Lærerne har en utrolig stor betydning for eleverne, fortæller Ulla Dyrløv. Hun har til sin nye bog interviewet en række børn og unge, som hun har haft i længere behandlingsforløb, og det går igen, at næst efter forældrene, har lærerne den største betydning i børnenes liv.

"Og det er ikke rent fagligt. Det handler om at være der som menneske. Børn i trivsel vil gerne lære, for det vil mennesker i trivsel. Så hvis man sørger for, at trivslen i skolen er i orden, så kommer fagligheden automatisk. For så bliver der plads til matematikken og stavningen i hjernen. Det er derfor, jeg har skrevet denne bog. Den er til fagpersonerne, så de kan blive dygtigere, når de er sammen med børnene", forklarer hun.

Bogen er til de professionelle - lærere, pædagoger, børnepsykologer, dommere, sagsbehandlere, psykiatere og børnelæger. Hun har skrevet bogen, fordi hun selv har savnet netop denne bog i sit arbejde.  En guide i arbejdet, en opslagsbog - og ikke en tung bog, men netop en bog bygget på interviews, erfaringer og let at gå til.

Bogen indeholder blandt andet interview med otte børn og unge, der har været i voldsomme kriser. De har mistet en forælder, har lidt af voldsom angst, har diagnosen Aspergers syndrom, er særligt sensitive eller er blevet mobbet.

Desuden har Ulla Dyrløv interviewet læger, lærere, pædagoger, en retsassessor og andre fagpersoner.

Var ballademager i skolen

Ulla Dyrløv besluttede tidligt, at hun ville være lærer. Sådan en lærer, der hjælper børn, der har det svært. Hun ville være en voksen, som børn havde lyst til at sidde hos og tale med. Hvor man kunne tale om sine svære tanker. Men det blev altså som psykolog.

Hun var ballademager i skolen, fik ofte skæld ud og trivedes ikke. Da hun var 12 år fik hendes far kræft, og det var en meget svær tid, hvor hun lavede endnu mere ballade. To år senere døde faren. Hun fortæller i bogen, at lærerne under hele hendes fars sygdom og død tacklede problemet med tavshed. Og det var bestemt ikke det, hun havde brug for.

"Jeg var enhver lærers skræk. De gad mig ikke. Jeg har senere læst mine dagbøger fra den tid, og jeg blev overrasket over, at 70 procent af det, jeg har skrevet, handler om lærerne. At jeg håbede, at de ville tale med mig, at de ville hive mig til side og spørge, hvordan jeg havde det", fortæller Ulla Dyrløv.

I bogen har børnene fået stemmer. De fortæller, hvordan de gerne vil have det, hvad de har savnet, at de voksne omkring dem har gjort, når de havde det dårligt.

"Jeg spørger børnene og de unge, hvordan de gerne vil mødes. Hvordan det vil være godt at tale med dem om deres problemer. Hvordan jeg kan gøre det bedre".

Lærer taler angst og depression med 2. klasse

Vær tydelig og forberedt

I bogen skriver Ulla Dyrløv, at de første minutter  af en samtale med et barn er helt afgørende. "Vi "snuser" os ind på hinanden, og vi er alt andet lige i en asymmetrisk relation. Den voksne kan have stor indflydelse på og i nogle tilfælde ligefrem magt over barnets liv, så man kan ikke gå til samtalen med attituden: "Vi er lige gode om det" eller "vi finder lige ud af, hvad der skal foregå". Man skal som fagperson være både tydelig og forberedt".

Den voksne må aldrig vise afmagt. "Vi skal tage ansvaret for situationen, være piloter og vise barnet vejen ud af situationen. Vi skal lægge vores private følelser uden for døren, inden vi går ind, men vi skal naturligvis have vores medfølelse med", skriver hun.

