Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen har pålagt Arbejdsskadestyrelsen, at der en gang årligt udtages ét sagsområde eller én type sager til ekstern vurdering.
Minister: Man skal kunne stole på Arbejdsskadestyrelsens afgørelser
"Det er helt afgørende for mig, at der er tillid til Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling, og man skal kunne stole på de afgørelser, som styrelsen træffer", skriver beskæftigelsesministeren i et svar til DLF. Han understreger, at der er rettet op på alvorlige fejl, og at man vil foretage årlige tjek.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I juni skrev DLF til beskæftigelsesministeren, at Folketingets Ombudsmand burde undersøge Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling, fordi der er så mange problemer i den. Det handler blandt andet om, at Arbejdsskadestyrelsen mangler at indhente relevante sagsoplysninger, giver utilstrækkelige begrundelser, udelader relevante sagsoplysninger og ikke forelægger sager for Erhvervssygdomsudvalget.
DLF skriver til beskæftigelsesministeren
DLF bad om en bredere undersøgelse. Allerede i oktober 2013 havde ombudsmanden sagt, at der var grundlag for, at han kulegravede Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling.
DLF indbringer ti læreres arbejdsskader for Ombudsmanden
Nu har beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen svaret, at man skal kunne have tillid til Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling og afgørelser.
"Det forudsætter grundlæggende, at antallet af sagsbehandlere løbende tilpasses den mængde og kompleksitet af sager, som styrelsen behandler, og jeg kan forstå, at Arbejdsskadestyrelsen er ved at ansætte flere sagsbehandlere", skriver Henrik Dam Kristensen i svaret til DLF.
Han fortæller i brevet, at der indføres eksterne undersøgelser af andre sagsområder end det, som Kammeradvokaten allerede har undersøgt - nemlig sager om tab af erhvervsevne. Og at ministeren har pålagt Arbejdsskadestyrelsen, at der en gang årligt udtages ét sagsområde eller én type sager til ekstern vurdering.
Arbejdsskadestyrelsens afgørelser er ofte helt tilfældige
Kammeradvokaten vil foretage en ny undersøgelse af sager om tab af erhvervsevne for at se om de "igangsatte initiativer til forbedring af kvaliteten virker, og at der dermed er blevet rettet op på de alvorlige fejl, som der er konstateret", skriver ministeren i brevet.
Kraftig kritik af Arbejdsskadestyrelsen - direktør flyttes
Arbejdsskadekonsulent i DLF Alan Frank Hansen fortæller, at man i Lærerforeningen er tilfredse med svaret.
"Nu får vi en gang om året en undersøgelse af et område, og det giver en forventning om, at man kan gøre noget konkret ved problemerne", siger han.
"Vi skal til møde i Arbejdsskadestyrelsen i december, hvor kvalitetspanelet skal mødes. Det er alle interessenter - advokater, forsikringsselskaber og fagforeninger - som alle er enige om, hvad problemerne i Arbejdsskadestyrelsen er", siger Alan Frank Hansen.