When we educators fail to appreciate the importance of students’ emotions, we fail to appreciate a critical force in students’ learning. One could argue, in fact, that we fail to appreciate the very reason that students learn at all.

Antonio Damasio og Mary Helen Immordino-Yang i Learning Landscapes vol. 5

VI FØLER, DERFOR LÆRER VI! De fleste lærere nikker nok bifaldende, men skulle der blandt læserne være nogen, som ryster på hovedet, som synes, at Anders Fogh Rasmussen i sin tid sagde noget klogt og rammende om folkeskolen, da han gik til angreb på rundkreds- og hvad-synes-du-selv pædagogikken, så bliv lige hængende et par linjer endnu.  VI FØLER, DERFOR LÆRER VI, ER IKKE HIPPIE-SKOLE. UDSAGNET ER BEGRUNDET I HARDCORE NEUROSCIENCE (engelsk virker altid lidt mere overbevisende). Resultatet af højtuddannede og strengt videnskabelige hoveders undersøgelser af et meget stort antal hjerner, nogle i sprit, andre levende med skader eller helt sunde og raske.

Et andet sted i artiklen, We Feel, Therefore We Learn: The Relevance of Affective and Social Neuroscience to Education, skriver de to hjerneforskere:

As educators have long known, it is simply not enough for students to master knowledge and logical reasoning skills in the traditional academic sense. They must be able to choose among and recruit these skills and knowledge usefully outside of the structured context of a school or laboratory. Because these choices are grounded in emotion and emotional thought, the physiology of emotion (…) have enormous repercussions for the way we learn and for the way we consolidate and access knowledge.

Ingen vil benægte, at de lærer ti gange hurtigere, hvis de er engagerede. Det er det, det hele handler om. Vi er allermest engagerede, når vores aktiviteter surfer på en bølge af positive følelser og forventninger. Hånden på hjertet, hvor mange elever surfer i dag gennem skoledagen på en bølge af positive følelser og forventninger? Og hvor mange elever vil i den test- og læringsmålstyrede skole (hvis den bliver til virkelighed) surfe gennem skoledagen på en bølge af positive følelser og forventninger? Det eneste vand, der kommer ud af den læringsmetode, er savlet fra de stakkels elever, der må nøjes med at blive oplært som Pavlovs hunde.

Chokerende barsk udmelding? Ja, og sådan nogen skal der være, hvis ikke vores små søhestlignende hippocampi (der er to) skal blive sløvet af mangel på nyheder og overraskelser. Det har jeg lært af den danske hjerneforsker, Christian Gerlach:

Set fra en evolutionær vinkel er overraskelse forbundet med nyhedsværdi. Og noget tyder på, at interesse for nyheder (nysgerrighed) giver bedre mulighed for overlevelse i det lange løb. Det er i hvert fald en af forklaringerne på, at de fleste højerestående organismer drages til at undersøge ting, der har en nyhedsværdi. Hermed er vi tilbage til motivationen, for overraskelse bliver dermed en motiverende faktor for at lære noget (nyt) også henne i skolen.

Hvordan vil det forholde sig med de hippocampusstimulerende overraskelser i den test- og læringsmålstyrede skole?

Christian Gerlach og hans kollega Theresa Schilhab fik jeg kontakt med i 2003. Jeg havde læst en artikel, de havde skrevet om implicit og eksplicit læring, og de havde hørt i radioen om et skoleforsøg, Naturklassen på Rødkilde Skole, som Anne Mette Kaae Pedersen og jeg gennemførte fra 2000 – 2003. En helt almindelig skoleklasse fik i tre år rykket mindst 1/5 (hver torsdag i 7 lektioner hele året rundt) af deres skoletid ud i skoven. Theresa indbød til et samarbejde med bl.a. disse opmuntrende ord:

En pointe går som en underliggende tråd i jeres Naturklasse-tankegang: at læring, der går af mange sansemodaliteter giver en helhedsfornemmelse, som gør den mere holdbar, og at selvoplevede erfaringer har en særlig eksistensberettigelse ... I har jo netop formået i praksis at omsætte nogle af de indsigter, som vi gør os af teoretisk vej ...

Samarbejdet førte blandt andet til bogen, Skolen i skoven – hjerne, krop og læring i naturen udgivet på Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag.

Lidt længere fremme vil jeg bl.a. på baggrund af erfaringerne fra naturklassen prøve at formulere nogle bud på en fremtidens skole. En skole, hvor Lov 409 er smidt på historiens mødding, og test- og læringsmålstyret undervisning kun forekommer ved sjældne lejligheder, som undtagelser og overraskelser, der gør hippocampus nysgerrig. Først skal vi gøre de for læringen så livsvigtige følelser færdige med et lille eksperiment:

Prøv at lave en liste over dit livs (og din skolegangs) største, mest meningsskabende, erkendelsesudvidende og identitetsstyrkende oplevelser. Hvor mange af dem var udelukkende eller bare i overvejende grad kognitive og rationelle? Hvor mange af dem involverede i høj grad din krop, dine følelser og relationerne til andre?

