria Louise Bjerrum

Christine Falmer-Nielsen har lidt svært ved at se det visionære, for de gode ting, der ligger i reformen, var jo netop det, hun gjorde inden. »Men nu er der bare ikke længere tid til den spændende, sjove undervisning«.

Og Helen Zachariassen kan kun se det gode, at hun arbejder mindre, men samvittigheden er dårlig.

»Det er første gang i mine 29 år som lærer, at jeg har holdt en hel påskeferie uden at arbejde. Men prisen for fritiden er alt, alt for høj. Jeg er så ked af den undervisning, jeg kan levere nu. Det her var ikke årsagen til, at jeg blev lærer«.