Eleverne fra Langhøjskolen i Hvidovre vandt årets Springfrøpris og 25.000 kroner for deres projekt om genbrug og affald.

Skraldeprojekt snupper Springfrøprisen

Vinderen af årets Springfrøpris er Langhøjskolens 5.-8.-klasser fra Hvidovre Kommune, der har lavet projektet Kulturlaboratoriet Generation Grøn. Gennem kunstværker og installationer har eleverne sat fokus på madspild. Det er blandt andet sket ved at hænge en æbleuro op i den lokale Kvickly for at minde om, hvor mange æbler, der aldrig bliver spist.

Offentliggjort Sidst opdateret
En af Langhøjskolens installationer er en æbleuro. Den skal illustrere at seks ud af 10 æbler bliver ikke spist.
Carl-Emil fra Billundskolen har sammen med sine kammerater optaget små film om sin by. Det skete med stop motion-teknologi.
Hvad kan man se ud af et koøje? Det var opgaven til eleverne på Ikast Nordre Skole - og de kunne se mange øde øer og et enkelt skibsvrag.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tre klasser har været nomineret til årets Springfrøpris, der bliver uddelt til den klasse eller skole, der har stået for det mest kreative projekt i de praktisk/musiske fag i folkeskolen. De tre nominerede skoler er Ikast Nordre Skole, Billundskolen og Langhøjskolen fra Hvidovre. Elever og lærere fra skolerne blev budt velkommen af skuespiller og tidligere børne-tv-vært Signe Lindkvist.

"Da jeg gik i skole, var jeg ikke god til dansk, engelsk og matematik, men jeg var rigtig god til de kreative fag. Siden jeg gik ud af 10. klasse, har jeg ikke gået i skole. Jeg har i stedet levet af at være kreativ - jeg har lavet børnefjernsyn og cirkus. Det kunne ske, fordi min skole bakkede op om det kreative", sagde Signe Lindkvist til eleverne, inden hun præsenterede de tre nominerede skoler:

"I tre er de sejeste og mest nytænkende skoler".

Elever får 25.000 for at designe bæredygtige huse

Samarbejde om skrald Springfrøprisen er indstiftet af Kulturministeriet og Undervisningsministeriet, og kulturminister og tidligere lærer Marianne Jelved (Radikale) var mødt op for at overrække prisen.

"Det er fantastisk at møde jer, der møder kunsten og er kreative. I viser hvordan man kan arbejde på andre måder i folkeskolen", sagde Jelved til lærere og elever. Alle tre projekter handler på hver sin måde om samarbejde, og Jelved roste lærerne for at lære børnene om dette.

1. præmien og en check på 25.000 kroner gik til Langhøjskolens 5.-8. klasser fra Hvidovre for deres projekt om Generation Grøn. Gennem forskellige oplevelseskoncepter inspirerer eleverne folk til at genbruge og smide mindre mad ud. Klasserne har blandt andet lavet æbleuro, der viser, hvor få æbler der bliver spist, og en madspilds-spiral i plexiglas inspireret af den østrigske kunstner Hundertwasser.

"Det er et meget omfattende projekt - I har fundet en masse personer uden for skolen at samarbejde med. Det er et fantastisk vigtigt projekt, og fremtiden afhænger af børn som jer. I har forandret en masse borgeres vaner om skrald", sagde Marianne Jelved ved overrækkelsen.

Blog: Generation grøn

Generation Grøn-projektet er blevet til i løbet af en featureuge på Langhøjskolen, hvor elever på tværs af 5.-8. klasse kunne vælge sig ind på forskellige emner. Søren Peter Dalby Andersen er en af de lærere, der har været med i projektet, og han fortæller, at ideen opstod, fordi der skal laves en ny resursestrategi nationalt.

"Vi tænkte, at så laver teknisk forvaltning nok en skraldespand med fire huller i stedet for tre - men det ændrer jo ikke noget ved samtalen i samfundet om resurser og genbrug. Tanken er at æblerne skal ned i Kvickly og hænge over frugten, så forbrugerne bliver mindet om madspildet", forklarer Søren Peter Dalby Andersen og peger på en uro af æbler. Ud af de ti æbler, er seks farvet sorte, for at vise det store madspild, der sker hver dag. Seks ud af ti æbler bliver ikke spist. Eleverne har sammen med lærerne besøgt den lokale Kvickly og set, hvor meget der bliver smidt ud hver dag. Det satte mange tanker i gang både om madspild, men også om den energi, der er blevet brugt til at producere maden. Eleverne har blandt andet også udformet en madspilds-spiral inspireret af kunstneren Hundertwasser.

Læs mere om projektet på Generation Grøns tumblr-side via linket til højre.

Ildburger og dragekat 2. præmien og 15.000 kroner gik til BillundSkolens 3.-klasser fra Billund. De har begået animationsprojektet "Her er min by", hvor de i en række små stop motion film portrætterer deres by set med 3. klasses øjne. Til filmene har børnene selv fotograferet, lavet storyboard, figurer i karton og optaget lyde med mobiltelefonen.

Det har været sjovt lave sin egen film, synes Carl-Emil fra 3.b, men der var også enkelte ting, der var lidt svært. Hans gruppe har lavet filmen "Ildburger og kartoflen", hvor en burger med ild i prøver at spise en kartoffel - men den stikker af. Scenen er fra Billund, men historien og hovedpersonerne har eleverne selv fundet på - der optræder derfor burgere, dragekatte og troldmænd i filmene om hjemegnen.

"Det sværeste var at lave plasket i filmen, hvor burgeren falder i søen. Det var også lidt svært at klippe figurerne ud, men der var en anden der var god til at klippe", fortæller Carl-Emil. Han synes til gengæld at det var nemt at filme stop motion, fordi man bare skulle rykke figurerne rundt hele tiden.

Projektet var et samarbejde mellem Billunds skoler og Billund Kulturskole.

Bølgen skaber innovation

Udsigten fra et koøje 3.-præmien og en check på 10.000 kroner blev overrakt 5. årgang på Ikast Nordre Skole for runde havmalerier, der viser udsigten fra et koøje - og i et enkelt tilfælde fra et koøje på en ubåd under vandet.

"Det er et nemt projekt, som man nemt kan overføre til andre", fortæller billedkunstlærer Trine Sørensen, der har stået for projektet. Selve projektet har kredset meget om entreprenørskab i undervisningen, og eleverne har skullet tænke i en værdi for brugerne.

"I billedkunst er det ofte produktet, der tillægges størst værdi, men her har processen været mest vigtig", fortæller en pige om projektet til tilhørerne. Det eneste, der var givet om projektet fra Trine Sørensen side var, at de færdige billeder skulle have noget med en bølge at gøre. Derfra skulle eleverne finde ud hvilken bølge, det skulle være og hvilke kompetencer, der hver især kunne bidrage med for at nå et godt resultat. 

Blog: "En entreprenør er en, der sætter ting i gang"