Forleden oplevede Helle Breilev en kollega gå helt i stå på lærerværelset på Fladsåskolen i Næstved.

»Jeg tænkte: Hvad sker der? For hun stod bare der med en seddel i hånden og sagde 'nej, nej, nej, for fanden'«.

Sedlen var fra en mor, der ville gøre opmærksom på, at hendes datter foruden at være ADHD-barn også er særlig overfølsom over for at røre ved kød og se blod. Derfor skulle hendes datter ikke stå med fingrene i de griseøjne, som det var planlagt, at eleverne i naturfagstimen skulle dissekere den dag.

»Min kollega kunne godt huske at have fået stukket sedlen i hånden af pigen om morgenen, men det var først nu, at hun fik læst den - altså efter at hun totalt havde overskredet pigens grænser«, fortæller Helle Breilev. Hun ser episoden som et eksempel på, hvordan den nye arbejdstidslov og reformen presser hende og kollegaerne til det yderste.

»Det sværeste er at opleve, at man kommer til at svigte eleverne«, siger hun.

Den dårlige samvittighed

To måneder inde i skoleåret har Helle Breilev for første gang i sit 25-årige lærerliv haft problemer med at sove.

»I sidste uge vågnede jeg to gange klokken 4.00 om morgenen og tænkte på de forældresamtaler, der ikke er styr på endnu«, siger hun. Sidste skoleår sendte hun elevplaner ud til forældrene 14 dage før samtalerne. I år har Helle Breilev endnu ikke haft tid til at skrive dem, og forældresamtalerne er i morgen.

»Når den dårlige samvittighed nager, har jeg valgt at stå fast på, at det er de her arbejdstider, der er mine vilkår. Men jeg tænker for eksempel på, at jeg ikke må blive syg. For er man syg, så ryger ens forberedelse, og man får et kæmpe efterslæb«.

Da Næstved Kommune og den lokale lærerkreds ikke har indgået nogen aftale om arbejdstiden, tilbringer lærerne på Fladsåskolen som udgangspunkt alle 39 ugentlige arbejdstimer på skolen. Der er ikke mulighed for at tage en bunke retteopgaver med hjem eller lægge fem arbejdstimer på skolen om søndagen, som Helle Breilev har gjort i årevis. Det er det, der presser hende og hendes kollegaer.

Middelalderoptrædener

Tirsdag formiddag har Helle Breilev historie i 5.b. På smartboardet kan eleverne læse om målene for dagens undervisning. At kunne fremlægge sit oplæg uden at læse op fra PowerPoint-showet er et mål. At benytte stikord frem for sætninger er et andet. Og så er det vigtigt at kunne supplere det mundtlige oplæg med billeder og se på publikum, der skal være kritiske og stille uddybende spørgsmål til det, der bliver fortalt.

To og to øver eleverne deres oplæg. Minna og Line vil gerne fortælle om, hvad man spiste i middelalderen, og Helle Breilev lytter med: »På menuen var der glaserede æg, vildsvin og traner«, fortæller Minna. »Fint«, afbryder Helle: »Men må jeg være kritisk og spørge: Hvem er det 'man', I taler om? Var det de fattige eller de rige, der spiste sådan? Sådan nogle ting skal I huske at være tydelige på«, siger hun.

Pigerne lader til at forstå pointen og garderer sig nu mod kommende spørgsmål ved at google ord, de ikke kender. En »banket« er et officielt og fornemt festarrangement for de rige, »garniture« er tilbehør eller pynt til kød, typisk grøntsager, og »et raffinement« er en forfinelse. De udarbejder en faktaboks i PowerPoint-showet og er klar til at fremlægge for en anden gruppe.

Det kniber med at være lige godt forberedt til alle undervisningstimer, fortæller Helle Breilev:

»Jeg har lagt et skema for, hvordan jeg forbereder mig til hvilke fag. Jeg når det, men det er ikke hver gang, undervisningen sprudler. Mine fem fag viger hele tiden for hinanden. I den her periode har jeg gjort noget ud af historieundervisningen, og sådan skifter det«, forklarer hun.

Til individuel forberedelse har hun mandag 60 minutter, tirsdag 120 minutter, onsdag 60, torsdag 75 og fredag 105 minutter. Men det er kun tirsdag-onsdag, at det er sammenhængende tid. Fladsåskolens lærere er alle blevet bedt om at møde 7.45 for at nå at tjekke eventuelle mails fra forældre, forberede det sidste og tage imod eleverne, der begynder at sive ind i klasserne deromkring.

»Men det er jo helt umuligt at nå noget på det kvarter, og jeg tager mig selv i at sidde med den bærbare på skødet med skærmen slået halvt ned, så eleverne ikke får opsnappet en fortrolig mail«, siger Helle Breilev.

Ofte kigger skolens leder, Susanne Kusk, også lige ind i klasserne det første kvarter om morgenen, fortæller Helle Breilev. Afhængigt af hvem man er, føler man sig mere eller mindre overvåget. »Jeg tror ikke, jeg føler mig kontrolleret. Det er nok bare det, man kalder synlig ledelse«, siger hun og griner.

Forberedelse i callcenteret

På skolen er der indrettet 24 forberedelsespladser til skolens 38 lærere i et stillelokale. Men her kan Helle Breilev ikke holde ud at sidde. Bordenes blå ende- og sideskærme minder hende om et callcenter. Det er også sådan, lærerne omtaler forberedelseslokalet.

