Illzana skal hoppe tierne som sprællemandshop og enerne som almindelige hop

Sprællemandshop med matematiske udfordringer

Otte elever fra Kildegårdskolens Østafdeling i Herlev får i 12 uger ekstra matematik i projektet Tidlig Matematikindsats Til Marginalgrupperne. To lærere fra skolen deltager i projekt på Metropol. Eleverne i 2. klasse er blevet testet er henholdsvis fagligt stærke og fagligt svage elever.

Offentliggjort
Miriam og Kathrine Fruergaard spiller et trække-fra-spil
Det går hurtigt, når Johan skal lægge sammen og trække fra
César lægger sammen og tallene bliver større og større

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Illzana får tallet 95 og skal så hoppe. Tierne skal være sprællemandshop og enerne bare almindelige hop. Så hun hopper løs, mens lærer Kathrine Fruergaard tæller med.

"Ved du, hvad tallet hedder", spørger Kathrine Fruergaard. "95" kommer det prompte og udløser et højt 'flot' fra læreren. Illzana har flyttet sig meget på de seks uger, hvor hun har fået fire gange en halv times ekstra matematik alene om ugen.

Tidligere kunne hun tallene op til omkring 30, men i dag overrasker hun læreren med at kunne klare dem op til 100. Og endda med helt dansk tal-udtale. Undervejs har hun nemlig lært at sige "niti-fem" og "fireti-to", men det er slet ikke nødvendigt længere. Hun har klart øvet sig hjemme og går ivrigt til alle de opgaver, som Kathrine Fruergaard kan finde på.

Her på Kildegårdskolens Østafdeling har de to lærere fået 8 klokketimer hver om ugen. Desuden følger de et kursus i Tidlig Matematikindsats Til Marginalgrupperne på professionshøjskolen Metropol. Lærerne har fået et budget på 1000 kroner til materialer. Men mange af materialerne har skolen i forvejen så som store terninger, taltavle og centicubes.

Tidlig indsats for fagligt stærke og svage i matematik

Illzana tæller mælkekapsler og kommer ti af i hver mælkekarton. Indtil læreren siger "stop". Så må hun tælle dem i kartoner som tiere og dem i hånden som enere. I dag har hun først 36 og bagefter 26. Hun beder Kathrine Fruergaard om at sætte tallene under hinanden, for så er det lettere at regne ud, at der i alt er 62.

Det går fint med at finde både 48 og 64 på taltavlen på væggen. Og hun får ros for ikke længere at tælle på fingrene men regne opgaverne ud i hovedet.

De taler også om datoer - juleaften den 24. december og 31. oktober, hvor Illzana skal være engel til Halloween. 

Svært at trække fra

"Vi har ikke testet eleverne, efter vi er begyndt på tidlig indsats, men vi synes klart, at det virker. De flytter sig meget", fortæller Kathrine Fruergaard.

Eleverne bliver taget ud til ekstra matematik, når de har understøttende undervisning eller matematik.

Tidlig indsats i matematik spreder sig

Miriam er en af de fagligt stærke elever i matematik, så i dag skal hun spille et trække-fra-spil med læreren. Begge starter på 100 på spillepladen og skal så slå med terninger og trække terningens tal fra. Hun bruger spillebrikken til at tælle ned på spillepladen, mens Kathrine Fruergaard prøver at få hende til at regne det ud i stedet.

"Den var lidt nem, ikke? Man kan jo bare minusse 4 fra 8, så 88 minus 4 bliver 84", siger Miriam.

Hun har været rigtig hurtig, da de lagde tal sammen, så derfor står den på subtraktion i dag - og det er en udfordring. Men hun lyser op og fortæller, at der er flere måder at gøre det på.

Så kommer Johan ind i lokalet og siger fluks, at han er dårlig til minus, da han ser et kort på bordet med regnestykket 69-34.

"Det er 35", siger han dog, inden de er gået i gang med spillet.

De spiller med to mangesidede store terninger. Hvis den røde terning lander på et lige tal, skal han lægge tallet fra den blå terning til på spillepladen. Hvis den røde terning har et ulige tal øverst, skal han trække fra. Han hopper rundt og slår med terningerne.

"Nu dør du. Jeg har vundet. Det er tid til en sejrsdans", jubler han og danser rundt.

Ind i mellem gætter han. Men 25-17 er 8, er han sikker på.

Kathrine Fruergaard spørger, om han kan 4-tabellen.

"Nej", svarer han og fortsætter: 4 - 8 - 12 - 16 - 20 - 24 …. Og stopper så.

 

Input til matematiklæreren

"De fagligt stærke elever ping pong'er jeg med, og det gode er, at jeg kommer til at lære eleverne så godt at kende, at jeg kan høre hvilke strategier, de bruger, når de skal regne", forklarer Kathrine Fruergaard.

"Det er godt at få så indgående kendskab til eleverne. Endnu har jeg ikke udvekslet erfaringer med deres matematiklærer, men det er klart, at vi skal tale sammen senere".

Undervejs i forløbet har skolen haft besøg af nogle lærerstuderende, der følger projektet på Metropol. De skal skrive om forløbet, ligesom en af projektets undervisere kommer forbi på et tidspunkt. Hele projektet bliver fulgt op med forskning.

4,8 millioner kroner til tidlig matematikindsats

20'er-vennerne

"Skal vi kaste med terninger igen? Yeahh", siger César og krammer en blød gul bold. Og det er en god ide, synes læreren. Det passer fint ind med det, hun har forberedt til  i dag. Her handler det om for eksempel om hvilke tal, der giver 20, når man lægger dem sammen.

"16 og 4, 18 og 2, 19 og 1", siger César og kigger over mod væggen, hvor 10'er-vennerne hænger.

"Hvordan kan du få hjælp ved 10'er-vennerne", spørger Kathrine Fruergaard.

César fortæller, at han bare lægger en til.

"Nåh, du putter en tier på", uddyber læreren. Hun skriver det op systematisk for ham, da han har været igennem 20'er-vennerne.

Han vil have de højeste talkort, da de går videre med noget nyt. 19 plus 7 er 26. 18 plus 19 er ….. Tøvende foreslår han 27.

"Næsten, du glemmer bare en tier".

"Nåh, ja. 37 så".

De har skrevet en del ned, så Kathrine Fruergaard fortæller, at hun vil sætte papiret i hans mappe.

"Så tager jeg det andet med hjem", siger han glad og går med udregningspapiret.

Eleverne har en mappe og et hæfte, hvor læreren skriver, hvad de har arbejdet med fra gang til gang og hvor de skal huske at følge op næste gang.

"Vi taler meget om ettere og tiere med de fagligt svage elever, så de får basis. Det er vigtigt. De skal have noget sprog på matematikken", siger Kathrine Fruergaard.