Her er en af mine skelsættende oplevelser:

Da vores bog om skolen i skoven udkom i september 2007 roede jeg rundt blandt hvidsidede stillehavsdelfiner, spækhuggere og pukkelhvaler i en kajak ved Vancouver Island i British Columbia, Canada. En dag trak vi kajakkerne op på stranden af den lille ø, Village Island, hvor Kwakwakawaka indianerne havde haft deres boplads og potlatchfester. Stedet var noget af det tætteste, man kommer på paradis. Vi spiste os en mavepine til i brombær og blommer fra indianernes haver, som nu voksede frodigt og vildt sammen med skoven.

På vej til en tilgroet kæmpetotem med motiver af ulv, bjørn, ravn og spækhugger viste Kate, vores canadiske guide, os det, som mere end noget andet havde fået indianerne til at flygte. En skole! Indianerne oplevede skolen som et fængsel. Børn skulle ikke sidde stille på en stol og lære. Børn skulle lære om virkeligheden i virkeligheden – ude i det fri. Børn skulle bruge deres krop og alle sanser for at blive dygtige. Det var en meget betydningsladet situation at stå der på den anden side jorden og kigge på en tom skole af uforgængeligt beton, som var ved at blive opslugt af skoven. Jeg kom til at tænke på vores egen skole og vores egne elever. De er selvfølgelig vokset op i en anden kultur end den indianske, der gør det lidt lettere og mere meningsfyldt for dem end indianer-børnene at lære abstrakt og symbolsk – med ord og tal i stedet for oplevelser og handlinger. Men er de så forskellige fra indianerbørnene? Kun som de er formet af den moderne storbykultur, i alle andre henseender er de biologisk designet til at lære på samme måde som indianerbørnene.

Generelt, og sat på spidsen kan man sige, at vores hjerne er udviklet til at handle fysisk i verden, at meget af den viden, hjernen optager, er baseret på at gøre ting, samt at hjernen lærer bedst, når der er følelser på spil. I kontrast hertil har vi et skolesystem, der synes designet til organismer, der ikke bevæger sig; der optager informationer som en båndoptager og som ikke har nogen præferencer. På denne baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at læring, som den tager sig ud i skolen, ikke altid tilvejebringer det ønskede resultat (…)

Christian Gerlach i Information: Hjernen er ikke født til skolebænken

http://www.information.dk/100570

For de fleste vil tanken om, at deres skoleliv skulle bidrage til listen over livets eksistentielle og erkendelsesmæssige highlights, nok forekomme grinagtig. Og dog.  Skolen har måske lagt bygninger eller omgivelser til den første hjertebankende forelskelse. Men er det utænkeligt, at det kunne blive anderledes, at skolens indretning og undervisningsmetoder og de aktiviteter og oplevelser, som skolen sætter i værk, kunne kandidere til at snige sig ind på listen over vores livs højdepunkter?

Halvmånen står lavt. Om lidt forsvinder den bag Mantel-tårnet, hvor Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt sad fængslet for 353 år siden. En nat, måske under en lige så klar stjernehimmel som nu, klatrede de ved hjælp af sammenbundne lagner ned ad muren. Vi kan se det for os og lugte det. Eline (elev) har malende beskrevet, hvordan pis og lort fra tårnets beboere løb ned af murene. Det er knap så dramatiske begivenheder, som udspiller sig denne septembernat i året 2014. To lærere har bare samlet frivillige elever til en overnatning under åben himmel.

    Vi lægger liggeunderlagene, så de danner en stjerne, og kravler i soveposerne. Vores hoveder vender indad, så alle kan høre, hvad der bliver fortalt. Vores næser vender opad, så alle kan se de hundredevis af stjerner, som om lidt bliver synlige. I starten er eleverne lige så støjende og fjollede som i en mandagstime på skolen, men det tager ikke så lang tid, før roen sænker sig. Gudernes konge Zeus påkalder sig respekt i en ottendeklasse. Det er hans guddommelige lyst til skønne menneskekvinder, som vi skal takke for mange af stjernebillederne: Tyren, Svanen, Store Bjørn og Lille Bjørn og navnet på alle stjernerne i vores galakse - Mælkevejen - skabt af den mælk, som sprang ud på himlen, da Hera vågnede og rasende trak sit bryst ud af munden på en meget tørstig menneskeunge, der hed Herkules. (Se  indlæggets foto)

På Science in the City festivalen i juni 2014 debatterede jeg ”Hjernerevolutionen” med Theresa Schilhab. Vi var blevet bedt om at forberede et statement om hjerneforskningens betydning for fremtidens pædagogik. Mit statement kan man ikke beskylde for at være beskedent:

Hvis vi i Danmark tager den viden i anvendelse, vi har om hjernen og kroppens mange måder at lære på, så kan vi give alle de skolesystemer, der udpiner deres elever med mål- og teststyret røv til bænk undervisning, et gigantisk baghjul.