»Ja, hvad kan jeg hjælpe med? Vi har tilbud på mange ting her«, siger en af Helle Breilevs kollegaer sarkastisk, da vi træder ind for at se lokalet. Hun lader, som om hun taler i et headset, og lægger hovedet lidt på skrå som en sælger i en tv-reklame.

Helle Breilev griner og fortæller, hvordan det fungerer meget bedre for hende at forberede sig i 5.b's klasseværelse, når eleverne har undervisning i andre lokaler. De gange, hvor det ikke kan lade sig gøre, finder hun et frit mødelokale eller et andet klasseværelse at slå sig ned i.

Om mandagen har Helle Breilev en enkelt forberedelsestime efter otte undervisningslektioner. Det er begrænset, hvad hun kan finde koncentration til i direkte forlængelse af al undervisningen.

»Jeg har tænkt, at det må være ligesom i teaterverdenen. Når jeg er på over for eleverne, er jeg på som en skuespiller, og så kan jeg ikke lige bagefter gå hen at forberede min næste rolle. Jeg har brug for tid til at omstille mig«, siger hun.

Tirsdag eftermiddag har hun to sammenhængende forberedelsestimer fra 12.30 til 14.30, inden der er afsat tid til diverse teammøder. Heldigvis passer det med, at hendes 5. klasse har musik i disse timer, så hun kan sidde i fred i klasseværelset.

»To timer i klassen er fint. Jeg skal have hængt noget arbejde op, de har lavet, og rettet deres staveopgaver til forældresamtalerne i morgen«. Men én opgave er allerede blevet udskudt for længe: Helle Breilev skal have skrevet til resurseteamet om en pige og en familie, der skal have hjælp. Det påvirker hende, at tiden er knap til netop den slags arbejde.

Tilbage på arbejde: 
»Det er uvisheden, jeg vil af med« 

Lynhurtige beslutninger

Akut tilkomne opgaver kan være svære at få plads til i det stramme skema.

»Når jeg bare detailplanlægger, fordi det er det, der er tid til, når jeg heller ikke at reflektere«, siger Helle Breilev. Det er altid bare videre til næste punkt på to do-listen, og hun er dybt afhængig af klassens ugeskema, som hun og klassens matematiklærer justerer hver uge, så det stemmer med emneuger og den understøttende undervisning, der indimellem foregår ude af huset. Helle Breilev orienterer sig i skemaet for at se, om hun kan forberede sig i klassen. I sidste uge betød en forskudt linje, at hun tabte overblikket:

»Jeg var sikker på, at jeg havde forberedelsestid i mit eget klasseværelse efter at have undervist i engelsk i parallelklassen. Men så sad alle mine elever inde i klassen, og jeg havde nær udbrudt: Jamen, hvorfor er I her? Lynhurtigt måtte jeg opfinde en undervisningslektion, og det blev så, at vi samlede op på sidste uges dansk- og historieundervisning«.

En lignende situation ville ikke have udspillet sig sidste år, mener Helle Breilev.

»Der var det slet ikke så presset«, siger hun og har lagt mærke til, hvordan hun i år kan finde på at vrisse af eleverne, når de skal ud til frikvarter:

»Nu skal I gå ud, for jeg skal forberede mig. Sådan kommer jeg til at sige, og det er ikke i orden«, siger hun.

Årsplanerne, der blev udskudt

Som koordinator for lærergruppen på mellemtrinnet oplevede Helle Breilev i slutningen af august flere kollegaer bryde sammen i stress over udarbejdelsen af årsplanerne.

»De skulle være færdige til 1. september og oprettes i en ny skabelon. Nogle var gået i gang i den gamle skabelon og måtte starte helt forfra. Jeg havde kollegaer, der græd i den her periode«, fortæller Helle Breilev.

Hun var også selv tidspresset og lettere desperat, hvorfor hun gik til ledelsen. Lærerne fik herefter en ny deadline 22. september.

»Jeg blev færdig på dagen den 22., og hver gang jeg har haft et ledigt kvarter, har jeg brugt det på årsplanen«.

Det færdige resultat er Helle Breilev ikke synderligt stolt af. Men nu er årsplanerne der med nogle overskrifter og mål, og så regner hun med at kunne forfine emnerne undervejs.

Det var forvirrende, at den gamle skabelon stadig lå i systemet. Det kostede som nævnt både sved og tårer, da mange af hendes kollegaer blev bedt om at skrotte noget arbejde, de havde brugt værdifuld forberedelsestid på. Men principielt er Helle Breilev fortaler for en fælles skabelon til årsplanerne.

»Det går ikke, at Louise i 3. klasse får en meget udførlig én med hjem, mens hendes bror i 6. klasse kun har et par enkelte ord på sin«, siger hun.

Derhjemme får Helle Breilev opbakning fra sin mand, der også er lærer, når det kan være svært ikke at arbejde om aftenen og i weekenden, som hun altid har gjort for at få skoleåret til at gå op. Sammen er de enige om at lade være, så ledelsen ikke får det indtryk, at de jo klarer det hele på 39 timer på skolen. For det gør de ikke. I denne uge er der blevet opsat en mappe på kontoret, hvor Fladsåskolens lærere kan notere, hvis de møder tidligere end 7.45.

»I dag mødte jeg klokken 7 og noterede det. Så har jeg i princippet den tid til gode«, siger hun. Men Helle Breilev tvivler på, at hun får tiden igen. Spørgsmålet er også, om hun vil have den. Hun vil bare kunne være en god lærer over for eleverne.