En 5. klasse på rundvisning på byggepladsen

Motorvej gennem byen bliver til undervisning

Frem til efteråret 2016 er et kæmpemæssigt byggeri i gang i Silkeborg by og det omkringliggende smukke, kuperede landskab. Vejdirektoratet har bygget et informationscenter i byen og hyret to lærere til at udvikle undervisningsforløb. Det er blandt andet blevet til Spillet om motorvejen.

Offentliggjort Sidst opdateret
Første hold elever prøver Spillet om broen - hvordan bygger man en motorvej fra den ene side af kortet til den anden og holder budgettet, samtidig med at man tilfredsstiller både politiske interesser, erhvervsinteresser og bevarer arkæologiske fund og natur

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bykøbing hedder byen på spillepladen. Den er omgivet af skove, søer, veje, vandhuller, steder af arkæologisk værdi, campingpladser, kirker med videre. Og så er det ellers elevernes opgave at linjeføre en motorvej fra den ene side af kortet til den anden. Der er et budget, der skal holdes og nogle udfordringer, som skal håndteres. Undervejs skal eleverne i et regneark indføre, hvad det fx koster at flade en bakke ud, bygge en vejbro, etablere en faunapassage, så dyrene kan passere osv. Samtidig  repræsenterer eleverne  forskellige interessegrupper i lokalområdet - borgere, erhvervsliv, byråd, naturbeskyttelsesorganisationer osv.

"Vi tænker, at materialet kan bruges i matematik, samfundsfag, natur/teknik for 5. klasse, biologi, geografi og historie", fortæller Rikke Svane Christensen, der er lærer på Skægkærskolen.

For hende og kollegaen Henrik Bay Madsen, Balleskolen, har det været en kæmpe øjenåbner at sætte sig ind i, hvordan en motorvej bliver til, og det samme oplever de nu hos eleverne. For eksempel at de 29 km motorvej fra Funder og Låsby løber op i 2,6 milliarder, og at bare en gangbro koster flere millioner. Og at ekspropriere økologisk landbrugsjord er meget dyrere end at bruge traditionel landbrugsjord til motorvejsbyggeriet.

"På et tidspunkt havde en flok digesvaler bygget reder i en sandskrænt, der skulle bruges til fundamentet til en af motorvejsbroerne - og så måtte byggeriet ligge stille der i to måneder", fortæller Henrik Bay Madsen.

Udfordringer som den ligger som ekstra kort, læreren kan spille ind i Spillet om motorvejen.

Byg en bro af papir og propper

Et andet undervisningsforløb, som ligger klar i Informationscentret, er Byg en bro, hvor eleverne skal sætte sig ind, hvordan broer kan konstrueres og efterfølgende bygge en bro af materialer som papir, korkpropper og snor, så den lever op til nogle specifikke krav og kan holde til trafik af tre forskellige legetøjsbiler.

Ekspertkarusellen er et cooperative learning-forløb, som gennemføres i den store udstilling om motorvejsbyggeri i informationscentret. Hver elevgruppe sætter sig grundigt ind i en enkelt del af udstillingen og gør sig dermed til eksperter i forskellige aspekter af byggeriet - naturudfordringerne, arkæologien, historie, konstruktion osv. Efterfølgende formidler de deres viden til de andre.

De forskellige skoler i kommunen inviteres til at komme på besøg ved den del af byggeriet, der ligger nærmest skolen. De vil blive guidet af en guide fra Vejdirektoratet og kan stille spørgsmål til et byggeri, der i høj grad sætter sit præg på byen og kommunen. For eksempel er den lokale dyrehave nedlagt, og dens bestand af hjorte flyttet til et andet sted.  Der er dog stadig mange vilde hjorte i området, og de får en faunabro, så de kan passere motorvejen. Fordi broen også går gennem selve byen er der mange støjdæmpende foranstaltninger, og den bliver overdækket på en strækning, så der bliver rekreative områder oven på motorvejen.

Undervisningsmaterialerne er gratis og kan hentes på motorvejsbloggen (se link til højre).