Her er nogle bud på, hvordan en af verdens bedste folkeskoler kan blive endnu bedre: Hvis du vil have dem uddybet, må du besøge min blog på Skoven i Skolens fremragende hjemmeside: http://www.skoven-i-skolen.dk/blogs/hjernerevolutionen-og-fremtidens-p%C3%A6dagogik

1.      Læg vægt på livsdueligheden! Nyttiggør viden!

2.     Op af stolen! Lær om virkeligheden i virkeligheden!

3.     Giv udfordringer til alle menneskets læringssystemer!

4.     Gør skolen mere demokratisk!

5.     Hav store og realistiske forventninger til eleverne!

6.     Dyrk fællesskabet og lad dine elever udrette noget sammen.

7.     Brug fortællinger i undervisningen, men skru ned for formidlingen!

8.     Gør undervisningen afvekslende – skift scene, overrask og bevæg!

9.     Giv tid og ro til fordybelse og eftertænksomhed!

10.   Flere åbne opgaver - lad fantasi og kreativitet få masser af spillerum!

De to meget forskellige læringsrum (skolen og skoven), som naturklassen blev undervist i, gav ekstremt gode betingelser for at realisere alle 10 bud. Der var dengang kun én naturklasse med 19 elever, så vores egne uvidenskabelige undersøgelser, der viste en påfaldende positiv effekt på elevernes evne til at huske det lærte, skal selvfølgelig be- eller afkræftes med et større elevmateriale, hvilket er ved at ske i forskningsprojektet Teachout.

Hvordan vil de ti bud på en bedre skole kunne lade sig realisere i en test- og læringsmålstyret skole?

Hvad er dine bud på en bedre skole?

En lærer, som skulle deltage med sin klasse i Teachout, var allerede blevet så læringsmålstyret, at hun på introkurset på Skovskolen 2014, lod sig voldsomt provokere, fordi jeg introducerede et tværfagligt undervisningsforløb uden et eneste eksplicit læringsmål:

I 2009 fik jeg lyst til at fejre 200 året for Charles Darwins fødsel med et 6 - 7 uger langt tværfagligt (dansk, historie, kristendom og billedkunst) forløb i min 3. klasse (nuværende 8. klasse). Jeg tog beslutningen, fordi jeg mente, at Darwin er en betydningsfuld tænker, der foretog en sørejse Jorden rundt, som jeg var sikker på, at eleverne gerne ville med på. Det er nemlig efter min mening skolens pligt at arrangere mange mentale elevrejser, ellers bliver den for uvirkelig, livløs, grå og kedelig. Jeg gjorde altså alt det, vi på Absalons Skole for nylig fik at vide er forkert af UCC konsulenten i læringsmålsstyret undervisning. Jeg skænkede ikke de fælles mål en tanke, jeg læste dem ikke, og jeg lod dem ikke styre noget som helst. Jeg gjorde det slemme, jeg lod min undervisning styre af emnet, oplevelserne, aktiviteterne – mulighederne for at gøre mine elever topmotiverede. Det var forberedelseskrævende. Hver uge skulle jeg så levende og detaljerigt som muligt fortælle om Darwins oplevelser og opdagelser, mens eleverne lå med lukkede øjne på liggeunderlag. I de andre lektioner skulle eleverne gengive mine historier som rollespil, tegne og male dem og udføre øvelser med deres krop, som kun er mulige, fordi vi er nært beslægtede med aberne. Ved slutningen af forløbet skulle eleverne forberede og holde foredrag om Darwin hjemme hos deres familier.

Så vidt jeg kunne se, helt uden tegn og test, blot ved iagttagelse af strålende øjne og selvbeslutsom arbejdsro, lærte eleverne en masse. Så test- og læringsmålstyret undervisning handler også om indførelse af politiskole, om mistillid og kontrol. Mistillid til lærerne (hvis ikke, de har skrevet målene ned, har de ingen mål). Mistillid til eleverne (hvis ikke, de har læringsmålene og en test synlige foran næsen, kan de ikke motiveres).