Ulla Dyrløv opfordrer til at være på bølgelængde med børnene og de unge, at give tid og oprigtig omsorg. "Sig, at det hele nok skal blive okay, i stedet for at barnet skal tage sig sammen, for det er barnet ikke i stand til. Sig, at I nok skal løse det sammen, og prioriter tid sammen med barnet".

Hun beder ofte børn om at evaluere en samtale, fordi børnene er fantastisk gode til at give feedback på, hvordan man klarer sig.

"Spørg dem, men hav brede skuldre. Deres vurdering kan være benhård".

"Jeg beklager og siger undskyld, hvis der er grund til det. Jeg tager ansvaret for samtalen. Derfor kan jeg få lov til at gå langt. Man skal være et stort menneske professionelt - jeg er det ikke privat. Man gør jo ikke alting perfekt, men bare at man tænker over sit faglige virke. At man bruger børnenes reaktioner til at blive en bedre fagperson, for ellers stopper udviklingen", siger hun.

I bogen står der til lærerne: "Vær autentisk og ærlig. Det, de ser, er det, de får. Meld ud, hvem du er, og hvad du kan lide, og hvad du ikke kan lide. Vær nysgerrig. Hvem er det, du har med at gøre? Og brug børnene som eksperter. De tager det meget alvorligt, når de bliver spurgt til råds".

Anmeldelse: Usædvanlig god bog om at møde mennesker med respekt

Ulla Dyrløv skriver, at hun tænker som en detektiv i arbejdet med børn og unge. En detektiv er ikke en ekspert, men en der som udgangspunkt ingenting ved men som samler materiale.

Et kram skal være ægte

Bogens arbejdstitel var "Om at tale med børn og unge", men så kom "Det professionelle kram" til hende. Det er krammet, det handler om. Det mentale kram. Og at kunne sit kram.

Det er ikke fordi, hun går rundt og krammer alle børn. Også her spørger hun børnene: Er du sådan en, der kan lide at få et kram? Eller vil du have en hånd? Eller vil du bare sige farvel, uden at vi rører hinanden?"

"Man skal være nærværende. Man skal være et menneske, men uden at overskride deres grænser. Man skal have sin medmenneskelighed med i samtalen. Hvis man giver et fysisk kram, skal det være ægte. Man skal kun gøre det, hvis det falder en naturligt", siger Ulla Dyrløv.

Bogen indeholder en quick-guide til et møde med et barn i mistrivsel. Hvordan man møder barnet, er tydelig og forklarer rammerne. Den handler om, at det kan være lettere for nogle at tegne følelser. Hvordan man stiller konkrete spørgsmål, og hvordan man afslutter samtalen. Der er også eksempel på, hvordan man kan skrive en underretning.

Bogen handler om fagpersoners tavshedspligt, og at man aldrig må overskride den, men at man kan høre noget, der gør, at man er nødt til at underrette. Det skal man så fortælle barnet og fortælle, at man vil gøre det ordentligt. Også her tage ansvaret på sig og forklare, at det er for at hjælpe.

Gitte gav Stigna tro på et liv uden en fuld far

Ung er blevet del af familien

Ulla Dyrløv præsenterer børnene og de unge, der er interviewet i bogen. For eksempel Aelita, der har flere tegn på mistrivsel og har en psykisk syg mor. Hendes far bor i Armenien. Moren begår selvmord, og Aelita står tilbage som 16-årig bare med sin storesøster, der er et par år ældre. Pigen får bevilget fem psykologsamtaler, men da Ulla Dyrløv ikke etisk kan forsvare dét, bliver hun i stedet hendes voksenven.

Er det professionelt?

"Der er tale om en helt special sag. Dér er jeg ikke psykolog længere. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke havde gjort noget. Sådan har jeg det sjældent, men hun var jo helt alene. Det værste her er faktisk, at hun står uden psykolog, fordi jeg i stedet bliver hendes voksenven. Men det var jeg nødt til. Jeg tror, det er vigtigere, at hun kan komme hos mig", forklarer Ulla Dyrløv.

Aelita er blevet en del af familien.

