Det fremgår af folkeskoleloven, at Undervisningsministeriet regner med at kunne frigøre 100 millioner om året ved "afbureukratiseringsinitiativer", der blandt andet består i at forenkle og digitalisere Fælles Mål og elevplaner

Vedbæk Skole dropper elevplanerne i år

"I Rudersdal Kommune er det besluttet, at Meebook fremover skal være platform for vores elevplaner. Da vi nu er så langt henne i skoleåret, og systemet ikke er helt færdigudviklet endnu, har vi på Vedbæk Skole besluttet, at der i indeværende skoleår ikke skrives elevplaner". Sådan lyder en besked fra Vedbæk Skole til skolens forældre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folketingets børne- og undervisningsudvalg har nu bedt ministeren forholde sig til, om Vedbæk Skoles beslutning er lovlig. Ifølge folkeskoleloven skal der for hver elev fra børnehaveklassen til og med 9. klassetrin udarbejdes en elevplan med individuelle mål, status for elevens læring og en beskrivelse af, hvordan der skal følges op herpå.

På Vedbæk Skole i Rudersdal Kommune har man dog droppet at lave elevplanerne i dette første skoleår, hvor den nye folkeskolelov er gældende.

Grunden er, at Meebook - som er den digitale platform, Rudersdal Kommune har valgt som platform til elevplanerne - ifølge skolen endnu ikke er færdigudviklet.

Den udmelding forundrer dog Søren Adolph, der er partner i Meebook.

"Det har været muligt at lave elevplaner i systemet siden 2. januar. Så det må stå for skolens egen regning", siger han.

Folketingets børne- og undervisningsudvalg har nu i et spørgsmål til undervisningsminister Christine Antorini bedt hende forholde sig til, om skolens beslutning er i overensstemmelse med folkeskoleloven.

Folkeskolen.dk arbejder på at få en kommentar fra Vedbæk Skole.

Alligevel elevplaner på Vedbæk Skole