Det er igen blevet et alt for langt indlæg, men jeg har lovet at give en forklaring på min 8. klasses eksorbitant flotte resultat i den nationale læsetest. Det bliver så den korte version. Hvorfor blev jeg så glad for et godt resultat i en test, som på hårrejsende vis afspejler de seneste års mange tilbud til lærerne om at gøre læsningen i skolen instrumentel og kedelig? Fordi eleverne klarede sig fremragende på trods af, at jeg ikke har slæbt dem med på afkodningen og sprogforståelsens uendelige ørkenvandring. Eller måske netop, fordi jeg ikke har gjort det. (Der må sidde en eller anden gammel hævngerrig nisse og hygge sig med at finde ord, som lærerne ikke engang kender. ”Hæ! Hæ! INKOMMENSURABEL! Tag den 4. klasse!”)

I den flere gange omtalte dokumentar: Er kedsomhed lig med stress (Boredom) får vi en forklaring på, at børn holder op med at læse: Børn forbinder bøger med en skole, der er alt for kedelig. Jeg tror ikke, det er hele sandheden om tabet af læselyst, men det er noget af den. Jeg har helt sikkert efter nogens mening arbejdet utilgiveligt lidt med ordkendskab, stavning, sætningsanalyse og læsemetoder. Sagt på hævngerrig nissesprog har min metakognitive approach været meget lidt eksplicit. Til gengæld har mine elever  læst og skrevet en hulens masse og for det meste i en god sags tjeneste: for at blive klogere på livet, gladere for livet og dygtigere til livet. Det er de mærkelig nok blevet gode til at læse af.

I mit andet indlæg BUT WHY? YOU HAVE GOT GRUNDTVIG lavede jeg et set up med de tre musketerers kampråb: En for alle og alle for en! Pay off er naturligvis den supervigtige understregning, som kommer her:

Læring ånder og lever af fællesskab! Vi kan kun finde os selv i de andre!

Hvis disse udsagn er hippieskole, så er det hippieskole begrundet i hjerneforskning:

As recent advances in the neurobiology of emotions reveal, in the real world, cognition functions in the service of life-regulating goals, implemented by emotional machinery. Moreover, people’s thoughts and feelings are evaluated within a sociocultural context and serve to help them survive and flourish in a social, rather than simply opportunistic, world.

In brief, learning, in the complex sense in which it happens in schools or the real world, is not a rational or disembodied process; neither is it a lonely one.

Antonio Damasio og Mary Helen Immordino-Yang i Learning Landscapes vol. 5

Fællesskabet i de danske skoleklasser, med en klasselærer, er noget af det mest værdifulde, også for fagligheden. Det er de små og store oplevelser af nærvær og sammenhold, som lader eleverne op med energi og motivation til at give sig i kast med lærerens mest skræmmende projekter:

For nylig sendte jeg mine ud på en historisk hukommelsesvandring. I al sin uoverskuelige enkelhed går det ud på, at alle elever skal få 100 årstal på danmarks- og verdenshistoriske begivenheder til at klæbe så godt fast i deres hjerner, at de aldrig glemmer dem. Det kan (måske) lykkes, fordi hver elev med sjove/tossede associationer hæfter hver historisk begivenhed eller periode til ting og steder, de møder på deres skolevej eller, som en elev foreslog:

”Jeg hæfter begivenhederne og deres årstal på mine kropsdele. Jeg tager mig til halsen og husker, at Christian 2. beordrede det stockholmske blodbad gennemført i 1520. Jeg reder mit hår og husker, at Leonardo da Vinci blev født i 1452.”

Tålmodige læser, broforbindelserne (synapserne) mellem dine 100 000 000 000 hjerneceller er lige nu ved at være alvorligt svækkede. Hjernecellerne har svært ved at tale sammen, fordi du har siddet stille for længe. Du mangler nervetransmittere. Din krop og hjerne fortæller dig, at det er på høje tid, du rører dig.

Vi lever på den vildeste planet i vores univers og den eneste vi ved, der er liv på. Sandsynligheden for vores eksistens er sikkert flere milliarder til en. Denne her verden er ikke kedelig. Stand up and go outside! Thats all!

Med denne slutappel, ledsaget af højdramatisk musik ser vi i sort/hvid billeder dokumentaristen Albert Nerenberg rejse sig og gå mod lyset fra en glasdør. Tilbage på stolen, han har siddet på, ligger den iPhone, han har valgt at efterlade. Døren går op, Albert går ud, verden får farver.

De to første indlæg i denne føljeton hedder:

1.      VEJEN TIL SUCCES – MÅLUSTYRLIG UNDERVISNING

2.      ”BUT WHY? YOU HAVE GOT GRUNDTVIG!”