Du skriver også om Johannes med Aspergers syndrom, hvor du på et tidspunkt mener, at det er vigtigt for ham at møde en jævnaldrende. Her introducerer du din datter til ham. Er det professionelt?

"Her er jeg i tvivl og spørger mine supervisorer. De er delt i spørgsmålet. Jeg vælger at gøre det, og det går rigtig godt. Hun bliver hans lærer. Han har ikke gået i skole i et år, og nu tager han 9. klasses afgangsprøve. Det havde ingen troet muligt tidligere".

Børnene skal beskyttes

Børnene i bogen fortæller om deres problemer og mistrivsel. Men også om lærere, der ikke har set dem og forstået.

Som skolepsykolog møder hun for eksempel læreren, der siger: "I dag skal vi snakke om jeres fremtid. Og dig, Ahmed, du kan godt lukke ørerne, for du har ingen fremtid".

Her går hun til skolelederen og fortæller om sin oplevelse. Men lederen vil ikke gøre noget. En anden gang vil hun fremhæve en dygtig lærer, hun har oplevet og beder lederen om at få læreren til at holde kursus for de andre lærere, fordi hun kan få eleverne til at lære at læse. Men skolelederen vil ikke fremhæve nogle frem for andre, fordi det vil skabe et dårligt miljø blandt lærerne.

"Her beskytter man i det ene tilfælde hinanden i en faggruppe mere end man beskytter børnene. Det er ikke i orden. Og i det andet tilfælde må man ikke prale med en dygtig fagperson. Jeg har stor respekt for dem, der kan undervise, og jeg vil gerne fremhæve nogle, der er gode. Man er altså nødt til at kunne tale højt om det. Hvad gør man, hvis man oplever at en kollega er dårlig til sit arbejde? Hvis en lærer drikker eller er skadelig for børnene", spørger Ulla Dyrløv.

Hun svarer selv:

"Når man har med børn og unge at gøre, stiller det flere krav til ledelsen. De skal handle. Jeg oplevede som PPR-psykolog at få henvist otte elever fra samme klasse. Dér er man nødt til at reagere og fortælle læreren, at hvis otte børn finder dig skræmmende, når du skælder ud, så må du ændre noget. Her kan man sige, at man er nødt til at tale med læreren. Man må forklare, at vi må tale om det, at læreren selvfølgelig kan vælge at gå, men at jeg håber, at læreren bliver, så vi kan tale sammen. Man skal sige det respektfuldt. Hvis man gør det, tror jeg, at man får en god kollega, og man hjælper nogle børn.  Man er for fanden da nødt til at tale om det".

"Hvis man ikke er et naturtalent  - og det er de færreste af os - kan man sagtens blive bedre, men ikke uden at tingene bliver sagt højt. Man kan ligefrem blive god, og det er i troen på det, at jeg har skrevet denne bog".

Spørg børnene

Ulla Dyrløv mener, at for at blive en bedre fagperson, skal man spørge eksperterne - børnene. Hun anbefaler, at man husker at tage fat i et barn i sorg eller krise cirka en gang om ugen og taler med barnet. Det behøver ikke at tage lang tid, men barnet ved, at det er set, og det har muligheden for at bede om hjælp.

Hun foreslår også, at en lærer med støjproblemer i klassen beder klassen om hjælp. Forklarer, at det er hendes ansvar - lærerens - at der er god arbejdsro i klassen.

"Spørg børnene, hvad de tænker om larmen. Forklar, at du gerne vil gøre noget ved det sammen med dem, og spørg om de har nogle ideer. Men det skal ikke være med en medlidende attitude. Det skal være et reelt spørgsmål. Børnene oplever at blive respekteret, og de tager det alvorligt".

"Når vi er empatiske, omsorgsfulde, opmærksomme, autentiske og menneskelige fagpersoner, har vi en rigtig god mulighed for at have lige netop dét, der kan gøre hele forskellen".