Skriv dine oplevelser om arbejdet med et barn i vanskeligheder ned som en fortælling. Identificer barrierer for, at barnet kan deltage i undervisningen. Find ud af, hvordan du kan ændre undervisningen, så barnet i vanskeligheder kan deltage aktivt i din undervisning. Sådan lyder rådet fra lektor og ph.d. på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Janne Hedegaard.

Hun mener, at lærerne skal flytte fokus fra at se barnet som et problem til at se den måde, man laver skole på, som problemet. Det er nødvendigt, hvis man vil skabe en inkluderende skole.

»Lærerne skal spørge sig selv: Hvad er det ved min undervisning, min måde at skabe fællesskaber på og at forstå, hvad underviselige elever er, der gør, at et barn ikke trives i undervisningen«, siger Janne Hedegaard.

De seneste år har hun besøgt en række skoler og kommuner for at fortælle om, hvordan skolerne må ændre syn på, hvem der er underviselige børn.

»Ethvert barns handlinger er ifølge børnepsykiater Søren Hertz et tilbud til en voksen om at gøre noget andet. Man bliver nødt til at prøve at forstå, hvad det er, der gør, at det bliver meningsfuldt for eleven at handle, som han gør«, siger Janne Hedegaard.

Børn i vanskeligheder. Sådan betegner Janne Hedegaard gruppen af børn. Hun understreger, at man ikke bør kalde dem vanskelige børn, udfordrende børn, skæve børn eller andet, der hentyder til, at problemerne findes i barnet.

»Min pointe er, at problemet ligger i mødet mellem barn og skole, da det er det møde, der skaber vanskeligheder for barnet. Det er muligt, at nogle børn har en vanskelighed - eksempelvis en sygdom eller et handicap - men det betyder ikke nødvendigvis, at barnet bliver bragt i en vanskelig situation. Det afhænger fuldstændig af, hvordan omverdenen håndterer barnet«.

Der findes ingen opskrift på, hvordan man skal tackle børn i vanskeligheder. Lærerne må i hvert tilfælde foretage en pædagogisk vurdering af, hvordan de skal handle. Men nogle lærere kan blive bedre til at se, om der er noget i den måde, den enkelte lærer underviser og møder barnet på, der skal ændres.

»Det gælder om at skrive oplevelser og erfaringer ned som fortællinger. Jeg har et eksempel fra et fritidshjem, hvor en dreng havde fået diagnosen Asperger. Han havde fået en støttepædagog. Men han var altid i konflikter. Fritidshjemmet begyndte at skrive alle episoder ned, og hurtigt så de, at de voksne hele tiden udpegede drengen som konfliktskaber og konfliktløser. Da de efter en måned læste fortællingerne, kunne de se et billede af en meget stresset dreng«.

Det blev besluttet ikke at nævne hans navn i forbindelse med konflikter i en måned. Han måtte ikke være den, der fik ansvaret for at løse konflikterne. Og man tog også støttepædagogen væk.

»I løbet af den måned holdt han op med at være en del af konflikterne. Og de andre børn begyndte at tale med hinanden om, at nu havde drengen ikke Asperger længere«.

Janne Hedegaard mener, at det er vigtigt, at lærerne på samme måde får dokumenteret deres praksis for at kunne lægge strategier for, hvordan de kan handle anderledes.

»På den måde kan de identificere barrierer og muligheder, som de ikke er bevidste om«.

»Lærerne er uddannet til at undervise. De har viden om didaktik og undervisning og om fag. Men lærere er langt hen ad vejen ikke klædt på til at udføre relationsarbejde. Der er nogle, der kan det. Og så er der nogle, der ikke kan. Den faglighed, der mangler i skolerne, er social- og specialpædagogisk faglighed. De mangler viden om, hvordan man er en betydningsfuld voksen for børnene«, siger Janne Hedegaard.

Hvis det stod til Janne Hedegaard, var specialpædagogik en meget større del af læreruddannelsen.

»Der er alt for mange af de her børn, som ikke ser læreren som betydningsfuld. Elever, der ikke går til læreren, når de har problemer. Læreren bliver nødt til at tilegne sig de her kompetencer. Og det ligger ikke i uddannelsen i dag«.

Hvorfor kan man ikke bare udskille de elever, der ikke passer til skolen, til specialskoler, hvor lærerne har kompetencerne, der gør, at eleverne lærer noget, og hvor eleverne ikke forstyrrer undervisningen i så høj grad?

»Man lærer ikke at være social ved at være sammen med nogle, der ikke er det. Så hvis vi vil give de her børn nogle muligheder i livet, så er de nødt til at lære at være i normalmiljøer. Hvis man bliver ekskluderet fra normalfællesskaber, så er man i større risiko for at klare sig dårligere i uddannelsessystemet og på arbejdspladser«. |