Antallet af lærere i folkeskolen opgjort som fuldtidsstillinger
Kilde: KRL, Kommunernes og Regionernes Løndatakontor http://www.krl.dk/, Note: Der er tale om ”beregnede fuldtidsansatte”. Tallene dækker lærere i folkeskolen, herunder specialundervisningen i kommunalt regi. Tallene er eksklusive børnehaveklasseledere, skoleledere, konsulenter o. lign. Timelønnede lærere (løse vikarer) er ikke medregnet i opgørelsen.
11 procent færre lærere i skolen på fire år
Antallet af lærere i den danske folkeskole er reduceret med mere end 11 procent de seneste fire år, hvor elevtallet kun er faldet med godt 3 procent. Lærerne har altså allerede øget produktiviteten betydeligt, og forestillingen om, at "lærerne bare kan løbe lidt hurtigere" holder ikke, siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"For fjerde år i træk ser vi, at kommunerne nedlægger lærerstillinger for at spare resurser", siger Anders Bondo i en pressemeddelelse om undersøgelsen. Han kan slet ikke se, hvordan det skal hænge sammen, at den omfattende folkeskolereform med langt flere timer til eleverne hovedsageligt skal finansieres ved, at lærerne skal undervise mere.
"Folkeskolens ledere kommer på en umulig opgave, når de skal have enderne til at mødes efter sommerferien. Kommunerne må hurtigst muligt tage initiativ til at sikre flere resurser med, når folkeskoleloven skal implementeres," siger Anders Bondo Christensen og påpeger, at Danmark sammen med England er et af de lande, der anvender den mindste del af folkeskolens udgifter til lærerlønninger. I Danmarks er det kun 50,5 procent, der bruges til lærerlønninger, mens det i gennemsnit i OECD-landene er 61,8 procent, siger han med henvisning til tal fra OECD's Education at a Glance (se link til højre).