Det var ikke et mål i sig selv, at give danske elever flere timer end i andre lander, fortæller Ellen Trane Nørby

Ellen Trane: Ikke et mål i sig selv at have flest timer

Det er ikke et af reformens mål, at de danske elever fra i år får flere timer i løbet af deres skoletid end elever fra resten af verdenen. Sådan lyder meldingen fra undervisningsministeren.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da klokken tidligere på måneden ringede ind til første skoledag for landets nye børnehaveklasseelever, blev eleverne første årgang, der kan se frem til et skoleliv med 10.960 undervisningstimer. Derved blev de til de elever i verden, der kan se frem til flest timer i løbet af deres tid i folkeskolen, når man sammenligner med antallet af undervisningstimer i de øvrige OECD-lande i skoleåret 2013/2014.

Danske elever har verdensrekord i skoletimer

Det er dog ikke et af reformens mål, at Danmark skulle hoppe 12 pladser frem på OECD's liste over undervisningstimer fra en 13. til en 1. plads. Det skriver Ellen Trane Nørby i en mail til folkeskolen.dk.

"Vi skal naturligvis have faglige ambitioner på vores børns vegne, men det er ikke et mål i sig selv at have flere timer end alle andre. Med folkeskolereformens flere timer dansk og matematik, engelsk fra 1. klasse og tysk eller fransk fra 5. klasse har vi mulighed for at gøre vores elever endnu dygtigere."

Hun mener dog ikke, at det er muligt at sammenligne skolesystemer i forskellige lande, som OECD gør det.

"Der er stor forskel på skolesystemerne i de forskellige lande, så tallene er ikke sammenlignelige", skriver Ellen Trane Nørby.

Møde i dag: K og DF kræver kortere skoledage

Professor ved DPU Peter Allerup giver ministeren ret i, at der kan være forskelle på skolesystemerne.

"Man skal tage højde for, at man kan tage en diskussion om, hvad der er undervisningstid. For vi har jo fået den understøttende undervisning, hvor man har mulighed for at lave ting uden for skolen. Det vil man ikke kalde undervisningstid i Frankrig, så de ville formentlig ikke indberette de timer."

Det er landene selv, der indberetter antallet af undervisningstimer til OECD. Landene indberetter antallet af obligatoriske timer i skolen fratrukket elevernes pauser.